Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

A.P. Møller, olien og gassen

Oprindelig forfatter PVi

Det var da heller ikke biogas fra landbruget, men derimod naturgas fra Nordsøens undergrund, regeringen lagde vægt på i sin energiplan fra 1976. Den oprindelige baggrund herfor var den eneretsbevilling til olie- og gasudvinding fra hele Danmarks undergrund, som den socialdemokratisk-radikale regering i 1962 af ”nationale hensyn” havde tildelt skibsreder A.P. Møller. Under forudsætning af „lønnende produktion” af olie eller gas senest i 1972 havde regeringen givet A.P. Møller ret til al olie og gas i undergrunden i 50 år, altså frem til 2012, mod, når udvindingen var kommet i gang, at betale først 5 procent og senere 8 1/2 procent af salgsværdien i statsafgift. A.P. Møller, som af gode grunde ikke selv rådede over den relevante ekspertise, havde dog umiddelbart efter afstået hovedparten af rettighederne til multinationale olieselskaber som Gulf og Shell, der som såkaldte bistandsydere sammen med A.P. Møller indtrådte i „Dansk Undergrunds Consortium” (DUC); i 1964 kom også Texaco og Chevron til med mindre andele.

 Grafen er tegnet på grundlag af tal fra Danske Elværkers forening midt i 1980'erne: Det danske elektricitetsforbrug steg stejlt i hele perioden efter Anden Verdenskrig og især fra 1950'ernes slutning, da industrialiseringen tog fart. De to oliekriser i 1973-74 og 1979-80 (de to 'hak' i grafen) kunne ikke hindre, at el-forbruget blev mere end fordoblet fra omkring 1970 til midten af 1980'erne.

Grafen er tegnet på grundlag af tal fra Danske Elværkers forening midt i 1980'erne: Det danske elektricitetsforbrug steg stejlt i hele perioden efter Anden Verdenskrig og især fra 1950'ernes slutning, da industrialiseringen tog fart. De to oliekriser i 1973-74 og 1979-80 (de to 'hak' i grafen) kunne ikke hindre, at el-forbruget blev mere end fordoblet fra omkring 1970 til midten af 1980'erne.

Prøveboringerne op gennem 1960'erne havde ikke givet mange håbefulde resultater, men først i 1971 meddelte A.P. Møller, at DUC nu ville starte en mindre produktion af olie. VKR-regeringen var umiddelbart rede til at forlænge 1962-bevillingen ud over 1972, trods kritik fra Socialdemokratiet. I juli 1972, få dage inden 1962-aftalen udløb, bugserede DUC de første 23.000 tons råolie til Stigsnæs-raffinaderiet, og skønt der kun var tale om ca. 10 procent af, hvad der med rimelighed kunne betragtes som „lønnende produktion”, forlængede den socialdemokratiske Krag-regering på denne baggrund A.P. Møllers og DUC's efterforskningsperiode med yderligere to år. Samtidig lovede A.P. Møller at styrke det danske element i efterforskningen maksimalt. DUC's samlede årlige olieproduktion fra 1972 til 1974 lå stadig langt under det forudsatte minimumsniveau, og i sammenligning med den norske olieproduktion fra Nordsøen, som i 1974 var helt oppe på 50 mio. tons, var den danske udvinding bogstavelig talt en oliedråbe i havet. I modsætning til forholdene i Danmark var den norske stat endda selv med i olieproduktionen gennem selskabet Statoil, som ifølge afgiftsvilkårene fik 80-90 procent af oliens salgsværdi – mod den danske stats 5-8 1/2 procent. I foråret 1972 stiftede regeringen ganske vist til A. P. Møllers utilfredshed det statslige aktieselskab Dansk Naturgas (DNG), fra 1973: Dansk Olie og Naturgas (DONG), men først i slutningen af 1970'erne kom denne virksomhed til at spille en reel rolle for landets energiforsyning.

Mange så naturligt nok med slet skjult misundelse på nordmændene, som åbenbart også havde haft mere kyndige forhandlere end danskerne tilbage i midten af 1960'erne, da Nordsøsoklen var blevet opdelt mellem Danmark, Norge, England, Holland og Vesttyskland. De danske forhandlere havde holdt fast ved det såkaldte midterlinieprincip, selv om det sandsynligvis havde været muligt for den daværende Krag-regering over for Norge at kræve en afvigelse fra dette delingsprincip med henvisning til, at havdybden var væsentligt større end 200 meter i den Norske Rende, som løber langs den norske sydvestkyst. Det var netop især i denne rende, som altså tilfaldt nordmændene, at der i de følgende år blev gjort enorme oliefund.

Annonce

 Prins Henrik åbner officielt for hanen til den danske olie fra Nordsøen den 1. august 1972, overværet af skibsreder Mærsk McKinney Møller, som i dagens anledning udtalte håb om, at Danmark på langt sigt ville blive i det mindste delvis selvforsynende med olie. Samme dag ankom tankskibet „Marie Mærsk” til Gulf-raffinaderiet ved Stigsnæs med den første ladning olie fra Dan-feltet. DUC havde på dette tidspunkt i alt investeret 500 mio. kr. i olie- og gaseftersøgningen i Nordsøen. På dagen mindede skibsrederen også om, at hans far, A.P. Møller, med opnåelsen af koncessionen i 1962 mente at have efterlevet sit motto: Den, der har evnen, har også pligten.

Prins Henrik åbner officielt for hanen til den danske olie fra Nordsøen den 1. august 1972, overværet af skibsreder Mærsk McKinney Møller, som i dagens anledning udtalte håb om, at Danmark på langt sigt ville blive i det mindste delvis selvforsynende med olie. Samme dag ankom tankskibet „Marie Mærsk” til Gulf-raffinaderiet ved Stigsnæs med den første ladning olie fra Dan-feltet. DUC havde på dette tidspunkt i alt investeret 500 mio. kr. i olie- og gaseftersøgningen i Nordsøen. På dagen mindede skibsrederen også om, at hans far, A.P. Møller, med opnåelsen af koncessionen i 1962 mente at have efterlevet sit motto: Den, der har evnen, har også pligten.

Når de danske forhandlere havde afholdt sig fra at stille krav til nordmændene, havde det dog næppe at gøre med daværende udenrigsminister Per Hækkerups alkoholbetingede indisponering ved en bestemt lejlighed under de indledende forhandlinger, således som det senere er blevet hævdet. Forklaringen er snarere dels en faglig dansk fejlvurdering af de pågældende havområders potentiale, dels et politisk betinget dansk ønske om ikke at risikere en uheldig diplomatisk territorialstrid med Norge. Hertil kom, at en dansk fravigelse af midterlinieprincippet risikerede at spille direkte i hænderne på Vesttyskland, som netop afviste dette princip ved fastlæggelsen af grænsen til Danmark – en konflikt, som blev indbragt for Den Internationale Domstol i Haag, hvor den først blev afgjort i 1969, og da til fordel for Vesttyskland. Det var i øvrigt med henvisning til denne sag, A.P. Møller krævede efterforskningsperioden forlænget med de to år ud over 1972. Tre-fire-doblingen af oliepriserne i forbindelse med oliekrisen i 1973-74 faldt sammen med en dæmrende erkendelse af, at der sandsynligvis var langt større olie- og måske også gasforekomster i den danske del af Nordsøen end hidtil forventet. Begge dele styrkede naturligvis den politiske interesse for A.P. Møllers eneretsbevilling, men Hartling-regeringen fik i 1974 uden ophævelser fra andre end venstrefløjen flertal i Folketinget for på ny at forlænge aftalen, idet statens tilsyn med DUC's aktiviteter dog blev tiltrængt styrket med internationale eksperter. I 1975-76 afgav dette tilsyn en beretning, som med støtte fra Handelsministeriets og Justitsministeriets jurister samt kammeradvokaten konkluderede, at bevillingen var misligholdt for naturgassens vedkommende, og at A.P. Møllers gasrettigheder derfor måtte bortfalde; der var endnu ikke udvundet én eneste kubikmeter.

A.P. Møller kunne imidlertid fremlægge et responsum med den modsatte konklusion, udarbejdet af en netop afgået højesteretsdommer. Det var tilstrækkeligt til, at der måtte indledes forhandlinger om koncessionen, også fordi det i praksis var næsten umuligt at adskille olie- og gasudvindingen, og olierettighederne ikke var anfægtet. Efter at Folketinget havde nedsat et undergrundsudvalg, offentliggjorde VS' medlem af udvalget, Preben Wilhjelm, i protest mod lukketheden om regeringens genforhandling af aftalen med A.P. Møller de fortrolige fortolkningsbidrag, som hans egne opklarings-spørgsmål til aftalen havde givet anledning til, således at Folketinget fik et bedre beslutningsgrundlag. A.P. Møller hævdede, at der sandsynligvis ingen kommercielle muligheder var i udvindingen af naturgas, men alligevel opfyldte den nye aftale, som Folketinget godkendte i 1976, A.P. Møllers ønske om, at DUC beholdt sit monopol på efterforskningsrettighederne til gassen. Aftalen gav dog staten forkøbsret til den eventuelle naturgas, og arealer, hvor der ikke var startet udvinding, skulle tilbageleveres tidligere end aftalens udløb i 2012.

Det blev i øvrigt senere afsløret, at A.P. Møller havde reageret på Wilhjelms adfærd ved at hyre en af Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) eksterne agenter, højreekstremisten Hans Hetler, til at undersøge det nidkære VS-folketingsmedlems privatøkonomiske forhold, tilsyneladende i håb om at finde noget kompromitterende. Det gjorde agenten ikke, og to-tre år senere bed Wilhjelm sig atter, og med større offentlig opmærksomhed, fast i skibsrederens haser under den næste forhandlingsrunde med staten om naturgassen. Da FE's kontakter til Hans Hetler og dennes private kartoteker om venstrefløjen kom for en dag i 1977, måtte justitsminister Orla Møller (S) i øvrigt påtage sig ansvaret og gå af.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: A.P. Møller, olien og gassen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306584