Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marxistiske missionsskoler

Oprindelig forfatter PVi

Revolutionsromantikken havde fået anderledes grobund på visse institutter på landets universiteter og på andre uddannelsessteder efter studenteroprøret i 1968-69, og ikke mindre efter indførelsen af den nye universitetslov i 1970. Den afskaffede definitivt det gamle „professorvælde” og indførte styrende organer med væsentlig studenterindflydelse, herunder paritetisk sammensatte studienævn med lige indflydelse for studerende og lærere mht. fastsættelse af pensum- og studieplaner. Socialdemokratiet og venstrefløjen havde ønsket fifty-fifty-indflydelse også i fakultetsråd og konsistorium, og loven blev derfor vedtaget med VKR-regeringens stemmer alene. De borgerlige partier ønskede først og fremmest ro på universiteterne, og den håbede de at få med den nye lov. Med historikeren Tage Kaarsteds formulering er en historisk magtstruktur næppe før blæst omkuld så let som den, styrelsesloven af 1970 afskaffede.

 Mødet i Københavns Universitets konsistorium den 19. februar 1971 blev afbrudt af rektor Mogens Fog (forrest i skjorteærmer), da det marxistisk orienterede Studenterråd sammen med 80 studenter udefra 'besatte' mødelokalet med krav om, at rådet alene skulle repræsentere de studerende i universitetets organer. Fog kritiserede Studenterrådets optræden, men forsvarsminister Erik Ninn-Hansen beskyldte Fog for at have tabt kontrollen over Københavns Universitet, så lovløse tilstande herskede. Det kom senere frem, at Forsvarets Efterretningstjeneste via agenten Hans Hetler havde infiltreret studentermiljøet og leveret unuancerede rapporter om den fhv. kommunist Mogens Fog.

Mødet i Københavns Universitets konsistorium den 19. februar 1971 blev afbrudt af rektor Mogens Fog (forrest i skjorteærmer), da det marxistisk orienterede Studenterråd sammen med 80 studenter udefra 'besatte' mødelokalet med krav om, at rådet alene skulle repræsentere de studerende i universitetets organer. Fog kritiserede Studenterrådets optræden, men forsvarsminister Erik Ninn-Hansen beskyldte Fog for at have tabt kontrollen over Københavns Universitet, så lovløse tilstande herskede. Det kom senere frem, at Forsvarets Efterretningstjeneste via agenten Hans Hetler havde infiltreret studentermiljøet og leveret unuancerede rapporter om den fhv. kommunist Mogens Fog.

Også flertallet af professorer indså efterhånden, at de gamle styreformer var utidssvarende, ineffektive og for konservative, og at der var behov for 'frisk luft'. Men mange var samtidig betænkelige ved de problemer, den nye styrelseslov for de højere uddannelser kunne få i lyset af den nymarxistiske bølge blandt de oprørske studenter. Over midten af 1970'erne stemte halvdelen af alle studerende unge ved folketingsvalgene på partier til venstre for SF. Især på institutter og fag, hvor professorerne var kontrære over for de nye vinde, støttede en del af de yngre lærere studentersiden, hvilket åbnede for mere eller mindre ensidig marxistisk indflydelse på det faglige miljø og studiernes indhold. Det var en overgang i begyndelsen af 1970'erne og indtil sidste halvdel af tiåret især tilfældet på fag som kultursociologi og psykologi på Københavns Universitet og decideret på de humanistiske og samfundsvidenskabelige fag på det nye Roskilde Universitetscenter (RUC), som åbnede i 1972, og som med sine brede basisuddannelser og projektorienteret, tværfaglig undervisning og forskning især tiltrak marxistisk orienterede – men samtidig højtkvalificerede – lærere.

RUC's første rektor, den socialdemokratiske MF'er og økonomiprofessor Erling Olsen, advarede allerede i slutningen af 1972 RUC imod at blive en „marxistisk missionsskole”, og både i 1974 under Venstre-regeringen og i 1975-76 under den socialdemokratiske regering stod der strid politisk blæst om RUC. Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S) iværksatte i 1975 efter en kritisk rapport fra en af RUC's lærere, professor og økonomisk vismand Bent Rold Andersen, en reorganisering af studierne på universitetet, og for at hindre en mulig sabotage af dette arbejde fra de studerende indsatte hun et ministerudpeget eksternt tremandsrektorat med meget vide beføjelser. Hensigten var ro om RUC, men det modsatte blev resultatet. I foråret 1976 førte 200 RUC-studerendes eksamensboykot til deres bortvisning, som dog efter en kompromisløsning blev trukket tilbage. Urolighederne fremkaldte en folketingsdebat, hvor RUC kun med et knebent flertal af S, R, SF, VS og DKP blev reddet fra Venstres og De Konservatives ønske om lukning.

Annonce

 Tegning trykt i Nyt fra Arbejdsdirektoratet i 1977, da man for alvor begyndte at kaste lys over det såkaldte „måneskinsarbejde”, dvs. især håndværkeres arbejdsydelser uden om de stigende skatter og afgifter. Siden 1980 undersøgte Rockwoolfondens forskningsenhed regelmæssigt det sorte arbejdes omfang, som i 1980 beregnedes til at udgøre 1% af bruttonationalproduktet, mens det i midten af 1980'erne var på 2% af BNP med stigende tendens. Nogle økonomer pegede dog på, at der ikke var nogen entydig skattemæssig eller samfundsøkonomisk gevinst ved at gribe effektivt ind og stoppe alt sort arbejde: Meget af det pågældende arbejde ville i så fald enten slet ikke blive udført, eller det ville blive gør-det-selv-arbejde til en ringere kvalitet og med en forringet boligmasse til følge. I ingen af tilfældene ville der altså komme øgede skatteindtægter, hvilket netop var formålet med indgrebet mod det sorte arbejde.

Tegning trykt i Nyt fra Arbejdsdirektoratet i 1977, da man for alvor begyndte at kaste lys over det såkaldte „måneskinsarbejde”, dvs. især håndværkeres arbejdsydelser uden om de stigende skatter og afgifter. Siden 1980 undersøgte Rockwoolfondens forskningsenhed regelmæssigt det sorte arbejdes omfang, som i 1980 beregnedes til at udgøre 1% af bruttonationalproduktet, mens det i midten af 1980'erne var på 2% af BNP med stigende tendens. Nogle økonomer pegede dog på, at der ikke var nogen entydig skattemæssig eller samfundsøkonomisk gevinst ved at gribe effektivt ind og stoppe alt sort arbejde: Meget af det pågældende arbejde ville i så fald enten slet ikke blive udført, eller det ville blive gør-det-selv-arbejde til en ringere kvalitet og med en forringet boligmasse til følge. I ingen af tilfældene ville der altså komme øgede skatteindtægter, hvilket netop var formålet med indgrebet mod det sorte arbejde.

Alligevel var den slags mere undtagelsen end reglen på de højere læreanstalter generelt. Det overvejende flertal af lærerne var fortsat ikke-marxister, og det pluralistiske faglige miljø blev de allerfleste steder fastholdt og ofte ligefrem tiltrængt stimuleret af den marxistisk inspirerede fagkritik. Men også her var prisen meget tidkrævende arbejde i de styrende organer, som undertiden var blokerede af uenigheder med de kritiske studenter. Københavns Universitets rektor indtil 1972, Mogens Fog, havde som medlem af SF (og fhv. modstandsmand og DKP'er) sympati for studenteroprørets antiautoritære bevæggrunde og forsætter, men ikke for dets til tider militante selvtægtsmetoder og dogmatik. Fogs og de ledende politikeres fleksible og kompromisvillige holdning over for de studerendes krav blev af de mest ubøjelige modstandere kritiseret som både historisk svigt, kortsynet eftergivenhed og unødig opmuntring af de højtråbende revolterende studenter. Andre pegede på, at den smidige reaktion tværtimod var i pagt med de bedste danske traditioner for forhandling og demokratisk kompromis, og at den netop tog brodden af de mest rabiate studenterfrontkæmperes kritik og sikrede, at oprøret ikke udviklede sig voldeligt som flere steder i udlandet, men var begrænset til fredelige besættelser og protestaktioner.

Det kan næppe afvises, at det faglige niveau på nogle uddannelsessteder led en vis midlertidig skade i det, nogle har kaldt „den ensrettede røde fagkritiks dage”. Som alle oprør gennem historien gik også studenter- og ungdomsoprøret nogle steder over gevind. Men heroverfor kan stilles den mere overordnede betragtning, som blev formuleret tre årtier senere af Venstres formand, statsminister Anders Fogh Rasmussen, nemlig at „ungdomsoprørets kamp mod gamle autoriteter og opgør med stive systemer og snæversynet borgerlighed var positivt og med til at give et lidt mere frit samfund”.

Det skal i øvrigt også med i billedet, at den borgerlige VKR-regering og dens undervisningsminister Helge Larsen (R), som kompromisløse studerende uretfærdigt – men også med et lille glimt i øjet – gav tilnavnet „onde Helge”, ved indgangen til 1970'erne ikke blot brød staven over det forældede professorvælde, men både øgede den statslige uddannelsesstøtte til de studerende med over 100 mio. kr. årligt og udvidede de højere læreanstalters kapacitet voldsomt, bl.a. ved at imødekomme det stærke regionale pres for at få flere universiteter i provinsen. Foruden oprettelsen af RUC og Aalborg Universitetscenter (åbnet i 1974), fik Odense Universitet en stor udvidelsesbevilling, mens en endnu større gik til Københavns Universitets bygning af dels et nyt lægevidenskabeligt institutkompleks, Panuminstitutttet, dels nye faciliteter på Amager for Det Humanistiske Fakultet. Desuden overtog staten Danmarks Journalisthøjskole, oprettet 1962 i Århus. Men udvidelserne, som der var bred principiel enighed om i Folketinget, var givetvis også uomgængelige konsekvenser af „uddannelseseksplosionen” i 1960'erne, da tilgangen af unge til gymnasierne og de højere uddannelser firedobledes.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Marxistiske missionsskoler i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306573