• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Visioner og realiteter for EF-Europa

Oprindelig forfatter PVi

Ved Danmarks indmeldelse pr. 1. januar 1973 stod EF på flere måder foran retningsgivende beslutninger. I løbet af de godt 15 år siden EF's dannelse i 1957 var toldunionen, den ydre handelspolitik, det indre marked i sin første udformning, samt ikke mindst landbrugspolitikken bragt til at fungere. EF var et overvejende mellemstatsligt samarbejde med hovedvægten på det økonomiske. Men i overensstemmelse med Romtraktatens bestemmelse om at søge en „stadig tættere sammenslutning af de europæiske folk” fremkom der gennem 1970'erne fra især fransk og vesttysk side flere initiativer og forslag til uddybelse af EF-integrationen på nye områder, og til dels på overstatsligt plan.

Det var forslag, som ofte var indenrigspolitisk besværlige at håndtere for de danske politikere, som måtte tage hensyn til en befolkning, der nok ved folkeafstemningen i oktober 1972 for næsten to tredjedeles vedkommende havde stemt for EF-tilslutningen, men som gennem resten af 1970'erne forblev splittet i tre dele på spørgsmålet. Allerede i sommeren 1973 ville kun 46 procent ifølge Gallup have stemt for medlemskabet ved en eventuel ny folkeafstemning, mens 43 procent ville stemme imod og resten, godt 10 procent, var i tvivl. Selv om kun partierne på venstrefløjen (SF, VS, DKP) og Retsforbundet som helhed var direkte modstandere af dansk EF-medlemskab, var der således en klar folkelig baggrund for, at folketingsflertallet førte en ganske lavtprofileret dansk politik i EF. Især i Socialdemokratiet, der bortset fra Hartling-regeringens 14 måneder var regeringsparti frem til 1982, forblev medlemskabet omstridt. Partiets folketingsgruppe rummede et betydeligt mindretal af EF-modstandere, som markerede sig under afstemninger i folketingssalen helt indtil slutningen af 1977, omend markante medlemmer som Karl Hjortnæs, Ritt Bjerregaard og Svend Auken gradvis nedtonede deres EF-modstand. Både i Socialdemokratiets og i Det Radikale Venstres folketingsgrupper var der vedblivende og omfattende skepsis over for en overnational udvikling af EF-samarbejdet. Mindst hjemlig strid vakte det Europæiske Politiske Samarbejde (EPS) om udenrigspolitiske spørgsmål. Sigtemålet var, at EF-landene på et tidspunkt skulle kunne „tale med én stemme” i international politik. Foreløbig var der dog tale om et rent mellemstatsligt samarbejde uden for EF-Traktaten om koordinering af EF-landenes positioner på væsentlige internationale områder, hvor man så behov for særlige vesteuropæiske markeringer over for de to supermagter USA og Sovjetunionen. F.eks. i regionale konflikter som den mellemøstlige, hvor Danmark dog med sine udtalt proisraelske positioner i de første år skilte sig ud fra de fleste andre EF-lande. Fra dansk side var man i øvrigt stedse på vagt over for tanker om at inddrage egentlige militære spørgsmål på EPS-møderne; sådanne hørte efter dansk opfattelse hjemme i NATO.

 Den 19. oktober 1972 mødtes de nu ni EF-medlemslandes regeringschefer i Paris. Den nyudnævnte statsminister Anker Jørgensen ses som nr. 3 fra h. på højre side af konferencebordet; som nr. 1 og 2 sidder økonomiminister Per Hækkerup og udenrigsminister K.B. Andersen. Mødet besluttede højtideligt bl.a. at lægge grunden til en fælles EF-valuta, men Anker Jørgensen debuterede som EF-topmødedeltager ved at erklære, at EF måtte beskæftige sig med almindelige menneskers problemer, hvis projektet skulle have folkelig opbakning. Da J.O. Krag udpegede Anker Jørgensen som sin efterfølger, regnede Krag med, at den nye statsminister ville støtte sig på ham selv i udenrigspolitiske spørgsmål. Her tog Krag fejl. Anker Jørgensen havde i 1960'erne været medstifter af partifraktionen Socialdemokratisk Samfund, som ikke var Krags livret, fordi den bl.a. havde været arnested for den socialdemokratiske modstand mod EF. Fraktionen var dog blevet tålt af partiledelsen som en nødvendig ventil i forhold til især den politiske EF-modstand, der udgik fra SF.

Den 19. oktober 1972 mødtes de nu ni EF-medlemslandes regeringschefer i Paris. Den nyudnævnte statsminister Anker Jørgensen ses som nr. 3 fra h. på højre side af konferencebordet; som nr. 1 og 2 sidder økonomiminister Per Hækkerup og udenrigsminister K.B. Andersen. Mødet besluttede højtideligt bl.a. at lægge grunden til en fælles EF-valuta, men Anker Jørgensen debuterede som EF-topmødedeltager ved at erklære, at EF måtte beskæftige sig med almindelige menneskers problemer, hvis projektet skulle have folkelig opbakning. Da J.O. Krag udpegede Anker Jørgensen som sin efterfølger, regnede Krag med, at den nye statsminister ville støtte sig på ham selv i udenrigspolitiske spørgsmål. Her tog Krag fejl. Anker Jørgensen havde i 1960'erne været medstifter af partifraktionen Socialdemokratisk Samfund, som ikke var Krags livret, fordi den bl.a. havde været arnested for den socialdemokratiske modstand mod EF. Fraktionen var dog blevet tålt af partiledelsen som en nødvendig ventil i forhold til især den politiske EF-modstand, der udgik fra SF.

Heller ikke beslutningen på EF-topmødet i december 1974 om at gøre stats- og regeringschefernes topmøder til en permanent institution under betegnelsen Det Europæiske Råd gav anledning til større danske betænkeligheder. Både statsminister Hartling og den socialdemokratiske opposition havde dog foretrukket, at stats- og regeringschefernes uformelle møder fandt sted i de eksisterende EF-organers regi og dermed under bedre parlamentarisk kontrol, herunder fra Folketingets Markedsudvalg. Under alle omstændigheder betød beslutningen, at den siddende statsminister herefter fik større direkte indflydelse på udformningen af dansk EF- og EPS-politik end oprindelig forudset.

Annonce

Større debat affødte de forskellige tanker om mere vidtgående økonomisk-politisk integration. Beslutningen på EF-topmødet i oktober 1972, et par uger efter den danske folkeafstemning, om „uigenkaldeligt” at ville arbejde for både en økonomisk-monetær union og en „europæisk union” inden udgangen af 1980 var ment som et bidrag til at give EF-samarbejdet ny fremdrift og retning. Den „europæiske union” blev her defineret som summen af nye konkrete arbejdsfelter såsom regional- og industripolitik, arbejdsmarkedspolitik, miljø- og energipolitik, samt forsknings- og uddannelsespolitik. Da oliekrisen og det internationale økonomiske tilbageslag satte ind ét år senere, veg interessen for mere vidtgående integrationsskridt imidlertid til fordel for de enkelte medlemslandes forsøg på at overvinde krisen ved nationale beskyttelsesforanstaltninger, om muligt ved at søge krisens byrder lagt over på nabolandene. Man talte derfor i disse år om en „euro-pessimisme” i den europæiske integrationsproces. Set fra officiel dansk side indebar „euro-sklerosen”, som den også blev kaldt, dog den pragmatiske fordel, at man undgik at skulle tage stilling til nye overnationale skridt, som givetvis ville være folkeligt upopulære.

Da den såkaldte Tindemansrapport (efter den belgiske premierminister Leo Tindemans) fremkom og blev drøftet i Markedsudvalget og i Folketinget i begyndelsen af 1976, var der således mærkbar lettelse i hele det politiske spektrum over, at den kun indeholdt relativt beskedne forslag til institutionelle reformer og til en begrænset udvidelse af EF's kompetence. Vigtigst for Danmark var, at det såkaldte Luxembourg-forlig fra 1966, dvs. retten til at nedlægge veto i vitale spørgsmål, blev bevaret, samt at der ikke blev rokket ved de eksisterende balancer mellem de forskellige EF-institutioner, dvs. Kommissionen, Ministerrådet, EF-Domstolen og Europa-Parlamentet.

 Jens-Peter Bonde, kandidat for Folkebevægelsen mod EF ved det første direkte valg til Europa-Parlamentet den 10. juni 1979. Bonde blev indvalgt i Parlamentet sammen med tre andre kandidater for Folkebevægelsen, heriblandt Else Hammerich. Statsminister Anker Jørgensen, hvis parti blev valgets store taber, erkendte, at Folkebevægelsen mod EF havde vundet valget. Det var en ubehagelig overraskelse for EF-tilhængerpartierne, at modstanden mod EF i befolkningen seks-syv år efter Danmarks indtræden i 1972-73 fortsat var så forholdsvis stærk, og resultatet medvirkede til at fastholde ikke mindst Socialdemokratiet på en forbeholden linie over for alle forslag eller skridt i retning af øget overnational integration. EF skulle bevares som et i alt væsentligt økonomisk-handelsmæssigt samarbejde på mellemstatsligt plan.

Jens-Peter Bonde, kandidat for Folkebevægelsen mod EF ved det første direkte valg til Europa-Parlamentet den 10. juni 1979. Bonde blev indvalgt i Parlamentet sammen med tre andre kandidater for Folkebevægelsen, heriblandt Else Hammerich. Statsminister Anker Jørgensen, hvis parti blev valgets store taber, erkendte, at Folkebevægelsen mod EF havde vundet valget. Det var en ubehagelig overraskelse for EF-tilhængerpartierne, at modstanden mod EF i befolkningen seks-syv år efter Danmarks indtræden i 1972-73 fortsat var så forholdsvis stærk, og resultatet medvirkede til at fastholde ikke mindst Socialdemokratiet på en forbeholden linie over for alle forslag eller skridt i retning af øget overnational integration. EF skulle bevares som et i alt væsentligt økonomisk-handelsmæssigt samarbejde på mellemstatsligt plan.

Spørgsmålet om Europa-Parlamentets rolle blev ikke desto mindre et af de mere markerede konfliktpunkter i dansk EF-debat i 1970'erne. Socialdemokratiet og ikke mindst Ivar Nørgaard, der som udenrigsøkonomiminister 1971-73 og 1975-77 spillede en hovedrolle ved formuleringen af dansk EF-politik i perioden, indtog en skeptisk holdning til Europa-Parlamentet som institution. Parlamentet blev primært betragtet som hjemsted for, hvad Nørgaard kaldte „flommeeuropæerne”, dvs. politikere, som med store armbevægelser talte for en føderalistisk udvikling af EF-samarbejdet. Dét var i hvert fald ikke Socialdemokratiets kop te. Selv om partiet var positivt over for Parlamentets rolle som ”vagthund” i forhold til Kommissionen og EF's budget, var Ivar Nørgaard skeptisk over for et forslag i 1973 om at give Parlamentet beføjelser til at forkaste EF's budget, og på dansk foranledning vedtog man et kompromis om, at Parlamentet kun kunne forkaste budgettet, hvis vægtige grunde talte for.

Socialdemokratiet var også tøvende over for at give Europa-Parlamentet den yderligere legitimitet, som indførelse af direkte valg til det ville indebære. Sådanne valg ville desuden kunne puste nyt liv i Folkebevægelsen mod EF og i kræfter i partiet selv, der fortsat var direkte imod dansk EF-medlemskab. Socialdemokratiet ønskede derfor, da forslaget kom op i 1975, at udskyde direkte valg længst muligt, samtidig med at man opstillede to betingelser til dem. For det første, at kun medlemmer af Folketinget kunne opstille og blive valgt til Europa-Parlamentet, dvs. et krav om dobbeltmandat, og for det andet samtidighed mellem valg til Folketing og Parlament. Begge betingelser skulle medvirke til, at der ikke udviklede sig for stor afstand mellem det danske og det europæiske parlament. De EF-positive partier havde selvsagt en interesse heri, også fordi den første betingelse ville gøre det sværere for Folkebevægelsen at blive repræsenteret, og fordi den anden ville sikre en højere valgdeltagelse.

Der viste sig imidlertid i sidste ende ikke flertal for den socialdemokratiske regerings position i Folketinget. Partiets egne EF-modstandere, Det Radikale Venstre, Retsforbundet og venstrefløjspartierne var fortsat imod direkte valg til Europa-Parlamentet overhovedet, mens Venstre, De Konservative og Fremskridtspartiet – men ikke Centrum-Demokraterne – efterhånden lagde afstand til de to socialdemokratiske betingelser. Først i december 1977 kunne Folketinget med bredt flertal vedtage loven om direkte valg til Europa-Parlamentet, idet SF, VS, DKP og Retsforbundet dog stemte imod. De to betingelser om dobbeltmandat og samtidighed med folketingsvalg var væk, og samtidig fik lister, der ikke var repræsenteret i Folketinget, mulighed for at opstille, hvis de kunne samle ca. 62.000 underskrifter, dvs. 2 procent af vælgerne. Bestemmelsen betød, at Folkebevægelsen mod EF fik en tilbagevendende platform under valgkampene, hvortil kom, at bevægelsens valgte Europa-parlamentarikere fik økonomiske tilskud fra EF til deres politiske virke både i Strassburg og på hjemmefronten. Mens nogle EF-tilhængere rynkede på næsen ad kompromiset, fandt Folkebevægelsen, som hævdede at repræsentere over 40 procent af vælgerne, at det kun var demokratisk rimeligt, at de fik principielt samme muligheder som EF-tilhængerpartierne.

Under alle omstændigheder blev det første direkte valg til Europa-Parlamentet i juni 1979 et tilbageslag for EF-partierne og især for Socialdemokratiet, som kun fik knap 22 procent af stemmerne mod 37-38 procent ved folketingsvalgene før og efter. Resten af de socialdemokratiske og andre EF-tvivlende vælgere var enten blevet hjemme – valgdeltagelsen var ekstremt lav med 47,8 procent – eller havde stemt på Folkebevægelsen, som fik næsten lige så mange stemmer som Socialdemokratiet og endda ét mandat mere end dette, nemlig fire af Danmarks i alt 15 mandater (plus ét til Grønland). Endnu et EF-modstandermandat gik til SF, mens de borgerlige tilhængerpartier deltes om de resterende syv mandater. EF-modstanderne sad således efter valget på en tredjedel af de danske mandater i Europa-Parlamentet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Visioner og realiteter for EF-Europa i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306547