• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Smørbjerge og fiskekvoter

Oprindelig forfatter PVi

Når tvivlerne og modstanderne af EF i 1978-79 if. Gallup, og indirekte bekræftet af Europa-Parlamentsvalget, tilsammen udgjorde op mod to tredjedele af befolkningen, hang det nok blandt andet sammen med, at tilhængersidens gyldne løfter i 1972 om stærkt stigende velstand ved et ja til EF ikke havde kunnet indfries – i hvert fald ikke for andre end de større landmænds vedkommende. At årsagen til den relative lavvækst snarere end EF-medlemskabet var den generelle internationale lavkonjunktur efter 1973, og at det formentlig ville være gået endnu værre uden EF, var naturligvis en pointe, tilhængersiden ikke forsømte at fremhæve. I tråd med deres egen fortsatte understregning af, at EF først og fremmest var eller i hvert fald burde være et mellemstatsligt økonomisk markedssamarbejde, kunne tilhængerne f.eks. henvise til, at værdien af landbrugseksporten allerede i 1974 steg med næsten tre mia. kr., og at Danmark i 1970'erne forholdsvis blev den største nettomodtager af udbetalinger fra EF's landbrugsfond. I 1973-74 medførte det øgede valutaindtægter på 150 mio. kroner og sikrede, at der kun skete moderate fødevareprisstigninger på hjemmemarkedet. I 1974 var de ekstra valutaindtægter ca. 450 mio. kroner, og i 1976 toppede udbetalingerne fra landbrugsfonden med hele 3,8 mia. kroner. Samtidig sparede samfundet, dvs. skatteyderne, årligt over én mia. kroner på de nationale landbrugsstøtteordninger.

 Begrebet „smørbjerge” blev hyppigt omtalt i 1970'erne og 1980'erne, ikke mindst af EF-modstanderne, som et af EF's permanente problemer. Billedet viser et kølelager med smør i den hollandske by Elst i august 1984. På dette tidspunkt lå 1.030.718 tons smør oplagret i EF's overskudslagre rundt om i Vesteuropa. EF's favorable landbrugsordninger med garanterede mindstepriser inviterede til overproduktion, som var dyr at opbevare, og de havde desuden en protektionistisk effekt over for landbrugsproducenter især i Den Tredie Verden. De danske ekstra valutaindtægter fra landbrugseksporten var imidlertid store i de første fem-seks år efter 1973.

Begrebet „smørbjerge” blev hyppigt omtalt i 1970'erne og 1980'erne, ikke mindst af EF-modstanderne, som et af EF's permanente problemer. Billedet viser et kølelager med smør i den hollandske by Elst i august 1984. På dette tidspunkt lå 1.030.718 tons smør oplagret i EF's overskudslagre rundt om i Vesteuropa. EF's favorable landbrugsordninger med garanterede mindstepriser inviterede til overproduktion, som var dyr at opbevare, og de havde desuden en protektionistisk effekt over for landbrugsproducenter især i Den Tredie Verden. De danske ekstra valutaindtægter fra landbrugseksporten var imidlertid store i de første fem-seks år efter 1973.

EF-partierne var da også enige om, at et af hovedmålene for dansk EF-politik i 1970'erne måtte være at fastholde den fælles landbrugspolitiks grundlag, også selv om dette især med sine høje interventionspriser reelt lå langt fra de liberale frihandelsprincipper, Danmark og Vesteuropa i andre sammenhænge hyldede. Konkret lagde Danmark vægt på, at landbrugsordningen indadtil i EF alene var baseret på markedspriser, fordi det gav det effektive danske landbrug store fordele i forhold til de fleste andre EF-landes landbrug, mens man kun tøvende accepterede regionale og sociale hensyn og støtteordninger til f.eks. bjergbønderne i Sydeuropa. Men dansk landbrug havde også udbytte af EF's toldpræferenceordninger, som begrænsede konkurrencen fra oversøiske landbrugsprodukter, og omvendt var ordningen med EF's såkaldte eksportrestitutioner af afgørende betydning for den danske eksport til tredjelande uden for EF.

Fra dansk side var man dog samtidig opmærksom på, at EF's protektionistiske og statsinterventionistiske landbrugspolitik både var meget kostbar og opmuntrede stærkt til overproduktion – „smørbjerge”, „mælkesøer”og „vinsøer” hobede sig under mediernes bevågenhed jævnligt op, og de var med til at puste vind i EF-skeptikernes sejl. Samtidig skrumpede de store danske ekstra valutaindtægter fra landbrugseksporten væsentligt ind i slutningen af 1970'erne, selv om den årlige gevinst på betalingsbalancen stadig var større end før EF-medlemskabet.

Annonce

Danmark var fra starten i 1972 medlem af det såkaldte 'valutaslangesamarbejde', hvis formål var at sikre større international kursstabilitet. Denne målsætning var især naturlig for et lille land som Danmark med en stor udenrigshandel og en relativt svag valuta. Hertil kom, at stabile valutakurser var en forudsætning for, at EF's landbrugspolitik kunne fungere ordentligt. Danmark blev da også officielt tilhænger af en fastkurspolitik, men i årene 1976-78 så regeringen sig alligevel nødsaget til at gennemføre fire mindre devalueringer af kronen inden for 'slangen', dels af hensyn til D-markens voksende styrke, dels for at bevare konkurrenceevnen på især det nordiske marked. I begyndelsen af 1979 tilsluttede Danmark sig også det nye, styrkede EF-valuta-samarbejde under betegnelsen det Europæiske Monetære System (EMS'en) med den fælles regneenhed ECU (European Currency Unit), som de deltagende valutaer blev knyttet til inden for et udsvingsbånd svarende til den hidtidige 'valutaslange'.

Mens den danske interesse i det europæiske valutasamarbejde var ret entydig, var holdningen til en EF-koordinering af den generelle økonomiske politik mere splittet. På EF-topmødet i Paris i oktober 1972 og ved flere lejligheder i første halvdel af 1973 erklærede Anker Jørgensens nye regering det som en dansk målsætning i EF at prioritere udviklingen af de kvalitative sider af den økonomiske vækst, dvs. arbejdsmarkeds-, social- og miljøpolitikken. Hvis ikke de nære spørgsmål om forbedring af livskvaliteten i borgernes hverdag kom i fokus, ville den folkelige opslutning om EF-projektet lide skade, lød budskabet fra både Anker Jørgensen og Ivar Nørgaard. Men Oktoberkrigen i Mellemøsten i 1973 og den efterfølgende oliekrise fejede denne dagsorden af bordet til fordel for styrket opmærksomhed om den kvantitative økonomiske vækst. Samtidig søgte EF-landene i stigende grad hver for sig at føre konjunktur- og beskyttelses-politik for at afværge krisens virkninger for sig selv.

I denne situation anerkendte Danmark nok behovet for en øget samordning af EF-landenes generelle økonomiske politik, især hvis de stærkeste EF-økonomier, primært Vesttyskland, trak det største læs og blev 'lokomotiv' for den økonomiske udvikling. Men den vesttyske socialdemokratiske regering under Helmut Schmidt afviste at føre en ekspansiv og inflationsfremmende økonomisk krisepolitik som den, Anker Jørgensens regeringer fulgte i disse år, og samtidig forblev Danmark klar modstander af en harmonisering af vigtige sider af den økonomiske politik i EF: Fordelingspolitikken og skatte- og afgiftspolitikken skulle efter dansk opfattelse forblive på nationale hænder, hvilket i øvrigt med den meget høje danske moms uundgåeligt skabte problemer for den dansk-tyske grænsehandel. Her havde Danmark ved sin tiltræden til EF med den såkaldte 'tredøgnsregel' fået en undtagelse fra EF's såkaldte rejsegodsdirektiv, således at rejsende skulle være ude af Danmark i mindst tre døgn for at kunne hjemtage varer pålagt de lavere tyske afgifter. Trods EF-pres for ophævelse af reglen lykkedes det Danmark at opretholde den i en lang årrække.

Mens samordningen af den overordnede økonomiske politik i EF således ikke blev til noget i 1970'erne, var billedet som nævnt et ganske andet på landbrugspolitikkens område, hvor Danmark da også trådte ind i et fuldt udviklet EF-system i 1973. Det samme var ikke tilfældet med den fælles fiskeripolitik i EF, som i 1973 kun var fastlagt på det overordnede principielle plan: fri og lige adgang til medlemslandenes havområder for alle fiskere i EF-landene, Kommissionens mulighed for at indføre fangstbegrænsninger ved udsigt til overfiskeri, samt en markedsordning efter landbrugspolitikkens model. Som betydelig fiskerination – ligesom de to andre nye EF-lande, Storbritannien og Irland – havde Danmark, inklusive Grønland og Færøerne, store økonomiske og beskæftigelsesmæssige interesser på spil. Danmark kom da også til at spille en vigtig rolle under de følgende års tovtrækning i EF om fastlæggelsen af den konkrete fælles fiskeripolitik.

I en tiårig overgangsperiode frem til udgangen af 1982 blev det aftalt, at kyststaterne skulle have eneret til en 6 til 12 sømil bred zone ud fra kysten – for Grønland, Færøerne og den jyske vestkyst dog 12 sømil. Det viste sig imidlertid snart, at overgangsreglerne var utilstrækkelige, både med hensyn til at hindre overfiskeri og i lyset af de nye tendenser blandt kyststater til at udvide de økonomiske zoner ud til 200 sømil. Kommissionen fremlagde derfor i begyndelsen af 1976 et nyt forslag til fælles fiskeripolitik, hvis kerne var udvidelse af fiskerigrænserne til 200 sømil med lige adgang for EF's fiskere til dette fælles 'EF-hav', dog kun uden for en 12 sømil kystzone. Herudover kunne der i EF fastsættes såkaldte 'totale fangstmængder' og kvoter til fordeling af fangsterne blandt EF-landene. Mens briterne og irerne ønskede nationale fiskerizoner langt ud over de 12 sømil og derfor vendte sig skarpt imod forslaget, flugtede dets princip om et fælles hav med lige ret for alle bedre med ønskerne i Danmark, som i stort omfang drev fjernfiskeri i britiske farvande, dvs. i Nordsøen. Netop dette sidste, at det danske fiskeri i den vestlige del af Nordsøen havde fået et meget stort omfang målt i forhold til Danmarks beskedne størrelse og indbyggertal, svækkede imidlertid de danske forhandlere og var også medvirkende til, at det var svært for de danske regeringer at formulere en samlet dansk linie i EF i fiskerispørgsmålet, som tilfredsstillede alle involverede interesser i erhvervet. De danske problemer var således til dels selvforskyldte, og de gav sig konkret udslag på fire punkter: For det første var dansk fiskeri delt i to organisationer med forskellige interesser: Dansk Havfiskeriforening, som organiserede Nordsøfiskerne, og som mest direkte ville blive berørt af EF's forslag til fælles fiskeripolitik; og Dansk Fiskeriforening, som organiserede fiskerne i de indre farvande, dvs. i Skagerrak, Kattegat og Østersøen, hvor fiskerimulighederne primært skulle reguleres af aftaler med ikke-EF-lande: Norge, Sverige, DDR, Polen og Sovjetunionen. For det andet fangede fiskerne i de indre farvande udelukkende konsumfisk, mens det meget store danske Nordsøfiskeri – 80 procent af Danmarks samlede fangstmængde – bestod af både konsum- og industrifiskeri. Det danske industrifiskeri i Nordsøen var en vigtig indtægtskilde og afgørende for beskæftigelsen i den store jyske fiskeindustri med 3.000 ansatte, men det mødte stærk kritik i de andre EF-fiskerinationer og var en vedblivende belastning for Danmark under forhandlingerne i EF. For det tredje så mange af de små danske fiskeskippere i 1970'erne på grund af de gode indtægter en umiddelbar interesse i kraftigt at udvide fiskerflåden, både fartøjernes antal og deres størrelse; konsekvensen blev en overdimensioneret dansk fiskerflåde, som vanskeligt kunne klare sig med de fangstkvoter, der typisk var blevet fastlagt på grundlag af tidligere fangstmængder. Endelig for det fjerde var det en yderligere komplicerende faktor, at Danmark naturligt måtte tage hensyn til grønlandske og færøske fiskeriinteresser, som svarede til både de islandske og de britisk-irske interesser i en egen eksklusiv, bred fiskerizone samt afsætningsmuligheder i EF.

Det var dette komplicerede net af indbyrdes delvis modstridende interesser, de danske forhandlere skulle forene og repræsentere under fiskeriforhandlingerne i EF i 1976 og de følgende år. Danmark lagde sig fast på et hovedprincip om accept af ”EF-havet” med en 200 sømil-grænse, men med krav om lige adgang til fiskeri også inden for de nationale 12 sømil-zoner; hertil kom accept af behovet for kvoter, som dog skulle ”respektere eksisterende fangstmønstre”. Den danske modstand mod 12 sømil-grænsen begrundedes med princippet om lige adgang til EF-havet og med de vigtige danske fiskeinteresser i Nordsøen nær den britiske kyst, men modstanden var mest taktisk: Reelt håbede regeringen, at forhandlingerne endte med netop de 12 sømil, men Danmark undlod at stille kravet selv, fordi man regnede med, at Storbritannien så blot ville kræve en 50 eller 100 sømil-zone.

Regeringen kunne imidlertid ikke acceptere zoner ud over de 12 sømil, og de britiske ønsker netop herom hindrede i en årrække opnåelse af enighed om en fælles EF-fiskeripolitik, og specielt om fiskeriet i Nordsøen. Danmark måtte således i 1977 acceptere, at briterne både indførte et generelt stop for sildefangst i Nordsøen og et forbud mod industrifiskeri af sperling øst for Skotland. I 1980 gav EF-Domstolen dog Danmark medhold i, at denne såkaldte sperlingkasse ulovligt diskriminerede danske fiskere, og i stedet indførtes en forhandlet kompromisordning. Danmark og syv andre EF-kystlande stod da også fra 1978 sammen over for Storbritannien, som ene fortsat blokerede for en fælles fiskeripolitik. En sådan kom først på plads efter yderligere forhandlinger, som strakte sig helt frem til 1983.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Villaume: Smørbjerge og fiskekvoter i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306548