Den fynske bonde Erik Eriksen fra Ringe var en betryggende formand for Venstres kernevælgere. Han afviste gentagne gange at danne regering uden Det konservative Folkeparti som koalitionspartner, og han blev bebrejdet, at han havde mistet viljen til magt.

.

Thorkil Kristensen i Folketinget, efteråret 1959. De tomme stole omkring ham tilhører hans tidligere gruppefæller i Venstre. Det er sjældent, at brud på partidisciplinen skaber andet end kortvarig berømmelse – i de andre partiers presse. Thorkil Kristensen var en undtagelse, der medførte uro blandt partiets vælgere. Han forlod dansk politik og blev generalsekretær i OECD.

.

Der var noget paradoksalt ved den politiske strid om jordlovene. Den radikale landbrugsminister ønskede en lovgivning om sammenlægning af små landbrug, så de rykkede op i størrelse blandt gårdene. Gårdejernes parti, Venstre, bekæmpede forslaget. Men hverken jordlove eller statstilskud til landbruget kunne standse den udvikling, som ubønhørligt førte til færre selvstændige landbrug og færre fuldtidsbeskæftigede i erhvervet. Økonomisk var landbruget stadig en betydningsfuld sektor om end relativt i tilbagegang, politisk havde erhvervets organisationer fortsat magt; men både Venstre og Det radikale Venstre måtte skaffe sig nye vælgere fra andre kredse.

Når Venstre holdt mønstring over sine vælgere, kunne enhver se, at der ikke længere var bønder nok til et stort parti. Hvad enten Venstre gik frem ved valgene som i 1953 og 1957 eller tilbage som ved de følgende valg, rettede Erik Eriksen opmærksomheden mod partiets resultater i byerne og navnlig i byernes forstæder.

Som politisk talerør for det betrængte landbrug, der krævede og fik statsstøtte, havde Venstre fra slutningen af 1950'erne brug for en ny fortolkning af ordet liberal. Meningen med samarbejdet med Det konservative Folkeparti var, at det skulle udgøre et regeringsdueligt alternativ til Socialdemokratiet. Den politik, de to partier kunne enes om, kunne man kalde borgerlig eller liberal; men den var i vid udstrækning bestemt af, at den skulle være et modstykke til den socialdemokratiske politik, sådan som den blev skåret til i det nødvendige samarbejde med de radikale.

Da Det konservative Folkeparti kun kendte den klassiske statskonservatisme fra en fjern fortid, var den programmæssige fællesnævner for Venstre og konservative ikke svær at finde. Når det ikke drejede sig om umiddelbare erhvervsinteresser, som de hver for sig mente sig forpligtet af, og hvor de eventuelt konkurrerede, kunne de mødes i bestræbelserne for at begrænse statens magt. Omsat til daglig politik var det ensbetydende med at gå imod skattestigninger.

VK-samarbejdets mulighed for at komme i regeringsposition blev bedre, hvis regeringen ikke havde succes. Netop derfor blev årene efter trekantregeringens dannelse betegnet som en ørkenvandring, især for Venstre. Forudsætningen for, at VK-politikken skulle lykkes, var, at der var udsigt til at vinde et valg og få flertal. Så stabilt vælgermønsteret tegnede sig, var det en mere realistisk mulighed, at Det radikale Venstre ville gå så meget tilbage, at det mistede sin indflydelsesrige position eller i det mindste tabte lysten til at være koalitionspartner eller støtteparti for Socialdemokratiet.

De to partier i VK-blokken var imidlertid ikke i samme position i den parlamentariske magtkamp. Venstre havde, sådan som det tydeligt var blevet demonstreret i 1957, den mulighed at danne regering alene, altså opgive den nære tilknytning til de konservative. Lige så utrætteligt VK-partierne rettede skytset mod Det radikale Venstre, lige så uopholdeligt appellerede de radikale til Venstre, men ikke til de konservative, om at opgive „de korslagte armes politik” og bruge partiets indflydelse i kompromiser med regeringen.

Det var Venstres stilling til denne mulighed, der var en af de væsentlige grunde til uenigheden mellem Erik Eriksen og Thorkil Kristensen. Man kan næppe tale om en magtkamp mellem de to. Erik Eriksen havde et næsten enstemmigt følgeskab i folketingsgruppen og blandt partiorganisationens tillidsmænd. Til gengæld rakte Thorkil Kristensens prestige som partiets økonomiske moralist langt uden for dets egne rækker, hvad hans stemmetal i Vejle dokumenterede.

Uenigheden gjaldt partiets taktik. I forsvarspolitik og i socialpolitik stod Thorkil Kristensen snarest længere væk fra Soci aldemokratiet og de radikale end resten af Venstre. Men hans støtte til regeringen i nogle afgørende økonomiske forlig og hans bebrejdelser mod Erik Eriksen for bindingen til de konservative skadede oppositionens troværdighed som regeringsalternativ. Derfor kom det til et brud.

Anledningen kom i 1959, da Venstre og Det konservative Folkeparti tog endnu et skridt nærmere til hinanden med udarbejdelsen og vedtagelsen af et fælles forslag til en skattereform, det såkaldte VK-program. Hovedindholdet var traditionel borgerlig politik med en anselig skattelettelse på ca. 800 mio. kr. og en mindre beskæring af socialudgifterne. Thorkil Kristensen havde deltaget i et underudvalg, men ikke i den endelige redigering af programmet, der i sommerens løb var foregået i et fællesudvalg af de to partier.

Den 4. oktober blev resultatet forelagt og vedtaget, først i de to partiers grupper hver for sig og samme dag i et møde, hvor de to grupper for første og i øvrigt eneste gang optrådte sammen. Thorkil Kristensen var ikke til stede. Han var til et møde i Sydslesvig og havde nok fået at vide, at der skulle foregå noget vigtigt i gruppemødet, men ikke hvad sagen drejede sig om. Forslaget var ikke sendt ud i forvejen. Det er vel tænkeligt, at Erik Eriksen ikke havde noget imod hans fravær.

Stillet over for vedtagelsen af et så væsentligt forslag, som han kun havde ringe del i, og som han anså for uforsvarligt, distancerede Thorkil Kristensen sig i de følgende uger og måneder gradvist fra sit parti. I november meddelte han sin valgkreds, at han ikke ville stille op for partiet ved det næste valg, og i februar 1960 forlod han Venstres gruppe og fortsatte i Folketinget som løsgænger.

Begivenhedsforløbet vakte uro i Venstres bagland. I januar 1960 offentliggjorde 15 kendte højskolefolk, der ikke havde noget imod at blive opfattet som Venstres etiske råd, en protest mod behandlingen af Thorkil Kristensen. Venstres nyvalgte gruppesekretær, Poul Hartling, forsvarede partiets handlemåde i en længere redegørelse, hvad der kun medførte endnu en offentlig protest, hvor det blev pointeret, at Thorkil Kristensen „nok kun er én af de 46 [Venstres folketingsmedlemmer], men han repræsenterer betydeligt mere end 146 af Venstres vælgere …”

De protesterendes varsel om, at striden kunne koste partiet stemmer, blev bekræftet ved folketingsvalget i november 1960, hvor Venstre gik næsten 70.000 stemmer tilbage og tabte syv mandater, blandt dem Poul Hartlings. Da samme valg for første gang bragte De Uafhængige over spærregrænsen og i Folketinget med seks mandater, er det ikke muligt at afgøre,hvor meget af Venstres tilbagegang der skal tilskrives Thorkil Kristensens afgang. Da valget blev udskrevet, havde han ikke blot forladt partiet og dansk politik, men også landet, idet han havde overtaget posten som generalsekretær i OECD.

Dermed var Venstres vanskeligheder ikke forbi. Inden sin afrejse havde Thorkil Kristensens strid med partiet givet anledning til dannelsen af foreningen Liberal Debat, der trods en noget floromvundet formålsparagraf reelt var en fraktionsdannelse i Venstre. Meningen var at videreføre Thorkil Kristensens linie; men derved hæftede der også uhjælpeligt et akademisk præg ved foreningen, som ikke havde megen appel til Venstres kernevælgere.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Med eller uden Thorkil Kristensen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig