Vækstens økonomi

Det så ud til, at der var råd til det hele. „Vi er kommet ind i den gode cirkel,” havde Kampmann fortalt sine vælgere, og alle tal for produktion, investering og indkomster gav ham ret. Siden de første efterkrigsår havde den væsentligste opgørelse af landets økonomiske tilstand været nationalregnskabet og, afbrudt af perioden med VK-regeringen, nationalbudgettet. Når den økonomiske politik skulle lægges til rette, var det ikke længere tilstrækkeligt at vide noget om statens forventede udgifter og indtægter. Hele den økonomiske aktivitet og omsætningen med udlandet måtte belyses, og oplysningerne måtte bruges i planlægningen. Dertil brugtes nationalbudgettet med prognoser og hensigtserklæringer. I begyndelsen havde der været et vist ubehag hos de borgerlige partier ved denne tanke, fordi den var et instrument i en statslig planlægning; men siden var sådanne samlede opgørelser og prognoser blevet en selvfølge. Det danske arbejde med disse oversigter var i flere henseender bag efter udviklingen i andre industrialiserede lande.

I nationalregnskabets tal for den samlede produktion indgik ikke blot fremstillingen af varer; enhver tjenesteydelse var opgjort med det beløb, den kostede. Når der kom flere trafikuheld, hvor bilerne skulle repareres og de tilskadekomne køres på hospitalet, steg bruttonationalproduktet med nogle hundrede eller tusinde kroner, lige så vel som når en maskinfabrik producerede en ny maskine. Den uoverskuelige mængde af enkeltoplysninger indeholdt uvægerligt et vist mål af skøn og kvalificeret gætteri; men efterhånden lærte statistikerne at tilpasse metoderne. Internationale aftaler om, hvordan nationalregnskaber skulle stilles op, gjorde sammenligninger med andre lande lettere.

Det, som var af interesse, var ikke kun summen af vareproduktion og tjenesteydelser, bruttofaktorindkomsten, eller hvis man regnede indirekte afgifter og eventuelle tilskud med, bruttonationalproduktet. Når man trak det fra, der var eksporteret, og lagde det til, der var importeret, havde man det såkaldte rådighedsbeløb. Det kunne igen deles op i, hvad der var gået til forbrug, og hvor meget der var investeret. Med talrige underopdelinger, f.eks, i de enkelte erhvervs andele i bruttofaktorindkomsten eller i offentligt og privat forbrug, var nationalregnskabet blevet et ganske fintmærkende apparat til at stille diagnosen for landets økonomi.

Det var også blevet et fast inventar i den politiske debat, hvor regering og opposition skiftedes til at forklare eller bortforklare statistikernes tal og beregninger og minde befolkningen om, at det uanset dets tilsyneladende objektivitet dog var menneskeværk. Tilhørerne kunne ellers nok komme i tvivl om det, når forkortelser som BNP eller BFI føjedes til den i forvejen noget fremmedartede Christiansborg-dialekt.

I nationalregnskabet blev posterne gjort op i de beløb, de producerede varer og tjenesteydelser faktisk havde kostet det år, det drejede sig om. I virkelighedens verden var det imidlertid nok så interessant, hvor meget man havde frembragt og brugt. Priserne steg (som oftest) eller faldt (en sjælden gang), og da alle oplysningerne kun optrådte som kronebeløb i det, der kaldes „årets priser” eller „løbende priser”, beregnede man også, hvad det tilsvarende ville have kostet, hvis alle priser havde været stabile, altså hvis der slet ikke havde været nogen inflation.

I grafen overfor er det let at konstatere, at alle kurverne viser stigning år for år. De kurver, der er tegnet med 1955-priser som grundlag, stiger selvfølgelig mindre. Afstanden mellem kurven for rådighedsbeløbet og kurven for forbrug er de beløb, der blev brugt til investeringer; det drejede sig om 6,9 mia. kr. i 1955 og 17,5 mia. 1955-kroner i 1969. Nogle af milliarderne gik til vedligeholdelse af produktionsapparatet, genanskaffelser og lageropbygning. Trækker man beløbene i den nederste kurve, der viser det kollektive forbrug, dvs. det som stat, amter og kommuner brugte, fra kurven for forbrug, får man, hvad der var til rådighed til privat forbrug, altså begyndende med godt 20 mia. kr. i 1955 og mere end 37 mia. kr. i 1969, stadig talt op, som om der ikke havde fundet nogen prisstigning sted. Det svarer til en forøgelse af det private forbrug på 85 procent.

Forbrugsstigningen var reel nok; det var inflationen også. Forskellen mellem de to kurver for bruttonationalproduktet, henholdsvis i årets priser og i 1955-priser, viser prisstigningerne. Det er let at se, at fra 1961 til 1962 blev afstanden væsentlig større, og at inflationen igen fra 1963-1964 fik virkelig fart på.

Prisstigninger, inflation eller med et andet ord pengeforringelse havde man prøvet før. Faktisk havde det været det normale, siden man begyndte at beregne pristal. Kun nogle få dystre år under kriser var det gået den anden vej, og kun i de første år af 2. verdenskrig var inflationen løbet så stærkt, som den gjorde fra 1964. De fleste økonomer var enige om, at en beskeden, kontrolleret inflation hjalp med til at holde hele økonomien i gang, så kapitalejerne ikke bare lagde pengene i strømpeskafterne, men investerede. Var inflationen lidt større end i de lande, vi handlede med, justerede man fra tid til anden valutakursen og nedskrev kronen.

Hvis alle ting steg lige meget, kunne man forestille sig, at det egentlig kunne være det samme. Men sådan var det ikke, nogle varer og tjenesteydelser steg mere end andre. Mindst lige så vigtigt var det, at folk ændrede deres forhold til penge, til gæld og forbrug, efterhånden som de kom til at regne med, at inflationen ville fortsætte.

Det hele beroede på et relativt simpelt regnestykke. Hvis man tog et lån, betalte man f.eks. otte til ni procent i rente. Renten trak man fra på selvangivelsen, og selv med datidens mere moderate skatteprocenter betalte det offentlige ad den vej omkring halvdelen af renteudgiften, hvis man havde en nogenlunde stor indkomst. Når inflationen blot var på fire procent om året, var det altså gratis at låne penge, og det beløb, man i de følgende år betalte tilbage, blev i købekraft og i forhold til låntagerens indtægt formindsket med inflationsprocenten.

Gang på gang fik man gennem pressen at vide, at det var långiverne, dem der sparede op, der blev snydt, og låntagerne der løb med gevinsten. Under de omstændigheder var det ikke mærkeligt, at appeller til gammeldags pengemoral og bekymringer over den alt for lille opsparing ikke havde iøjnefaldende resultater.

På ét udgiftsområde virkede det hele endnu mere absurd. Prisstigningen på byggegrunde og beboelseshuse, især parcelhuse, løb i hele perioden hurtigere end den almindelige inflation, mere end 15 procent prisstigning om året var det sædvanlige. Anskaffelsen af det forbrugsgode, som familierne prioriterede højest, eget hus, krævede en opsparing til udbetalingen. Det kunne være svært nok under sådanne prisstigninger; men det gjaldt om at passere den magiske grænse og få skrevet under på slutsedlen.

Så fik den nye husejer et par år, hvor sparsommeligheden var påtvunget, selv om fradraget af renteudgiften på selvangivelsen hjalp godt til. Men når inflationen var løbet videre, kom boligudgiften igen ned på en passende del af indtægten, og når næste ejendomsvurdering kom, kunne husejeren læse sort på hvidt, hvor rig han var blevet. Ganske vist kunne han ikke umiddelbart omsætte sin rigdom i luksusforbrug; solgte han huset for at indkassere gevinsten, skulle han jo have noget andet at bo i, og det var steget lige så meget. Under alle omstændigheder var han bedre stillet end dem, der ikke havde købt fast ejendom, og han havde samtidig ydet sit bidrag til, at udstykningskonsortier og grundspekulanter havde kronede dage.