Seksualitet og moral

Hvor Dansk Kvindesamfund påpegede de åbenlyse vanskeligheder, de selverhvervende kvinder stod med, ikke mindst med ansvaret for børnene, gik Individ og Samfund i gang med en propaganda for effektiv instruktion i og for brug af præventive midler. Det var ikke egentlig nyt, så vist som etbarns-familierne i 1930'erne ikke havde været et produkt af afholdenhed. I 1963 havde forfatteren Ulla Dahlerup vakt almindelig bestyrtelse ved at foreslå, at skolelægerne skulle tage mål til pessar til de skolepiger, der måtte ønske det. De forargede vidste i deres klarsynede øjeblikke godt, at ikke al seksuel aktivitet foregik i ægtesengene. Men de nærede alligevel tillid til, at de unges drifter bedre kunne styres, hvis man ikke talte så meget om den slags.

Emnet var i mere eller mindre hvidkitlet skikkelse uopslideligt. Den amerikanske læge Kinseys rapport om hans landsmænds seksuelle vaner havde vakt opsigt og forargelse. I 1953 supplerede han med en tilsvarende undersøgelse af de amerikanske kvinder. Den gav besynderligt nok anledning til særlig bekymring på moralens vegne.

En kort tid kunne man trøste sig med, at Amerika lå langt herfra. Men i september 1953 offentliggjorde lægen Kirsten Auken en undersøgelse af unge danske kvinders seksualliv. Med sin bog erhvervede hun doktorgraden ved Aarhus Universitet. Man kunne finde grunde til både beroligelse og ængstelse i Kirsten Aukens resultater. Hun konstaterede, at kun ti procent af de gifte kvinder havde været deres mænd utro, og tilføjede, at det i mange tilfælde havde været deres mænds skyld. Derimod så det ikke så godt ud med idealet om den uberørte brud. Kun ganske få kvinder, 1 1/4 procent, havde ikke haft samleje før ægteskabet. Mange af dem havde dog haft deres seksuelle debut med den, de senere blev gift med.

Naturligvis blev Kirsten Aukens resultater anfægtet. Kunne de godt 300 kvinder, som hun havde talt med, siges at repræsentere normen for unge danske kvinder? Der var på den anden side ikke noget, der tydede på, at hun havde fået fat i en særlig bedærvet skare. I den offentlige debat, der fulgte i kølvandet på disputatsen, var der bekymring over, at man i det hele taget undersøgte og skrev om sådan noget. „Mon ikke man er ved at tage den sidste rest af sommerfuglestøvet af ungdommens vågnende kærlighedsliv?” hed det.

Idealet lå meget langt fra den prosaiske hverdag, radiokunstnerne Willy Reunert og Viggo Clausen præsenterede i montagen „Jeg tilspørger dig”. Den bestod af interviews og andre optagelser fra nogle af de bryllupper, der fandt sted en tilfældig dag på Københavns Rådhus. En sådan ensidig virkelighed var forargelig, og dog havde de mest forknytte brudepar ikke medvirket. Overpræsidenten i København, der kendte bryllupssalens hverdag, fortalte, at man ofte måtte indskærpe den ene part, som regel bruden, at det var frivilligt at sige ja. Men bagved stod forældrene og forlangte det allerede resultatrige forhold legaliseret.

Der er intet, der tyder på, at de unge i 1950'erne var mere frimodige i deres seksuelle adfærd end tidligere generationer. Hvad man kan undre sig over er, at det så længe lykkedes at opretholde kyskhed indtil bryllupsnatten som den officielle moral. Man må imidlertid huske, at den blev støttet af angsten for uønsket graviditet. Afbrydelse af svangerskab, abort, kunne kun ske lovligt, hvis graviditeten indebar alvorlig risiko for kvindens helbred. Derfor satte kvinder netop helbred og i nogle tilfælde livet på spil hos kvaksalvere eller ved selv at forsøge sig med diverse medikamenter. Kyndige læger, der bagefter måtte prøve at råde bod på skaderne, regnede med, at der blev foretaget mellem 15 og 20.000 illegale aborter om året. Menstruationen der udeblev, var en invaliderende skræk, og ad en slags undergrundens informationskanaler formidledes kendskabet til „en adresse”, dvs. en kvaksalver eller en læge, der af idealisme eller for god betaling ville foretage en udskrabning.

Det var den dystre baggrund for Ulla Dahlerups og andres forslag om at gøre brugen af prævention til en selvfølge. Det var også baggrunden for, at der var et stigende ønske blandt forældre om, at skolen påtog sig seksualundervisning, selv om den skulle være omgærdet med megen højtidelig tale om ægteskab og rumme mere jordnære advarsler om de præventive midlers usikkerhed. Men når talen var om en udvidelse af adgangen til lovlig abort, rejste de moralske betænkeligheder sig i deres fulde højde. Næppe noget andet af det, Individ og Samfund foretog sig, vakte så megen opmærksomhed, som da foreningen erklærede, at den var i gang med at hjælpe unge piger af sted til England eller til Polen, hvor de på lovlig måde kunne få foretaget abort.

I de sidste år af 1960'erne kom forandringerne hurtigt og overraskende. I 1966 frigav sundhedsmyndighederne p-pillen til almindelig brug efter recept. Den blev modtaget som det ukomplicerede og absolut sikre præventive middel. Risikoen for hormonale forstyrrelser blev nok omtalt; men ingen vidste ret meget om, hvad der skete, og i hvert fald overdøvedes advarslerne fuldstændigt af befrielsen for angsten for uønsket graviditet. Spiralen, der var knap så sikker, men til gengæld ikke gav kvalme eller et par ekstra kilo på vægten, kom nogenlunde samtidigt. Karakteristisk nok skete der ikke nogen videnskabelige landvindinger med hensyn til prævention, som mænd skulle administrere.