Kernefamilien anfægtes

De nye præventive midler og den mere almindelige udbredelse af kendskabet til dem var ikke alene om at ændre adfærden mellem kønnene. Andre faktorer, både langtids- og korttids-, betød lige så meget og måske mere. Siden århundredskiftet havde man kunnet konstatere, at puberteten indtraf tidligere hos de unge (eller de store børn). I årtierne efter 2. verdenskrig var i hver årgang af unge flere under uddannelse og i længere tid og dermed i en slags foreløbig fase af deres liv. Den gennemsnitlige giftealder fortsatte imidlertid med at gå ned, stadig med klare sociale forskelle.

Det, som statistikken opfangede af forandringer i familiemønsteret, viste udviklingens retning, om end det gik langsommere, end man skulle forvente, når man tog de øvrige samfundsændringer i betragtning. I 1950 havde der været 74.000 enlige mødre, ti år senere var der kommet 8000 flere. Børn født uden for ægteskab udgjorde nogenlunde konstant ti procent af fødslerne. Det ændrede sig først, men da også dramatisk i 1970'erne.

Antallet af skilsmisser holdt sig endnu i 1950'erne nogenlunde konstant omkring 6500 om året; men det var også en fordobling i forhold til 1930'erne. I 1968 og de følgende to år sprang tallet i vejret med 1000 hvert år. I direkte sammenhæng med de nye muligheder for prævention faldt antallet af børnefødsler pludseligt i 1967, og i 1968 passerede det et punkt, hvor statistikerne kunne regne sig frem til, at befolkningstallet efter nogle år ville gå ned. Noget sådant havde man ikke været ude for, siden man i 1700-tallet begyndte på folketællinger.

Det er ikke svært at konstatere ændringerne, og det lader sig også gøre at pege på nogle årsager til dem. Men det er langt vanskeligere at se, hvorfor der skete så meget på så kort tid og lige netop i de år. Man må imidlertid skelne mellem på den ene side de opsigtsvækkende nye normer mellem de to køn og den vilje til at prøve nye livsformer, som en talmæssigt begrænset del af ungdommen gav sig i kast med, og på den anden side de langsomme ændringer i et sejt familiemønster med traditionelle kønsroller, som det store flertal indrettede sig med. De dristige eksperimenter havde mediernes bevågenhed, og de, der i bogstaveligste forstand lagde krop til, var mere mediebevidste end de mange fædre, der begyndte at give en hånd med ved opvasken eller uden skamfølelse skubbede barnevognen et stykke af vejen.

Bofællesskaber, kollektiver og storfamilier var forsøg på opgør både med kernefamiliens tosomhed og med dens traditionelle patriarkalske herredømme. Deltagerne var sig bevidst, at de var avantgarde i en revolution og gjorde gladelig propaganda for den nye livsstil. Storfamiliernes betydning var ikke, at de viste vejen for det store flertal til nye familie- eller boformer; men de satte spørgsmålstegn ved, om kernefamilien med far, mor og børn var en af Gud eller i det mindste af biologien bestemt grundform for pardannelse og yngelpleje.

I oktober 1968 fremsatte justitsminister Knud Thestrup i Folketinget forslag om revision af ægteskabsloven. Det var beskedne tilpasninger med nedsættelse af aldersgrænsen og lettere adgang til separation og skilsmisse.

Socialistisk Folkeparti fremsatte samme dag sit forslag, men kaldte det „lov om faste samlivsforhold og deres opløsning”. Selv om de to forslag handlede om det samme, var der et kulturskred mellem dem. Justitsministerens forslag, som blev vedtaget, var bagtroppens defensive tilpasning, når det nu ikke kunne være andet. I SF's forslag var grundlaget, at folk indrettede sig på mange forskellige måder, og nogle af dem lå langt fra kernefamiliens mønster, f.eks. storfamilier eller homofile par. Lovgivningens opgave var ikke at foreskrive, hvad der var det rette, men at beskytte den svage part.

Den svage part havde i helt overvejende grad været kvinderne, og sådan var det stadig. Det ændredes ikke fra det ene år til det andet. Men de grundlæggende træk i samfundets omdannelse ryddede langsomt og sikkert op i vaneforestillinger og fordomme – og gav plads for nye.

Den beherskede reform af ægteskabsloven stadfæstedes den 4. juni 1969. Samme dag underskrev kongen og justitsministeren også lov om ændring af borgerlig straffelov. Herved ophævedes paragraf 234 stk. 2 og 3, der forbød udbredelsen af utugtige billeder. „Pornoen” blev givet fri. For det skrevne ords vedkommende var det samme sket nogle år før, og dristige forlæggere havde fra da af måttet savne den gratis reklame, der kom af politiets beslaglæggelse af restoplaget og avisernes ihærdige referater fra retssagerne. Thestrup håbede, at den samme afmatning af interessen ville ramme billedpornografien. Hans andet motiv var, at han som dommer havde konstateret det umulige i at afgøre, hvad der var utugtigt. Malerier, som politiet engang havde konfiskeret og efter dom henlagt på Kriminologisk Museum, blev nu vurderet som betydelige kunstværker.

Fra den 1. juli 1969 slap dommerne for at se på frække billeder i embeds medfør. Men Thestrups håb om, at folk skulle miste interessen for pornografien, blev gjort til skamme. Størst var interessen utvivlsomt i udlandets presse. Hvor det tidligere havde været folkehøjskoler, andelsmejerier og den sociale velfærd, udlandet havde forbundet med Danmark, blev det nu skandaløse billeder og frække butikker. I mange tilfælde gik man i udlandet ud fra, at afskaffelsen af censuren måtte have til følge, at danskerne fra nu af førte et mere løsagtigt seksualliv. Pornografi var blevet fremstillet og solgt før lovændringen, i Danmark som i andre lande. Fra 1969 blev det hård business. Pornografiske billeder og film kunne eksporteres; det kunne frisind ikke.

I de sidste år af 1960'erne fik en udvikling, der havde været i gang længe, pludselig fart på. De vilkår, der havde skabt det klassiske familiemønster og ophøjet det til almengyldig moral, var borte. Derfor blev både mønster og moral oplevet som undertrykkelse. Derfra gik vejen hurtigt videre til krav om frigørelse. Kroppen blev betragtet på en ny måde, ikke kun som et arbejdsredskab eller en sportsrekvisit. Samtidig med at kvinder begyndte at protestere for alvor mod reklameindustriens brug af kvinders krop som blikfang, blev kroppen anerkendt som bærer af seksualiteten i stedet for at blive forvist fra opmærksomheden. Seksualitet blev ikke mere fortiet eller forvist til halvkvædede viser. Ophævelsen af forbuddet mod pornografi førte ikke an, men kom efter at tabuet var forsvundet.