Det danske Akademi talte bl.a. digteren Tom Kristensen, kritikeren Hans Brix og forfatteren Karen Blixen. Gennemsnitsalderen for de tolv medlemmer af akademiet var 65, så der var en vis sandsynlighed for snarlig udskiftning.

.

Peter Rindal var ikke kulturfjendsk. Han havde en anden kultur, der var – om ikke udødelig – så i hvert fald svær at få has på. Her er han på et skeptisk besøg på en udstilling i 1966 af kunstfondens indkøb.

.

Siddende gipsfigur på Louisiana. Man kunne nok se, hvad det forestillede, men var det kunst?

.

Birthe Wilke i Melodi Grand Prix 1959 med „Uh! Jeg ville ønske jeg var dig”. Ved de europæiske finaleshows var det mest forbløffende, hvor ens landenes konkurrerende sange var.

.

I februar 1965 protesterede et lille tusinde slagteriarbejdere fra Vejle mod statens uddeling af livsvarige hædersgaver til velfortjente kunstnere og mod kunstfondens treårige stipendier til håbefulde talenter. De ansatte på Kolding Hørfabrik fulgte efter med et brev til kredsens folketingsmænd. Deres krav var, at kunstnerne skulle leve af, hvad det frie marked kunne indbringe dem, og ikke af skatteydernes penge. Brevet var formuleret af lagerforvalter Peter Rindal, der hurtigt blev udråbt til kulturens fjende nummer et. I de følgende uger bugnede avisernes læserbrevspalter af støtte til Rindal, og på avisernes debat- og kultursider fylkedes de, der betragtede sig selv som kulturens vogtere, om det modsatte standpunkt. Kulturkløften var opdaget.

På tidsmæssig afstand af den ophedede, men ikke synderlig opklarende debat kan man undre sig over, at det kom som en overraskelse. Det var hverken nogen ny eller ubemærket kendsgerning, at det kun var en beskeden minoritet, der fandt oplevelse, endsige oplivelse i den samtidige malerkunst, den moderne litteratur eller den nye musik. Det store flertal hverken så, læste eller hørte noget af det, undtagen når fjernsynet indløste sin kulturelle forpligtelse.

I den minoritet, der gik på maleriudstillinger, til koncerter, og som læste den nye litteratur, var man tilbøjelig til at glemme eller helt at afvise, at der var andet i landet, der kunne betegnes som kultur. De fleste skabere og forbrugere af den danske udgave af en fælles europæisk kunst opfattede den som enerådende. Udenfor eller „nedenunder”, som de ville foretrække at udtrykke det, fandtes glarmesterkunst, trivialromaner og popmusik, der i sin form og ofte også i indhold levede på spildedampen fra forrige århundredes borgerlighed.

I 1960'erne var den anden selvberoende kultur i Danmark, forsamlingshusenes landbokultur, på tilbagetog. Dens befolkningsunderlag svandt ind, både rent talmæssigt ved afvandringen fra landbruget og i styrke, fordi de landmænd, der drev gårdene alene, ikke havde tid. Højskolerne blev stadig søgt af mange unge fra landet; men en del af dem brugte højskoleopholdet som et trin på omstigningen til en bytilværelse. Højskolesangbogen var ikke nødvendig bagage under vandringen fra land til by. Redaktionsudvalget, der tilrettelagde de nye udgaver af sangbogen, havde af hensyn til markedet i gymnasier og seminarier forsynet sangene med noder, der tog plads op for nogle af de sange, der måske digterisk ikke var blandt de bedste, men som dog havde udgjort en del af den grundtvigske kulturarv. Højskolen havde altid fastholdt sin påstand om at være for folket, ikke for en bestemt klasse eller et bestemt erhverv. Nu søgtes den faktisk af et stigende antal unge fra byerne, og i takt hermed nedtonede den sin rolle som modkultur og som alternativ til det offentlige uddannelsessystem.

Kulturkløften blev derfor i debatten ret ensidigt opfattet som skellet mellem dem med og dem uden kultur. Kultur var det, der blev skrevet, malet og spillet i København og en gang imellem sendt på turné til provinsbyernes „Kunst-, litteratur- og musikforeninger”.

Arbejderbevægelsen havde for længst ladt forestillingen om en selvstændig arbejderkultur bag sig. Opgaven var ikke længere at skabe et alternativ til borgerskabets kultur, men at oplyse og opdrage folket til at kunne bruge kunsten, den eneste rigtige. Det var fordelingspolitikken overført på det kulturelle felt. I en formodentlig aldeles ubevidst parallel til Socialdemokratiets økonomiske politik var det en treleddet opgave. Dels skulle staten sørge for, at der blev noget at dele ud af, altså støtte kunsten, så der blev produceret noget lødigt, dels skulle kunsten udstilles, opføres, udbredes, tilbydes på steder og til tider, hvor folk kunne få del i oplevelserne. Endelig skulle folk oplyses, så man kunne overvinde det sociale handicap, det var at være vokset op med en brølende kronhjort på væggen, popmusik i radioen og ugebladsnoveller som eneste litterære konsum.

1950'erne havde også haft sin diskussion om kulturkløften. Dagbladet Politiken lancerede i september 1956 pseudonymet skovfoged Chr. Bjælkeby, der bebrejdede litteraturens ledvogtere, at de ignorerede underholdningsromanerne og altså ikke passede deres arbejde med at orientere læserne om markedet. Han hævdede, at han repræsenterede de 80 procent af befolkningen, som ikke læste eller i hvert fald ikke brød sig om at læse de bøger, der kunne finde nåde for kritikernes vurderinger.

Skovfogedens forsvar for morskabslæsning blev ikke bakket op af resolutioner fra arbejdspladser eller af underskriftindsamlinger; det tavse flertal forblev tavst. Det er værd at notere, at hverken den fiktive skovfoged eller den højst virkelige lagerforvalter anfægtede finkulturens ret til at eksistere. Deres fælles påstand var blot, at de selv og de fleste andre ikke fik noget udbytte af den, og for Peter Rindals vedkommende, at så ville han heller ikke være med til at betale for den.

Den heftige reaktion på begge sider af kulturkløften skyldtes, at den kunst, der havde indbygget fremtid, kun i sjældne tilfælde kunne brødføde sine ophavsmænd, mens den populære underholdning kunne bringe sine leverandører op i de højere indkomstlag. Bjælkeby havde ganske ret i, at 80 procent af dem, der i det hele taget læste, foretrak ugebladenes føljetoner. Det var ikke anderledes inden for musikken. Statsradiofoniens faste ønskekoncert, „Giro 413”, fungerede som en slags fortløbende afstemning blandt lytterne om den mest populære musik. Ønskekoncerterne fortalte uge efter uge, at morbror et-eller-andet og sølvbrudeparret ikke blev fornærmet over at få en hilsen med afsyngelse af „Den gamle gartner” og „Sølvstænk i dit gyldne hår”. Lagerforvalterne i Statsradiofonien kunne vaske deres hænder; de fulgte jo folkets ønsker.

Fjernsynet skulle egentlig ikke være ideelt for den populære musik; men med Melodi Grand Prix, hvor de deltagende landes fjernsyn konkurrerede om at præsentere den mest iørefaldende slager, var bekymringerne for popmusikkens vilkår overstået. Flot show, konkurrencens spænding og bevidstheden om, at der var mange penge på spil for de deltagende sangere og ikke mindre for deres pladeselskaber, holdt folk fast ved tv-skærmene.

Fascinationen var større, jo flere penge der var på spil. Pengene var i sig selv en væsentlig del af underholdningsværdien. En række quiz-udsendelser blev i 1957 den helt store publikumssucces, uanset at praktisk talt ingen af seerne forstod udsendelsernes spørgsmål eller svarene. Benovelse over mange penge var ikke opfundet af fjernsynet eller af underholdningsbranchen; men det var pengene, der løftede quizzerne ud af det leje, hvor de uskyldige „hvem-hvad-hvor-programmer” ellers foregik. Da den intellektuelle og kunstneriske elite skulle tage tidens puls, skete det i en bog, der fik titlen „Midt i en quiz-tid” (redigeret af Werner Svendsen, 1958).

Med det opbrud, der var i de kunstneriske udtryksformer, blev spørgsmålet om kvalitet mere brændende, og usikkerheden i offentligheden tydeligt større. Måske var det som en reaktion, at en række veletablerede forfattere og litterater i 1960 valgte hinanden til medlemmer af Det danske Akademi. Den nye institution skulle have til formål at fremme og værne det kulturelle liv, som knytter sig til dansk sprog og litteratur. Meget andet end deres eget ry og det mere traditionsrige svenske forbillede, De Aderton, havde de ikke. Deres ide blev modtaget uden begejstring, og de 12 måtte i begyndelsen stort set nøjes med den ekstra udødelighed, som karikaturtegnere og andre spøgefugle forlenede dem med. Da de fik mødested på Karen Blixens ejendom Rungstedlund, og da staten trådte til med en årlig bevilling til Akademiets store pris på 50.000 kr., steg prestigen.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Kulturkløften.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig