Partiernes rokader

I 1950 havde der været løftede øjenbryn over, at C. Bergs og J. C. Christensens politiske arvtagere i Venstre dannede regering sammen med konseilspræsident Estrups efterfølgere. I 1957 havde det vakt forargelse, at det overliberale retsstatsparti gik med i en socialdemokratisk regering. I 1966 havde der været megen vrede over, at J. O. Krag prøvede at få den gamle Moskva-kommunist Aksel Larsen med i regeringen. En politibetjent, der i mange år havde haft som en del af sit arbejde at holde øje med, hvad denne farlige revolutionære foretog sig, spurgte med nogen ret, om han skulle blive ved. Nu var turen til at skifte side kommet til Hørups efterkommere.

Partiernes indbyrdes samarbejde ændredes i ofte forgæves forsøg på at få skabt stabile flertal. Det vakte mindre opmærksomhed i medierne, at en meget stor del af lovgivningen blev gennemført i Folketinget af brede flertal, adskillige endog enstemmigt. En sådan talmæssig opgørelse af enigheden i Folketinget er kun interessant, fordi den viser, at den danske parlamentarisme fungerede i dagligdagens lovgivningsarbejde, når det drejede sig om ukontroversielle ændringer eller forlængelse af eksisterende love. De politisk vigtige love var dem, partierne selv bestemte sig for at gøre til politiske spørgsmål, enten fordi deres program eller ideologi tilsagde det, eller fordi der var taktiske gevinster at hente i forholdet til de andre partier eller i sidste instans vælgerne.

Venstres, de konservatives og navnlig de radikales forkastelse af forslaget om indefrysning af en dyrtidsportion i december 1967 var en sådan taktisk beslutning. Indkomstpolitik og navnlig politisk indflydelse på lønfastsættelsen var et gammelt radikalt krav; men „Det røde Kabinet” skulle ryddes af vejen.

Valgkampen i januar 1968 blev kort, igen med fjernsynet som den væsentligste arena. Journalisterne interesserede sig især for, hvem der efter valget kunne tænkes at danne regering med hvem, og interessen koncentreredes om forholdet mellem de tre borgerlige partier. Karl Skytte meldte ud med, at de radikale næppe ville støtte en socialdemokratisk regering. Sensationen kom lige før valget, da Hilmar Baunsgaard mere end antydede, at en regering af de tre borgerlige partier var en mulighed.

I arbejderflertallets partier var stemningen ikke til en sejr. Socialdemokraterne havde travlt med at formindske „Det røde Kabinet”s betydning med tilbagevirkende kraft. Når Hilmar Baunsgaard trak Det radikale Venstre til højre, blev der mere plads på midten. Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne fortsatte slagsmålet fra november og december, begge overbeviste om, at den anden ville være reduceret til betydningsløshed, når valget var overstået.