Borgerlig magt og afmagt

Offentlig planlægning og regulering stod ikke i den liberale ordbog for det gode. Men forandringerne i samfundet var så hæsblæsende, at det kunne tiltale konservative gemytter at få styr på udviklingen, inden der blev ødelagt for meget. Strømmen af reformer blev ikke mindre under den borgerlige regering end under dens socialdemokratiske forgængere. De nye ministre havde selvsagt et ønske om at demonstrere deres evner til at gennemføre noget. Ministeriernes embedsmænd afbrød ikke arbejdet med lovforberedelse, fordi der kom en minister af anden partifarve; navnlig større lovkomplekser havde været under forberedelse i lang tid både i ministerierne og i Folketingets udvalg.

Det gjaldt også tjenestemandsreformen, der tog konsekvensen af, at statens og kommunernes ansatte ikke længere kun var øvrighedspersoner og/eller opfyldt af et kald. Hvad enten de var kongeligt udnævnt eller sad i mere beskedne positioner, var de lønmodtagere. De fik nu ret til at forhandle om løn og arbejdsvilkår gennem deres organisationer. Som lønmodtagere var de sælgere af arbejdskraft, og hvis markedet – dvs. det private arbejdsmarked – gav en højere pris, havde de magt til at få lønnen presset i vejret.

Der hørtes jævnligt klager fra det private erhvervsliv over, at staten gjorde sine ansatte til lønførende, altså bød så høje lønninger, at det private erhvervsliv ikke kunne konkurrere. For samfundsøkonomien var det af langt større betydning, at antallet af offentligt ansatte var steget fra 167.000 i 1950 til 234.000 i 1960 og i 1970 nåede op på 316.000. De udgjorde nu en femtedel af de erhvervsaktive.

Væksten i den offentlige sektor og dermed ekspansion i de offentlige udgifter var i 1960'erne fælles for alle de vestlige industrialiserede lande. Præcise sammenligninger er vanskelige på grund af uensartede nationale beregningsmåder, og fordi udgifter f.eks. til sociale sikringsordninger kan være offentlige eller formelt private. Norge og Sverige, hvis offentlige sektor ligner den danske mest, opkrævede nogenlunde de samme godt 40 procent af bruttonationalproduktet i skatter og afgifter.

I den politiske retorik benægtede ingen, at staten skulle spare. RVK-regeringens bestræbelser på at føre en stram finanspolitik var imidlertid ikke bestemt af ønsket om at begrænse den offentlige sektor. Det var det politiske klima ikke til, og Venstre og Det konservative Folkeparti havde for længst afsvoret VK-politikken. Da den internationale højkonjunktur mod slutningen af tiåret gik ind i en hektisk fase, karakteriseret af nervøse valutakriser, måtte regeringens lavrentepolitik afbrydes. Skatter og afgifter måtte igen sættes i vejret for at bremse forbruget. Det var ikke, hvad de tre regeringspartiers vælgere havde ventet sig af en borgerlig regering.

De tre partiers politikere kunne endnu berolige sig med, at galluptallene så ret gunstige ud. Især tydede meget på, at Hilmar Baunsgaard havde magtet at beholde sit tag i vælgerne. Men de sidste år af 1960'erne bragte spørgsmål frem i den offentlige debat, som var helt uvante i Christiansborgs udvalgsværelser.

Kvinderne var blevet selverhvervende, og nogle af dem begyndte at tage konsekvensen af selvstændigheden. Mange flere unge var under uddannelse i meget længere tid. Begivenheder på den anden side af jordkloden optog dem mere end betalingsbalance, valutagæld og forbrugsbegrænsning.