Legofabrikken, der i 1956 sendte de første legoklodser på markedet, blev et verdensfirma i sin egen målestok. Lilleputverdenen i Legoland ved Billund i Jylland åbnede i 1968 som en kombination af turistattraktion og reklame.

.

I november 1955 tændtes flammen på Pyrolyseværket på Benzinøen ved Amager. Det var teknisk avanceret og havde gennem tre år utallige indkøringsvanskeligheder. Men ejeren, rederiet A. P. Møller, havde økonomisk styrke til at bære det. I 1958 startede rederiets værft for supertankere ved Lindø på Fyn, og få år efter forhandlede det sig til eneretten til at udnytte eventuelle olieforekomster i den danske undergrund.

.

Højkonjunktur, 1958 var det år, udviklingen i Danmark skiftede karakter. I mange årtier var det langsomt gået fremad og opad. Der var kommet større produktion, flere varer og mere købekraft. Fra 1958 og 12-13 år derefter gik det hurtigt. Mens der indtil da havde været korte perioder, hvor det var gået lidt tilbage eller kun meget langsomt frem, blev tempoet i væksten i „1960'erne”, som altså i økonomisk henseende kom til at vare noget mere end et tiår, skruet så stærkt i vejret, at der var tale om noget kvalitativt andet end den tidligere fremgang. De beskedne pauser, den internationale økonomi holdt i højkonjunkturen, nåede knap nok at slå igennem i Danmark.

Det blev en periode med en industrialiseringsbølge, som kom bag på de fleste, og man har brugt det udtryk, at Danmark blev et industriland mod sin vilje, for at beskrive forandringens voldsomhed og det præg, den satte på mentaliteten.

Det klassiske landbrug, hovederhvervet, blev også selv industrialiseret. Det skete med betragtelige sociale og psykiske omkostninger, fordi den hidtidige lære om, hvad der var rigtigt og forkert i landbruget, og om hvordan en dygtig bonde skulle bære sig ad, ikke gjaldt mere. Siden de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet havde hovedpersonen i landbruget været gårdejeren, på én gang selv fysisk arbejdende og arbejdsgiver. Nu blev han ikke kun spændt hårdere for i det daglige arbejde året rundt, han blev også alene i sit arbejde. Fra traktoren kunne han lørdag eftermiddag og nogle år senere allerede fredag aften iagttage strømmen af biler, der kørte fra byerne ud mod sommerhusområderne.

Den selvbevidsthed, som det gav at tilhøre det erhverv, der både bogstaveligt og i overført betydning skaffede landets befolkning brødet, blegnede, når landbrugets organisationer forhandlede med regeringen om tilskud og kompensationer, for at erhvervets udøvere blot i nogen grad kunne halse efter de andre i indkomstkapløbet. Væksten i landbrugsproduktiviteten standsede ikke; men driften foregik nu med en større indsats af kapital og dermed også en større følsomhed over for udsving i renten og bevægelserne på verdensmarkedet.

Det var industrien, der tog føringen, i produktionstilvækst, i indtjening, som eksporterhverv og med stigende beskæftigelse. I 1950 havde der været ca. 250.000 industriarbejdere, og det tal holdt sig stort set konstant til 1958. For kvindelige industriarbejdere var tallet endda gået lidt ned. I løbet af tre år fra 1958 til 1961 kom der 50.000 flere industriarbejdere, og tallet svingede derefter tiåret ud omkring de 300.000. Endnu mere markant steg industriens personaleforbrug på funktionærområdet. I 1950 havde hver sjette ansat været funktionær, 20 år efter var det hver fjerde, og næsten hele forskydningen lå efter 1958. Behovet for funktionærer skyldtes, at der blev brug for mere planlægning, produktudvikling og markedsføring, når der blev produceret for et større marked.

En del af dette arbejde foregik ikke i de industrielle virksomheders eget regi. Det blev overladt til servicevirksomheder, den såkaldte „tertiære sektor”, hvor revision, reklame og anden rådgivning foregik. I forhold til andre dele af erhvervslivet var det i servicebranchen, den største vækst fandt sted. Når industriens andel af nationalregnskabets bruttofaktorindkomst, dvs. dens andel af værdien af samtlige producerede varer og tjenesteydelser i landet, holdt sig nogenlunde konstant på lige under en femtedel, så skyldtes det netop, at en stor del af det arbejde, der før var præsteret i industriens firmaer, nu i statistikken registreredes i servicesektoren. Men det skyldtes også, at industrien ikke var alene om at vokse. Navnlig i den sidste del af perioden fyldte de skattefinansierede ydelser fra den offentlige sektor meget i det samlede nationalregnskab.

For landbruget var det ikke noget nyt at være afhængig af forholdene på verdensmarkedet. Det var derimod nyt, at industrien skulle skaffe afsætning i en større eksport, samtidig med at konkurrencen på hjemmemarkedet blev skærpet. Det havde næppe været muligt, hvis det ikke var sket under en almindelig højkonjunktur i Vesteuropa. Målt med begyndelsen af 1950'erne som udgangspunkt var værdien af landbrugseksporten steget med 27 procent i 1958, 40 procent i 1960 og op til 68 procent i midten af 1960'erne, men gik derefter lidt ned i slutningen af tiåret. I den samme periode var industrieksporten, når man regner konservesindustrien med, steget 83 procent i 1958, 127 procent i 1960, 317 procent i 1965 for endelig at nå op til 700 procent i 1969, målt i kroner og øre; hvis man regner i faste priser, ser det lidt mindre imponerende ud. På hjemmemarkedet var det i samme periode ikke gået så galt, som man havde frygtet. Afsætningen af danske industrivarer til indenlandske kunder kom i løbet af 1960'erne, hvor liberaliseringen over for de vigtigste lande blev virkelig nærgående, til at stige fra godt 15 til næsten 35 milliarder kr.

Vækst, stigning, fremgang, produktionsudvidelse, større omsætning og andre sproglige variationer over samme tema kan blive triviel i beskrivelsen af den økonomiske udvikling i årene efter 1958. Når fremgangen i materielt forbrug og velstandsstigningens tempo blev ved, kom folk efterhånden til at opfatte væksten som det normale, mens stagnation, for slet ikke at tale om tilbagegang, var noget, der var overstået engang i fortiden, og som kun de ældre kunne huske og berette om.

Når man søger en forklaring på industrialiseringsbølgen og den almindelige velstandsstigning, kan der ikke udpeges en enkelt faktor, der udgjorde motoren, og som trak de andre forandringer med sig. Alligevel må nok den internationale højkonjunktur fremhæves som den mest betydningsfulde enkeltfaktor. Danmark var ikke alene om den langvarige og hastige økonomiske opgang. Selv om den danske vækstrate et par af årene var blandt de højeste i de industrialiserede lande, bliver det generelle billede alligevel, at Danmark ikke var i særklasse, men fulgte med. Kun på en enkelt måde adskilte Danmark sig fra de øvrige lande. Landbruget spillede nok en betydelig politisk rolle i de fleste lande, men kun i Danmark var landbrugssektoren ved vækstperiodens begyndelse også en afgørende økonomisk faktor. Overalt i den industrialiserede verden vejede landbruget økonomisk mindre og mindre i forhold til industrien. Det var ikke, fordi der var for meget mad i verden; men fordi de folk, der havde råd til at købe, var mætte, og de sultne havde ikke råd.

Væksten skyldtes også, at de internationale valutaforhold og det internationale penge- og lånemarked ikke længere lagde snærende bånd på vareudveksling og arbejdsdeling mellem landene. Den mangel på dollars, der havde bremset økonomien i Danmark såvel som i nogle af de andre europæiske lande siden afslutningen af 2. verdenskrig, blev endelig afhjulpet. I 1958 var man nået dertil, at der frit kunne veksles mellem de vesteuropæiske valutaer indbyrdes og mellem dem og dollars. Det danske eksportoverskud i forhold til Storbritannien kunne altså nu bruges til at betale for dollarimporten; men på det tidspunkt var dansk eksport til USA blevet stor nok til, at det ikke længere betød så meget.

Investeringerne oversteg opsparingen både i de enkelte firmaer og i samfundet som helhed, hvor de private husholdningers tilbøjelighed til at spare op ikke fulgte med, da indkomsterne steg. De skattemæssige begunstigelser af afskrivning og henlæggelse til investering havde en vis betydning for stigningen i investeringerne. Større vægt havde det imidlertid nok, at inflationen gjorde det billigt at låne penge. Ganske vist var renten høj, men tilbagebetalingen af den lånte kapital skete i penge, som inflationen havde frataget en del af købekraften.

Holdningen til at finansiere investeringerne ved at låne i udlandet blev mere afslappet, og regeringen kom ind på at tilrettelægge årlige lånoptagelser i udlandet. Da der viste sig interesse hos udenlandske koncerner for at foretage direkte investeringer i Danmark, blev det hilst velkomment. De udenlandske investorer meldte sig, fordi de ønskede at have en fod indenfor i de europæiske markedsdannelser, der var under etablering, og fordi arbejdsmarkedsforholdene i Danmark var stabile og fredelige sammenlignet med mange andre vesteuropæiske lande.

De markedsdannelser, der begyndte at tone frem mellem de europæiske lande, satte bestræbelserne for at liberalisere handelen over på et andet spor. Kravet om afskaffelse af de kvantitative importrestriktioner havde ikke været til udelt gavn for den danske økonomi. Der var kun i ringe omfang blevet åbnet i andre lande for den danske eksport af landbrugsvarer, og kravene om liberalisering indeholdt ikke, at toldsatserne skulle sættes ned. Danske toldsatser var traditionelt lave, fordi de kvantitative restriktioner havde været effektive. Disse forhold var gang på gang ført i marken af de danske forhandlere, når de i OEEC var blevet bebrejdet, at Danmark ikke levede op til de aftalte liberaliseringsprocenter.

Det var Danmark ikke alene om. Alle steder var man omhyggelig i valget af de varer, der skulle flyttes fra restriktionernes beskyttelse til den frie imports mere barske klima. Det var ikke kun i Danmark, man, som handelsminister J. O. Krag udtrykte det, „kunne sin liberaliseringsmatematik”.

De tilsyneladende imponerende procenter af importen, der nu kunne indføres frit, nåedes også i Danmark ved at sætte varer på frilisten, der ikke betød så meget, eller som var så nødvendige, at de under alle omstændigheder skulle importeres. Til gengæld opretholdt man importrestriktionerne og beskyttelsen på de områder, hvor danske fremstillingsvirksomheder kunne blive udsat for hård konkurrence. På den måde var endnu i 1959 mere end 60 procent af den danske industriproduktion beskyttet af de kvantitative importreguleringer.

På det tidspunkt gjorde de europæiske markedsdannelser imidlertid en ny politik nødvendig. I samarbejde mellem centraladministrationen og erhvervene undersøgte man nu, hvad en endelig liberalisering ville komme til at betyde. Resultaterne blev opfattet som alarmerende og blev betegnet som en chokrapport. For så vidt kom den til at illustrere værdien af sådanne prognoser, fordi den medvirkede til, at der blev sat så meget i gang, at rapportens dystre forudsigelser ikke kom til at gå i opfyldelse.

Vejviser

Værket Danmarkshistorien i 17 bind udkom i 2. udgave 2002-5. Teksten ovenfor er kapitlet Højkonjunktur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig