Europa, delt - samlet

„Det nordiske samarbejde” var en fast bestanddel af den politiske retorik, og det hørte til danske politikeres børnelærdom, at man med mellemrum talte varmt for et endnu nærmere samarbejde, eller i det mindste aldrig fornægtede det. Nordisk Råd frembragte et stigende antal anbefalinger til de respektive regeringer, og rettedes der anklager mod institutionen, drejede de sig om dens magtesløshed og de alt for langsomme fremskridt.

Resultaterne i det nordiske samarbejde var ikke iøjnefaldende. Linien fra mellemkrigstiden blev fortsat med små pragmatiske harmoniseringer af lovgivningen, så almindeligt samkvem mellem landene blev gjort lettere. I 1954 lykkedes det at gennemføre et fælles nordisk arbejdsmarked, uden at der af den grund kom omfattende vandringer af arbejdskraften. Året før havde Nordisk Råd taget initiativet til, at regeringerne skulle undersøge mulighederne for en nordisk toldunion. Det blev ikke det store debatemne blandt politikerne og heller ikke i offentligheden, og arbejdet skred da også kun langsomt frem.

Anderledes dynamik var der i det centraleuropæiske samarbejde, som var indledt med Kul- og Stålfællesskabet. De seks deltagende lande Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Luxembourg og Vesttyskland gik i 1955 videre med forhandlinger i Messina på Sicilien om en udvidelse af det økonomiske samarbejde. England var inviteret til at deltage, men sagde nej ligesom ved oprettelsen af Kul- og Stålfællesskabet. Resultatet af Messina-forhandlingerne blev Romtraktaten, underskrevet i marts 1957, om oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, senere EF, der på samme måde som Kul- og Stålfællesskabet byggede på principper for en overstatslig myndighed. Romtraktaten havde et videre sigte; det var tanken at etablere et indre toldfrit marked mellem de seks lande og at føre fælles toldpolitik udadtil. Men der var ikke kun tale om nogle praktiske arrangementer for at opnå et marked af en passende størrelse for masseproduktion og store koncerner. Økonomien skulle trække de europæiske lande ind i en politisk union, der skulle gøre Europa til en stormagt, jævnbyrdig med USA og Sovjetunionen.

På initiativ fra Storbritannien forsøgte man inden for rammerne af OEEC at skabe et frihandelsområde, så „de seks” ikke lukkede af over for omverdenen; men planerne blev stoppet af præsident de Gaulle, der i forbindelse med den franske Algier-krise var vendt tilbage til magten i Paris. I januar 1959 blev de første indbyrdes toldnedsættelser mellem de seks EF-lande sat i kraft. Der arbejdedes ihærdigt på en landbrugsordning med betydelige tilskud og en stærk toldbeskyttelse. De store vanskeligheder, der var forbundet med landbrugspolitikken i EF, demonstrerede landbrugets betydning i den politiske balance. Hen mod midten af 1960'erne tegnede konsekvensen af EF's landbrugspolitik sig tydeligt; den ville fuldt udbygget komme til at ramme ca. 40 procent af den danske landbrugseksport.

Forhandlingerne om en nordisk toldunion var fortsat, og man stilede nu mod at nå et resultat i løbet af 1959 – seks år efter initiativet i Nordisk Råd. Den grundlæggende vanskelighed var nu som tidligere, at de nordiske landes økonomier ikke supplerede hinanden. Udviklingen i retning af industrisamfund skulle efterhånden fjerne denne barriere; men samtidig nærmede man sig en situation, hvor de nordiske lande ikke tilsammen udgjorde et marked, der var tilstrækkelig stort til industrikoncerner af internationalt format.

Tilskyndet af Storbritannien tog den svenske regering initiativ til, at der i juni 1959 kom forhandlinger i gang om gensidig toldfrihed mellem de syv OEEC-lande, der stod uden for EF. Denne udvikling gjorde det særdeles vanskeligt at tilrettelægge den danske udenrigshandelspolitik. Det værst tænkelige var ved at ske, Danmarks eksportmarkeder var i færd med at blive opdelt i to lejre, der kunne tænkes at føre handelskrig mod hinanden. Af den samlede danske eksport gik i 1958 ca. 32 procent til de seks EF-lande og ca. 40 procent til de syv lande i det kommende frihandelsområde, heraf 14 procent til de andre nordiske lande.

Afgørende for den danske regerings stillingtagen blev, at EFTA, som frihandelsområdet af de syv lande kom til at hedde, under alle omstændigheder ville blive realiseret, og at regeringen i sommeren 1959 opnåede tilsagn om, at EFTA ville optage forhandlinger med EF om en europæisk helhedsløsning. Endelig fik man også tosidede aftaler med Sverige og Storbritannien om lettelser for den danske landbrugseksport. På disse vilkår valgte den danske regering en tilslutning til EFTA. Det var ingen tilfredsstillende løsning, og det var et åbent spørgsmål, hvor meget hensigtserklæringen i EFTA om at søge ordninger med EF ville være værd. Regeringen måtte påhøre megen kritik under Folketingets behandling af sagen både i sommeren 1959 og i begyndelsen af 1960, da den endelige ratifikation af EFTA-traktaten fandt sted. Især markerede Venstre sit standpunkt stærkt. Partiet havde allerede tidligere lagt sig fast på, at Danmark burde søge tilslutning til Fællesmarkedet, uanset hvor England placerede sig. Thorkil Kristensen demonstrerede sin fortsatte og forstærkede modvilje mod sit partis oppositionspolitik ved endnu en gang at stemme sammen med regeringspartierne. Ved ratifikationen den 1. marts 1960 havde han forladt Venstre.

De konservative stemte sammen med regeringen. De deltog i de samme uger i et forlig om toldpolitikken. Som forberedelse til den kommende afvikling af importreguleringerne og toldnedsættelser gennemførtes en toldforhøjelse, der bragte de danske satser op i nærheden af dem, de andre lande havde. Toldbeskyttelse var en af de ældste og stærkeste mærkesager for Det konservative Folkeparti, og selv om den nu kom som forberedelse til en aftrapning af tolden, var traditionen solid nok til at få de to store oppositionspartier til at gå hver sin vej.

Markedspolitik var blevet et væsentligt spørgsmål i dansk politik, også i partiernes markeringer over for vælgerne. Endnu en gang var initiativer for et nærmere samarbejde mellem de nordiske lande blevet overhalet af mere omfattende internationale aftaler. Denne gang placerede det ikke landene i forskellige positioner. Også Finland kom med ved en associeringsaftale med EFTA.

EFTA-traktaten var efter sin ordlyd ikke så revolutionerende. Afskaffelsen af importreguleringer og nedsættelse af toldsatserne skulle ske gradvist i løbet af perioden helt frem til 1969, omhyggeligt lagt til rette, så det synkroniseredes med den forventede udvikling i EF.

I dansk politik var beslutningen om at indgå i frihandelsområdet selvfølgelig betydningsfuld. Det var den endelige afslutning på en næsten 30-årig periode af statsreguleret udenrigshandel. I fremtiden ville det i stadig højere grad blive dynamikken i de store landes økonomier og deres handelspolitik, der ville komme til at bestemme, hvor gennemgribende forandringerne ville blive i produktion, omsætning og levevilkår i Danmark.

Siden starten af Marshallplanen havde det været USA's politik at fremme det europæiske samarbejde. Der var bevidst eller ubevidst på begge sider af Atlanten en forestilling om, at Europa skulle udvikle sig med Amerika som forbillede, og det indebar også en eller anden form for økonomisk og politisk enhed. Med fremkomsten af de europæiske markedsplaner opstod imidlertid en vis betænkelighed i USA ved tanken om en fælles europæisk handelspolitik, der meget vel kunne vende sig mod den amerikanske eksport til Europa. Når den amerikanske betalingsbalance viste underskud, forstærkedes nervøsiteten. USA fortsatte ikke desto mindre med at støtte den europæiske samling, og af de to markedsdannelser var EF favorit, selv om det også var der, man fandt de stærkeste tendenser i retning af en europæisk protektionisme.

Det var baggrunden for, at OEEC på amerikansk initiativ i 1961 blev omdannet til OECD, Organization for Economic Cooperation and Development. Det „E”, der forsvandt, stod for Europa, idet den nye organisation foruden de 18 europæiske medlemslande også fik USA og Canada med ved bordet. Siden blev også Japan tilsluttet. „D”et stod for Development, der egentlig oversættes med udvikling, men karakteristisk nok opfattedes som identisk med økonomisk vækst. OECD blev de rige industrilandes organisation. USA's bestræbelser for at undgå at blive lukket ude fra de europæiske markeder fortsatte inden for GATT, hvor de vestlige industrilande forhandlede told- og handelsspørgsmål, og hvor der i den såkaldte „Kennedy-runde” fra 1962 blev truffet aftaler om gensidige generelle toldsænkninger.

Når USA i disse år skubbede på i sådanne spørgsmål, skyldtes det bekymringen for den amerikanske betalingsbalance; men det måtte også forurolige USA, at England allerede et år efter oprettelsen af EFTA søgte optagelse i EF. Det var en drastisk og næsten symbolsk ændring i den engelske politik over for Europa. Men den var nødvendig, fordi den engelske økonomi syntes at sakke uhjælpeligt bagud, belastet af en forældet industriel struktur og den vanskelige afvikling af imperiet, der fandt sted i disse år.

For den danske regering var der i denne situation ingen tvivl. Enhver mulighed for at undgå opdelingen af de danske eksportmarkeder skulle udnyttes, og den danske ansøgning om optagelse i EF blev, ligesom Norges og Irlands, indgivet få uger efter den engelske, mens Sverige søgte en associeringsordning. Beslutningen mødte i det danske Folketing kun modstand fra SF's 11 mandater.

Forhandlingerne om optagelse skred i det følgende halvandet år planmæssigt frem, og det så ikke ud til, at der var vanskeligheder for udvidelsen af EF. Men i januar 1963 smækkede præsident de Gaulle pludselig døren i for England. Efter al sandsynlighed var hans beslutning truffet af politiske, ikke af økonomiske grunde. Han ønskede ikke Frankrigs politiske førerstilling i EF antastet. Danmark og de andre ansøgerlande var tilbage i situationen før 1961 med et delt Europa.

EFTA's frihandelsområde fungerede ikke tilfredsstillende for dansk økonomi, medmindre sigtet mod en mere omfattende europæisk løsning blev taget tilstrækkelig alvorligt. England var med sine økonomiske vanskeligheder ikke i stand til at være „økonomisk lokomotiv” for „de syv”, der lå som udkantområder omkring EF. Noget bedre gik det med handelen mellem de nordiske lande, der fik stigende betydning for dansk eksport. Alligevel markerede den danske regering tydeligt sit ønske om ved given lejlighed at genoptage sin ansøgning om optagelse i EF. Denne lejlighed skulle helst være Englands samtidige optagelse. Venstres og landbrugsorganisationernes ønske om at deltage i udformningen af EF's landbrugsordninger var ikke nok til at overbevise de øvrige partier om, at den gamle drøm om „tysklandspriser” for smør og flæsk kunne opveje omkostningerne ved at skilles fra England og de andre nordiske lande.