Erik Eriksens sidste mulighed

Med uro i partiet fra en organiseret fraktion og med ubehag ved De Uafhængiges udstilling af ægte gammelliberale standpunkter opretholdt Erik Eriksen Venstres nære samarbejde med Det konservative Folkeparti. De to partier kunne nok i forhandlinger om enkeltspørgsmål i Folketinget og i afstemninger indtage hver sin position, men kun i bedste forståelse – i hvert fald i de to partiers ledelse. Længere nede i rækkerne var der tvivlere. Hvis VK-politikken ikke førte til et regeringsskifte, var dens fordele svære at få øje på.

Vælgerundersøgelser, der var blevet en fast bestanddel af pressens politiske reportage, og som ikke var uden virkning på partierne, gav indimellem det håb, at de radikale endelig ville blive straffet for deres mangeårige forsyndelser mod de liberale ideer.

De samme tal vakte bekymring i Det radikale Venstre, hvor tanken om at løsgøre sig fra Socialdemokratiet vandt mere frem i takt med, at Hilmar Baunsgaard styrkede sin position. Det var ikke kun et spørgsmål om hans tillidvækkende fjernsynstække; det var nærmest symbolsk, at marketingmanden var på vej til at overtage roret efter bonden Karl Skytte.

Før valget i september 1964 var partiets linie lagt klar i de betingelser, der blev proklameret for en fortsættelse af regeringssamarbejdet. De to koalitionspartier skulle have flertal sammen, hvilket nok lå inden for mulighedernes grænse; men Det radikale Venstre skulle have fremgang ved valget, og hvis man kunne fæste lid til opinionsundersøgelserne, ville det til gengæld være en sensation.

Sensationen udeblev. Som så ofte før og siden sammensatte vælgerne et Folketing, som om de havde en indædt modvilje mod flertalsregeringer.

Dertil kom to, valgt på Færøerne, der tilsluttede sig Socialdemokratiet og Venstre, samt to medlemmer valgt på Grønland.

Med det udfald af valget var muligheden for en fortsættelse af koalitionsregeringen faldet bort; men de radikale sad igen en gang med nøglen til flertalsdannelsen. Deres sædvanlige forsøg på at få en regering af fire eller tre gamle partier var overstået i løbet af en dag. Derefter fik J. O. Krag opgaven at danne en regering sammen med Venstre, hvad ingen andre end de radikale kunne tænke sig, og først da det var konstateret, dannede Krag en socialdemokratisk mindretalsregering.

Selv om der også denne gang havde været nogle interessante taktiske manøvrer mellem partierne, var det indtryk, der stod tilbage, at de radikale var ved at skifte side, men ikke kunne bekvemme sig, og at Erik Eriksen endnu en gang havde spillet sit parti magten af hænde af hensyn til sammenholdet med de konservative.

Blandt Venstres nye folketingsmedlemmer var der to, Niels Westerby og Børge Diderichsen fra Liberal Debat. De havde i valgkampen erklæret, at de ville tage tråden op efter Thorkil Kristensen. To i en gruppe på 38 syner ikke meget; men som balancen i Folketinget var, kunne de to være nok til at forstyrre VK-taktikken. Lejligheden for dem kom, da regeringen i marts 1965 søgte et flertal for en af de sædvanlige afgiftsbuketter. Forhandlingerne om at ændre omsen til en merværdiafgift, en „moms”, var i gang; men da det ville tage længere tid at udforme den, måtte regeringen på anden vis begrænse forbruget og skaffe dækning for udgifter.

Da Venstres gruppe den 23. marts besluttede ikke at indgå forlig med regeringen, medmindre de konservative var med, tog de to Liberal Debat-folk forbehold. Samme aften forhandlede de med regeringen og med Karl Skytte og Hilmar Bauns gaard, først i sidstnævntes lejlighed, siden i J. O. Krags hjem. De indvilgede i at stemme for afgiftsforslaget med nogle mindre ændringer; men både de to og de radikale afslog et tilbud om at gå ind i regeringen. Niels Westerby og Børge Diderichsen forlod Venstres gruppe før den uundgåelige eksklusion, og i efteråret dannede de med Liberal Debat som grundlag et nyt parti under navnet Liberalt Centrum.

Det flertal, J.O. Krag havde fået forærende i marts, og som var i funktion igen i maj, blev ikke noget stabilt grundlag for regeringen. Det havde imidlertid været nok til at så yderligere tvivl om VK-taktikken. Det blev tydeligt, da spørgsmålet om en sammenslutning af Venstre og Det konservative Folkeparti kom på dagsordenen og blev anledning til et internt opgør i Venstre.

En gallupundersøgelse i maj 1965 af holdningen blandt de to partiers vælgere til en sammenslutning blev kommenteret positivt i Vestkysten, der stod Erik Eriksen nær. Få dage efter gav han i en tale i sin valgkreds tanken sin tilslutning. Men hvis han med dette træk havde tænkt sig én gang for alle at fjerne murren i geledderne over VK-politikken, var det en fejltagelse.

Venstres folketingsgruppe og partiets tillidsmænd havde fulgt ham, da det drejede sig om Thorkil Kristensen. Der er ikke tvivl om, at gruppen var forarget over Liberal Debatfolkenes forhandling og forlig med regeringen i marts; men en sammenslutning med de konservative havde få fortalere. Erik Eriksen kom i mindretal, først i gruppens bestyrelse og samme dag, den 20. maj 1965, også i et gruppemøde. Han tog konsekvensen og nedlagde sin formandspost.

Poul Hartling var kommet i Folketinget igen i september 1964 og valgt til næstformand i folketingsgruppen i april 1965. Han fortsatte nu sit hurtige avancement og konstitueredes som formand for partiet.