Mere uddannelse til flere

Efter skoleloven af 1958 var der endnu, som i 1814, kun syv års undervisningspligt. Det 8. og 9. skoleår var frivilligt, og ca. halvdelen af børnene forlod skolen i 14-årsalderen. Ti år efter, da man traf beslutning om, at undervisningspligten gradvist skulle udvides til ni år, var procenten af udskrivninger af 14-årige helt nede på mellem seks og syv, mens det nu var halvdelen, der forlod skolen fra 8., 9. eller 10. klasse. Realeksamen havde ikke mistet sin tillokkelse, dens andel var vokset fra 22 til 30 procent. Ved slutningen af 1960'erne tog godt 12 procent af en ungdomsårgang studentereksamen; det var næsten tre gange så mange som 20 år tidligere.

I 1965 undersøgte Socialforskningsinstituttet de 14- til 20-åriges uddannelsessituation. Hovedresultatet var, at rekrutteringen til længere skolegang og specielt til gymnasiet fortsat havde en meget tydelig social slagside. Børn af velhavende og/eller højtuddannede forældre (og det var i undersøgelsen alene faderen, der regnedes med) gik længere i skole. Samme sociale mønster viste sig i erhvervsuddannelserne. Af de 14- til 19-årige var en fjerdedel hverken skolesøgende eller i gang med en uddannelse; men så man alene på børn af forældre i den nederste socialgruppe, gjaldt det samme næsten halvdelen af de unge. Adgangen til mere skolegang og mere uddannelse var siden de første efterkrigsår blevet lidt mindre skæv, både geografisk og socialt; men i betragtning af den samlede udvikling i skole- og uddannelsessystemet var der ikke rokket meget ved „den sociale arv”.

Resultaterne af undersøgelsen gav kun en svag opmuntring til dem, der troede på, at uddannelse var vejen til social udligning. „Lighed gennem uddannelse” viste sig at være mere besværlig og langt mere kostbar, end man havde troet. Midt i den økonomiske opgangstid var de sociale konsekvenser af manglende skolegang imidlertid ikke genstand for stor opmærksomhed, både fordi det altid havde været sådan, og fordi der under højkonjunkturen var arbejde til alle.

Den frivillige voksenundervisning fik revideret sit lovgrundlag i 1960. Der var konkurrence mellem de private, dvs. de politiske organisationers oplysningsforbund, og de kommunale ungdoms- og aftenskoler, men det afspejledes ikke meget i det daglige arbejde eller i de tilbud, der blev givet lokalt. Tilslutningen til undervisningen fortsatte med en jævn fremgang, så der ved udgangen af 1960'erne var mere end 400.000 deltagere.

Efter langvarig forberedelse først i kommission og siden i Folketinget fik hele området i 1968 igen en ny lov, der blev kaldt „verdens bedste fritidslov”. Udtrykket fritidslov er bemærkelsesværdigt, fordi det understregede, at det noget formynderiske skel mellem undervisning og hobby blev mindre, selv om det ikke helt forsvandt. Det blev nu betragtet som en opgave for staten og kommunerne at støtte folks åndelige velfærd ved at gøre det lettere og billigere for dem at mødes om det, der fangede deres interesse, ikke kun om, hvad andre mente var godt for dem.

I det primære uddannelsessystem, fra 1. klasse i folkeskolen til studierne ved de videregående uddannelser, var reformerne få og tøvende, muligvis fordi det tog tid at omstille skolen til 1958-loven og undervisningen til den Blå Betænkning.

Til gengæld var den udvikling, som de mange individuelle valg tilsammen tegnede, ganske drastisk. Fra 1950 til 1960 var antallet af studerende ved de højere læreanstalter og universiteter steget fra 12.000 til 18.000; de næste ti år bragte en vækst til 45.700 studerende med den største stigning i de sidste år.

En del af de mellemlange og de erhvervsbetonede uddannelser havde adgangsbegrænsning. Det gjaldt f.eks. seminarierne, sygeplejeskolerne og ingeniørstudierne. Universiteterne havde derimod fri adgang for alle, der havde taget en studentereksamen.

Væksten koncentreredes derfor på universiteterne, der fik 21.000 af de 27.700 flere studerende, så de inden for 20 år fik firedoblet deres studentertal. I det samme tidsrum nåede antallet af professorer ikke at blive fordoblet. For at klare undervisningen ansattes et stigende antal unge lærere, der skulle kvalificere sig videnskabeligt samtidig med, at de underviste på samlebånd.