Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Velstand og velfærd

Oprindelig forfatter Redaktionen

Da trekantregeringen indledte sit andet folketingsår i oktober 1958, havde også dens skeptiske chef accepteret ministeriets ejendommelige partisammensætning. Det gik godt, og fremtiden tegnede sig endnu lysere; under de omstændigheder var de politiske drillerier til at bære. H. C. Hansen havde befundet sig godt med kombinationen af stats- og udenrigsministerposten, så godt at han tøvede længst muligt med at afgive noget af det og da kun en lille bid ad gangen, som da han udnævnte Ernst Christiansen til viceudenrigsminister med den opgave at tage sig af forholdene i FN og Europarådet. Måske skyldtes hans fastholden af Udenrigsministeriet ikke kun glæden ved de rejser, det gav anledning til, men også at han ikke ønskede J. O. Krag på den post, der i hvert fald formelt regnes for at være nummer to.

Den 8. oktober 1958, dagen efter at folketingssamlingen var åbnet, måtte han imidlertid give slip og udnævne Krag, mens Viggo Kampmann blev konstitueret som statsminister. H. C. Hansen blev indlagt på hospitalet for at blive opereret for kræft i halsen. Ved juletid vendte han tilbage; men hans sidste periode som aktiv statsminister blev kun på et år. Lige efter nytår 1960 blev han indlagt igen, og allerede den 19. februar døde han.

Der var kun gået fem år siden Hedtofts død, og der blev talt en del både om de personlige omkostninger ved at påtage sig lederskabet i Socialdemokratiet og dermed som regel også statsministerposten og om den svækkelse af partiet, som en sådan åreladning betød. Arvefølgen var imidlertid klar. Viggo Kampmann overtog Statsministeriet, og godt en måned senere, da finansloven var vedtaget, overlod han Finansministeriet til den radikale Kjeld Philip.

Annonce

 H. C. Hansens sygdom var værre end først antaget. Efter udskrivningen fra hospitalet måtte han på rekreation, der i nogle måneder holdt ham borte fra det politiske arbejde. En statsminister må imidlertid altid være klar til at stille op for pressefotograferne. Han døde i februar 1960, 53 år gammel.

H. C. Hansens sygdom var værre end først antaget. Efter udskrivningen fra hospitalet måtte han på rekreation, der i nogle måneder holdt ham borte fra det politiske arbejde. En statsminister må imidlertid altid være klar til at stille op for pressefotograferne. Han døde i februar 1960, 53 år gammel.

Dette vagtskifte på dansk politiks mest indflydelsesrige post betød, at de to akademiske økonomer, Viggo Kampmann og J. O. Krag, der længe havde støbt partiets ammunition i den økonomiske og udenrigsøkonomiske politik, ikke mere skulle have den godkendt hos en politiker, der var vokset op med og i kraft af den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Viggo Kampmann var talknuseren, der var kommet ind i det politiske arbejde fra toppen. Men med en hurtig omskoling som taler på hundreder af politiske møder rundt i landet og derpå et folketingsmandat, var han ikke længere kun partiets finansekspert. Han havde næppe meget tilovers for, hvad der måtte være af socialisme i partiets program. Da han engang blev spurgt om sit syn på socialisering, svarede han, at man burde socialisere på de områder, hvor det var en fordel, og dermed mente han der, hvor det kunne give større økonomisk vækst. Derimod havde partiets anden bærepille, fordelingspolitikken eller rettere velfærdspolitikken, hans fulde engagement. Med den økonomiske rygvind, der blæste i disse år, skulle der efter alt at dømme ikke være de store vanskeligheder med at „gøre gode tider bedre” også for dem, der ikke automatisk var med på velstandsstigningens vogn i kraft af deres placering i produktionen.

 Bo Bojesens kommentar i Blæksprutten 1960 til de ændrede levevilkår for Socialdemokratiets vælgere. Teksterne på transparenter og bannere er de traditionelle i let moderniseret udgave. Bag Viggo Kampmann justitsminister Hans Hækkerup og minister for offentlige arbejder og for Grønland, Kai Lindberg. Teksten under billedet var en ny udgave af partiets gamle slagsang „Nu dages det brødre …”: „Det knager i samfundets fuger og bånd,/lad falde, hvad ikke kan stå,/ men ræk mig, oh bror, din behandskede hånd,/lad køre, hvem ikke vil gå.”

Bo Bojesens kommentar i Blæksprutten 1960 til de ændrede levevilkår for Socialdemokratiets vælgere. Teksterne på transparenter og bannere er de traditionelle i let moderniseret udgave. Bag Viggo Kampmann justitsminister Hans Hækkerup og minister for offentlige arbejder og for Grønland, Kai Lindberg. Teksten under billedet var en ny udgave af partiets gamle slagsang „Nu dages det brødre …”: „Det knager i samfundets fuger og bånd,/lad falde, hvad ikke kan stå,/ men ræk mig, oh bror, din behandskede hånd,/lad køre, hvem ikke vil gå.”

„Gør gode tider bedre” var netop Socialdemokratiets slogan ved valget i november 1960. Trekantregeringen havde gode grunde til at ønske, at valget blev en bedømmelse af de sidste års fremgang. Når de tre partier pegede på resultaterne, kunne de henvise til den stigende beskæftigelse og produktion. Æren for de sociale forbedringer i 1950'erne delte Socialdemokratiet og de radikale, nogenlunde efter partiernes størrelse.

Folketingsvalget, november 1960:
19571960
Socialdemokratiet7077 (*)
Venstre46 (*)39 (*)
Konservative3032
Det radikale Venstre1411
Retsforbundet9-
Kommunister6-
Socialistisk Folkeparti-11
De Uafhængige-6
Slesvigske Parti11
Folkeflokken (Færøerne)1-
Grønland22
(*) heraf en valgt på Færøerne

Novembervalgets to store sensationer blev, som tidligere nævnt, SF's indmarch med 11 mandater og Retsforbundets fald for spærreklausulen. Det radikale Venstre gik tilbage fra 14 til 11 mandater og var i procent nede på 5,8, altså mindre end SF. Hvad hjalp det, at Socialdemokratiet var gået seks mandater frem, og at Venstre havde sat mere til, end de konservative havde vundet. Selv med De Uafhængiges nye seks mandater blev oppositionen til højre i Folketinget ikke større end Socialdemokratiet alene. Afgørende var det, at Kampmann ganske vist havde styrket sin position ved partiets fremgang, sådan som en ny partileder altid har brug for; men selv med de radikale manglede regeringen en enkelt stemme i Folketinget for at nå det magiske tal 89. En forudsætning for regnestykket var, at repræsentanten for det tyske mindretal fortsatte med at holde sig uden for regeringsspørgsmålet og altså lod være med at stemme, når et spørgsmål kunne fælde eller redde regeringen. Det var også en forudsætning, at de to grønlandske mandater lod være med at blande sig i „syddansk” politik.

 Vælgermøde på øen Fur i Limfjorden, november 1960. Her kunne man endnu samle folk til traditionelle vælgermøder i forsamlingshuset, hvor de lokale kandidater mødte op. Fjernsynet, hvor partiernes spidser kunne ses og høres, var ellers i færd med at udkonkurrere vælgermøderne.

Vælgermøde på øen Fur i Limfjorden, november 1960. Her kunne man endnu samle folk til traditionelle vælgermøder i forsamlingshuset, hvor de lokale kandidater mødte op. Fjernsynet, hvor partiernes spidser kunne ses og høres, var ellers i færd med at udkonkurrere vælgermøderne.

Det var denne forudsætning, Kampmann brugte, da han inviterede det nyvalgte medlem for Grønland, Mikael Gam, ind som grønlandsminister og dermed erhvervede den sidste og afgørende stemme til et flertal. En forudsætning var det naturligvis også, at Det radikale Venstre ikke lod sig skræmme af valgnederlaget. Partiets beslutning om at gå med i regeringen endnu en tørn var formodentlig påvirket af, at de to gamle, Jørgen Jørgensen og Bertel Dahlgaard, var ved at takke af, selv om de lovede at blive på deres poster endnu et år. Partiet havde brug for, at nogle nye navne satte sig fast i den offentlige bevidsthed som ministre. Der havde været mere skyggefuldt end frodigt under de to store.

Der var andre grunde for Det radikale Venstre til at fortsætte i regeringen. Oppositionen til højre havde ikke hidtil lagt op til samarbejde, og med De Uafhængige på flanken var der ikke udsigt til nogen tilnærmelse. Efter at Socialistisk Folkeparti var dukket op, gjaldt det også om at fastholde Socialdemokratiet på den midtsøgende linie. Endelig var en tid med økonomisk succes ikke den rigtige til at flytte over på oppositionsbænken.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Velstand og velfærd i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306501