Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

U-landshjælp og Vietnamkampagne

Oprindelig forfatter Redaktionen

Lillejuleaften 1961 satte fem unge mennesker sig på Rådhuspladsen i København og indledte en sultestrejke. De var ikke blevet udsat for nogen uretfærdighed, og deres demonstration var ikke rettet mod en bestemt afgørelse. De protesterede imod danskernes frådseri og forlangte solidaritet med de sultende masser i den tredje verden. Den 28. december kl. ti om aftenen sluttede demonstrationen med et møde, hvor et par hundrede småfrysende påhørte korte taler om det urimelige forhold mellem de millioner, der blev brugt på oprustningen og de små beløb, der blev brugt til bistanden til udviklingslandene.

Demonstranterne tilhørte en lille, nydannet organisation, der kaldte sig Gruppe 61, og det var anden gang, de gjorde sig bemærket. Da Folketinget debatterede Fælleskommandoen med det tyske Bundeswehr, havde de fra tilhørerpladserne protesteret højlydt og kastet løbesedler ned til de forbløffede medlemmer i tinget. Kort efter juledemonstrationen gik deres aktivisme ud over en propagandaforestilling, som Moralsk Oprustning afholdt i Falkonercentret i København. En trup fra Formosa-Kina opførte et show med den sædvanlige blanding af åndelighed og antikommunisme. Sammen med andre mødte Gruppe 61 op for at forstyrre forestillingen. Også denne demonstration blev godt dækket af pressen. Politiet mødte talstærkt op for at fjerne demonstranterne, og ved næste aftens forestilling forsøgte arrangørerne sammen med politiet at sortere tilskuerne efter påklædning og udseende.

 Den 26. december var Politiken blevet opmærksom på Gruppe 61's demonstration neden for avisens vinduer. Redaktionen overlod Bo Bojesen at bringe bladets kommentar. Den faktuelle oplysning til tegningen lød: „Mens størstedelen af Danmarks befolkning æder sig igennem julen, sultestrejker en skare idealister på Rådhuspladsen af sympati med de hungrende i U-landene.” Bo Bojesen lod frokostherren om at fortolke: „- Nå, så jeg lider ikke?!! Hvordan tror De, min galdeblære har det efter seks store julefrokoster!”

Den 26. december var Politiken blevet opmærksom på Gruppe 61's demonstration neden for avisens vinduer. Redaktionen overlod Bo Bojesen at bringe bladets kommentar. Den faktuelle oplysning til tegningen lød: „Mens størstedelen af Danmarks befolkning æder sig igennem julen, sultestrejker en skare idealister på Rådhuspladsen af sympati med de hungrende i U-landene.” Bo Bojesen lod frokostherren om at fortolke: „- Nå, så jeg lider ikke?!! Hvordan tror De, min galdeblære har det efter seks store julefrokoster!”

Gruppe 61's program bestod af de traditionelle synspunkter, placeret til venstre for Socialdemokratiet, og gruppen blev også vanemæssigt beskyldt for at være en kommunistisk dækorganisation. Bortset fra den store opmærksomhed, som en sultestrejke netop i julehøjtiden måtte få, ville episoden ved Københavns Rådhus eller de andre aktioner ikke være omtale værd, hvis der ikke på to måder var noget, der pegede fremad, og som fik større og mere talstærke efterfølgere. I sit program erklærede Gruppe 61, at den ikke ville vige tilbage for at begå ulovligheder, sådan som det da også allerede var sket ved demonstrationen i Folketinget. Gruppen bekendte sig til ikke-voldsmetoder; men de fredelige hensigter gjaldt kun personer, ikke ting.

Annonce

Det andet nye var den erklærede solidaritet med den tredje verden, foreløbig blot med kravet om en forhøjelse af den danske ulandsbistand, men ved sammenligningen med forsvarsudgifterne udtrykkeligt også sat ind i en sikkerhedspolitisk sammenhæng. Både den militante og mediebevidste demonstrationsform og engagementet i de tidligere koloniers frigørelsesproces og udvikling var et varsel om noget, der blev karakteristisk for 1960'erne. Hvad det sidste angår, havde de unge demonstranter vinden i ryggen, hjælpen til de underudviklede lande stod over for en ekspansionsperiode.

Udviklingsbistand til den tredje verden var begyndt hurtigt efter 2. verdenskrig, dels i FN's regi, dels i forskellige andre internationale organisationer og endelig som bilateral hjælp, dvs. direkte fra et land til et andet. USA betalte broderparten af udgifterne, men begyndte sidst i 1950'erne at presse sine allierede til at yde deres rimelige andel. Udviklingsbistanden blev i de første år betragtet som en slags fortsættelse af Marshall-hjælpen, nu med andre modtagere. De færreste forestillede sig, at det skulle blive en langvarig, endsige en permanent politik.

 Ulandsfrivillige. Ole Frederiksen drøfter voksenundervisning i Mwanza ved Victoriasøen, april 1966.

Ulandsfrivillige. Ole Frederiksen drøfter voksenundervisning i Mwanza ved Victoriasøen, april 1966.

Når spørgsmålet om en forøgelse af ulandsbistanden og en mere ligelig fordeling af udgifterne mellem de vestlige, industrialiserede lande for alvor kom på tale, skyldtes det for det første, at de tidligere kolonier i Afrika stod over for selvstændigheden, for det andet, at Sovjetunionen havde skiftet politik. Tidligere havde Kreml kaldt ulandsbistand en fortsættelse af imperialismen; men efter Stalins død begyndte Sovjetunionen og de øvrige kommunistiske lande at tilbyde bistand, og dermed blev også dette felt draget ind som et element i den kolde krig.

Danmarks deltagelse i FN's indsats for udviklingslandene begyndte meget beskedent i 1950 med små bevillinger til organer under FN som FAO (fødevareproduktion), WHO (sundhedshjælp) og UNESCO (uddannelse). Der var ingen politisk uenighed om bevillingerne, om end nok om motiverne; kun kommunisterne gik imod, også i dette spørgsmål et ekko af Moskvas linie.

Ved udgangen af 1950'erne var bevillingerne til udviklingsbistand nået op på knap syv mio. kr. om året. Fordelingen mellem ikke-bundne bevillinger, der også kunne bruges til køb i andre lande, og bevillinger, der var knyttet til bistand fra Danmark og danske produkter, blev samtidigt et problem, fordi den danske valuta nu kunne veksles mere frit, og fordi USA i stigende grad gjorde sine bistandsydelser bundne.

Hjælpen til ulandene var i Danmark mest betragtet som en international forlængelse af velfærdstanken, selv om der også var en forventet udenrigs- og handelspolitisk goodwill med blandt motiverne. Da Viggo Kampmann på Socialdemokratiets kongres i 1960 slog til lyd for en drastisk forøgelse af bistanden – den skulle kunne mærkes på skattebilletten – var han i fuld overensstemmelse med de andre industrilande.

 Landmand Leo Nørholt fra Vendsyssel, ulandsfrivillig i Kimuli, Tanzania. Skræmmebilledet for Mellemfolkeligt Samvirke var de store, kostbare og flotte projekter; idealet var den jordnære igangsætning langt fra hovedstædernes regeringskontorer.

Landmand Leo Nørholt fra Vendsyssel, ulandsfrivillig i Kimuli, Tanzania. Skræmmebilledet for Mellemfolkeligt Samvirke var de store, kostbare og flotte projekter; idealet var den jordnære igangsætning langt fra hovedstædernes regeringskontorer.

Den tredje verden ville snart udgøre et flertal i FN, og Indien havde samme år foreslået, at de rige lande satte hjælpen op til en procent af deres bruttonationalprodukt. Året efter blev forslaget i noget ændret form vedtaget med støtte fra Kennedy-administrationen, nu som et mål landene var moralsk forpligtet til at stræbe efter. Bevillinger af den størrelsesorden kom ganske vist til at ligge langt ude i fremtiden.

Der var stadig ikke modstand i Folketingets partier mod en forøgelse af bistandshjælpen; men der var alligevel – ud over de rent praktiske begyndervanskeligheder – politiske betænkeligheder, fordi galluptallene viste, at tilslutningen i befolkningen var behersket og til tider svingede ned under halvdelen af de adspurgte. Når der ustandseligt blev talt om, at det offentlige skulle spare, og at der var et overforbrug af valuta, var det ikke indlysende, at der nu skulle foræres mange millioner til formål, som meget få i Danmark havde noget førstehåndskendskab til, endsige gavn af.

1950'erne igennem havde man hævdet, at ulandsbistand burde formidles gennem FN. Derved kunne hjælpen koordineres, man imødegik mistanken om, at det drejede sig om kolonialisme i forklædning, og FN fik øget sin prestige. Man havde faktisk i Danmark rost sig af, at den danske hjælp blev ydet via FN.

Nu skulle bilateral hjælp ret pludseligt være det rigtige. Det havde den fordel, at danske projekter blev synlige og kunne bruges i den hjemlige propaganda, hvorimod bevillinger til FN-styrede projekter kun var som dråber i havet. Direkte bistandsprojekter fra Danmark til ulandene gjorde det også nemmere at få en del af pengene hjem igen i form af eksportordrer. Landbruget, der mærkede afsætningsvanskelighederne stadig mere trykkende, øjnede mulighed for fødevareeksport til de sultende masser eller salg af aviskvæg til demonstrationsstalde i ulandene. Industriens organisationer var mere beherskede; omstillingen fra hjemmemarkedsproduktion til eksport var endnu kun begyndt og var besværlig nok.

 Den danske ulandsbistand var i 1966 spredt til 31 lande.

Den danske ulandsbistand var i 1966 spredt til 31 lande.

 Dansk ulandsbistand var i 1966 koncentreret  i Østafrika. Undervisning, uddannelse og landbrug var områder, hvor man mente, at Danmark kunne yde noget særligt. Sammenkædningen af ulandsbistand og fremme af dansk eksport var endnu ikke af betydning.

Dansk ulandsbistand var i 1966 koncentreret i Østafrika. Undervisning, uddannelse og landbrug var områder, hvor man mente, at Danmark kunne yde noget særligt. Sammenkædningen af ulandsbistand og fremme af dansk eksport var endnu ikke af betydning.

Ulandshjælpen blev også begrundet med sikkerhedspolitiske betragtninger. Jo mere goodwill Danmark skabte sig i de nye stater, desto mere international forargelse ville der rejse sig, hvis nogen forulempede den ædle giver. Dertil kom den langsigtede betragtning, at desperationen i ulandene kunne blive så stærk, at de kom og tog selv i en slags global proletariatets sociale revolution. Konkurrencen mellem den vestlige og den kommunistiske verden blev også flittigt brugt. Argumentationen over for offentligheden i Danmark blandede etisk-moralske og egoistiske motiver, ofte med åbenlyse inkonsekvenser. Begrundelserne var afhængige af, hvem der førte dem frem, og måske navnlig af, hvem man søgte at overbevise.

Det var i begyndelsen et spørgsmål, hvem eller hvilke organer, der skulle forestå den danske bilaterale ulandsbistand, og de mange penge, det ville komme til at dreje sig om. Der var ikke megen erfaring at bygge på, og den der var, f.eks. i ydre mission, blev ikke regnet for noget – eller anset for et levn fra kolonialismens kulturelle imperialisme. Organisationen Mellemfolkeligt Samvirke med oprindelse i pacifistiske kredse havde i de første år efter krigen arrangeret ungdomsarbejds-lejre i det krigshærgede Europa. Siden var aktiviteterne rettet mod de nye lande, Indien og til dels også Afrika. Mellemfolkeligt Samvirke havde altså også nogen erfaring og – lige så betydningsfuldt – solide politiske kontakter, bl.a. ved sit samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd.

Alligevel blev det en styrelse under Udenrigsministeriet, Technical Assistance Sekretariatet (senere DANIDA), der kom til at stå for den statslige bistandsadministration. Mellemfolkeligt Samvirke fik overladt det meste af arbejdet med propagandaen i Danmark og udsendelsen af ulandsfrivillige. Placeringen under Udenrigsministeriet, der i forvejen arbejdede med eksportinteresser, styrkede formodentlig bistandspolitikken i forhold til de øvrige ministerier, mens Mellemfolkeligt Samvirke, som historikeren Klaus Jørgensen har udtrykt det, blev „ulandshjælpens hjemmeværn”.

Ideen med ulandsfrivillige, der var en parallel til Kennedyadministrationens „Peace Corps”, blev grebet med begejstring fra alle sider – måske undtaget Udenrigsministeriets embedsmænd. Konservativ Ungdom var først ude med et forslag om, at unge kunne aftjene deres værnepligt ved at melde sig til ulandsarbejde.

Selv udenrigsminister Per Hækkerup, der kunne have visse vanskeligheder med sit forhold til den entusiastiske ungdom, gik varmt ind for tanken. Da DsU i Rødovre i 1965 havde besøg af ham, fik de hans mening uden nogen diplomatisk forsigtighed. „Der er mange,” sagde udenrigsministeren, „der render rundt i Danmark og er vældig idealistiske, når det drejer sig om udenrigspolitik. De ved alle løsninger på alle problemer, og de er parat til at ofre den sidste amerikaner … Jeg vil anbefale de mange, som er villige til at gøre noget i dansk politik, at prøve på, om de kan omsætte deres idealisme i en praktisk indsats i udviklingslandene …”

Referér til denne tekst ved at skrive:
U-landshjælp og Vietnamkampagne i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 10. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306493