• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jordslået regering

Oprindelig forfatter HSNis

J. O. Krag fik ikke lov til at hvile på laurbærrene. Godt tre måneder efter helhedsløsningen hentede regeringen sig et solidt nederlag på en helt anden form for planlægningspolitik, da fire såkaldte „jordlove” om planlægning af arealbenyttelse og naturfredning forkastedes ved en folkeafstemning.

Forspillet var ikke dramatisk, da forslagene i januar blev forelagt i Folketinget. Alle erkendte, at der var brug for en bedre styring af tilvæksten i byerne, og at det offentlige måtte have muligheder for at gribe ind, før grundspekulanter eller de rene tilfældigheder fik ødelagt for meget. Prisstigningerne på byggegrunde var en konstant motor i inflationen, og kommunerne havde store vanskeligheder med at fremskaffe og byggemodne jord nok til at dække efterspørgslen. I landbruget var mekaniseringen nu så vidt fremskreden og afvandringen af arbejdskraft så hastig, at udstykningspolitikken måtte vendes den anden vej. Lovgivningen om sammenlægningen af landbrug måtte gøres mindre restriktiv. Endelig var Danmarks forventede tilslutning til Fællesmarkedet en anledning til at sikre sig mod udlændinges opkøb af eftertragtede feriesteder eller landbrugsjord i Danmark.

Der var altså udbredt enighed om behovet for lovgivning og for planlægning. Oppositionspartierne koncentrerede deres kritik dels om den magtkoncentration hos staten, som administrationen af de foreslåede love ville medføre, dels om beregningen af den erstatning, jordejerne skulle have, hvis det blev bestemt, at de ikke kunne sælge frit eller selv udstykke et område, f.eks. i forbindelse med en fredning. I Folketinget og i den offentlige debat hævdede Venstre og de konservative, at der var tale om ekspropriation, og der indkaldtes de sædvanlige modstridende juridiske ekspertudsagn om, at lovene var eller ikke var i strid med grundloven.

Annonce

I løbet af forhandlingerne i foråret blev nogle af lovforslagene, der omhandlede regionsplanlægning og byregulering, udskudt til behandling i efteråret. I slutningen af maj var Folketinget klar til 3. behandling og vedtagelse. Da indleverede Venstres og Det konservative Folkepartis folketingsgrupper overraskende krav om folkeafstemning efter grundlovens paragraf 43. Fra den ene dag til den anden var påstanden om ekspropriation borte, idet sådanne love ikke kan bringes ud til folkeafstemning. Kravet gjaldt fire love, om naturfredning, om køb af landbrugsejendomme og om statens og kommunernes forkøbsret til jord, der skulle bruges til byudvikling eller andre offentlige anlægsarbejder.

{J. O. Krag havde budt folkeafstemningskravet velkomment. Det er sandsynligt, at han faktisk regnede med enten at kunne mobilisere et flertal for lovene, eller – mere sandsynligt – at oppositionen ikke ville kunne hente 30 procent af vælgerne frem for at stemme imod. I det socialdemokratiske lederlag var det opfattelsen, at behovet for planlægning af den fremtidige brug af landets jord var åbenbar, og at bevidstheden herom var trængt igennem i alle kredse. Men prisstigningen på den byggegrund, man gerne selv vil købe, bliver sædvanligvis betragtet som en slags naturfænomen. Kommunens eller statens regulerende indgreb opfattes derimod som en bevidst chikane, der forhindrer den enkelte i at få opfyldt sine ønsker.

Ved afstemningen den 25. juni kom stemmeprocenten op på 73. Jastemmerne nåede kun fra 27,7 til 30,8, hvor det højeste tal gjaldt naturfredningsloven. Nejstemmerne taltes til mellem 41,5 og 44,5 procent af de stemmeberettigede. Det betød, at ca. 60 procent af de afgivne stemmer var imod lovene.

Nederlaget var eklatant, og spekulationerne om årsagerne har været talrige. Skrækkampagnen, specielt den berømte „sorte hånd” på plakaterne, har fået sin del af æren. Erik Eriksens understregning af, at det ikke drejede sig om regeringens parlamentariske skæbne, frigjorde mange socialdemokratiske og radikale parcelhusejere fra krydspresset mellem partiloyalitet og lysten til selv at være en lille smule med på grundspekulationens gevinstside. En udbredt lede ved for meget regereri er også blevet udpeget som det egentlige motiv for mange nejsigere. Endelig spillede det formodentlig også en rolle, at regeringen lige oven på helhedsløsningens omfattende statslige indgreb i indkomsterne præsenterede en pakke på hele ti omfattende love på én gang. Det kunne der spilles på i agitationen for bevarelse af den uindskrænkede private ejendomsret til jorden. I en befolkning, der endnu var så nær ved bondetilværelsen, var det et greb i hjerteregionen.

Regeringen tog nederlaget til sig. De forkastede love kom ikke igen i en eller anden forklædning, og de planlægningslove, der skulle have været behandlet i september, blev trukket tilbage. Men behovet for planlægning og regulering var der stadig. Det kom imidlertid til at vare ca. fem år, før tilsvarende love blev udformet og bragt igennem Folketinget. Hvis der på det tidspunkt var modstand mod dem i befolkningen, blev den sparet op på en konto, som først Fremskridtspartiet formåede at trække på.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Jordslået regering i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 21. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306523