Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Et levedygtigt alternativ?

Oprindelig forfatter HSNis

Meget naturligt meldte der sig to spørgsmål efter regeringsdannelsen. For det første: Kan denne regering holde sammen? Der var store programmæssige forskelle og gamle modsætninger at overvinde. For det andet: Kan denne regering gennemføre noget? Ganske vist havde den talmæssigt et bekvemt flertal i Folketinget oven i købet stort nok til, at enkelte medlemmer kunne få lov til at stemme imod regeringens forslag, hvis deres samvittighed blev for hårdt belastet. Men flertallet forudsatte, at der kunne opnås enighed, og der var en nærliggende risiko for, at regeringen måtte lade vigtige sager ligge, når et af partierne ikke ville give køb.

Mange samstemmende beretninger, også fra ministre i tre-partiregeringen, bevidner, at uoverensstemmelserne i regeringen var overraskende få, selv om man naturligvis vogtede på hinanden. Der var vilje til at finde kompromiser. Hilmar Baunsgaard får det skudsmål som statsminister, at han fra starten placerede sig som regeringens chef, ikke som Det radikale Venstres repræsentant. Hans parti havde forladt sin traditionelle rolle som formidler i dansk politik; derfor var det vigtigt for partiet og ikke mindst for Baunsgaard at bevise det borgerlige alternativs overlevelsesmulighed.

 Posterne i den nye regering, den første borgerlige flertalsregering siden begyndelsen af århundredet, var fordelt med omtanke. Det var et kompromis mellem simpel forholdstalsregning og politik. Fem til de radikale, fem til Venstre og seks til de konservative. Forrest: Hilmar Baunsgaard (rad) statsminister, Poul Hartling (v) udenrigsminister, Poul Møller (kons) finansminister, A. C. Normann (rad) fiskeriminister, K. Helveg Petersen (rad) kulturminister, Poul Sørensen (kons) indenrigsminister. I anden række: Knud Thestrup (kons) justitsminister, Erik Ninn-Hansen (kons) forsvarsminister, Peter Larsen (v) landbrugsminister, Knud Thomsen (kons) handelsminister, Ove Guldberg (v) trafikminister, Aage Hastrup (kons) boligminister, Nathalie Lind (v) socialminister. Bagest: Arne Fog Pedersen (v) kirkeminister, Poul Nyboe Andersen (v) økonomiminister, Lauge Dahlgaard (rad) arbejdsminister og Helge Larsen (rad) undervisningsminister.

Posterne i den nye regering, den første borgerlige flertalsregering siden begyndelsen af århundredet, var fordelt med omtanke. Det var et kompromis mellem simpel forholdstalsregning og politik. Fem til de radikale, fem til Venstre og seks til de konservative. Forrest: Hilmar Baunsgaard (rad) statsminister, Poul Hartling (v) udenrigsminister, Poul Møller (kons) finansminister, A. C. Normann (rad) fiskeriminister, K. Helveg Petersen (rad) kulturminister, Poul Sørensen (kons) indenrigsminister. I anden række: Knud Thestrup (kons) justitsminister, Erik Ninn-Hansen (kons) forsvarsminister, Peter Larsen (v) landbrugsminister, Knud Thomsen (kons) handelsminister, Ove Guldberg (v) trafikminister, Aage Hastrup (kons) boligminister, Nathalie Lind (v) socialminister. Bagest: Arne Fog Pedersen (v) kirkeminister, Poul Nyboe Andersen (v) økonomiminister, Lauge Dahlgaard (rad) arbejdsminister og Helge Larsen (rad) undervisningsminister.

Det er ikke meget, der er sluppet ud om utilfredshed i den radikale folketingsgruppe, kun at statsministerens bror Bernhard Baunsgaard blev upopulær som indpisker for regeringen og blev vraget til fordel for den mere radikale Svend Haugaard. Det var ellers ikke let for de mange nye medlemmer i gruppen at sætte sig op mod statsministeren med den prestige og autoritet, han havde vundet i partiet og hos vælgerne.

Annonce

I modsætning til de to andre partier i koalitionen var Venstre gået tilbage ved valget. Det var endnu en demonstration af, hvor nødvendigt det var for partiet at skaffe sig tilgang af vælgere fra andre kredse end hidtil. Alligevel var Venstre stadig landbrugets parti. Landbrugsrådets præsident, Anders Andersen, afslog et tilbud om at blive landbrugsminister; han ønskede et af de økonomiske ministerier, hvad han ikke fik. Det gjorde ikke tilværelsen lettere for partiet eller for landbrugsminister Peter Larsen, når der skulle forhandles om støtteordninger til erhvervet, heller ikke da jordlovene fra 1963 kom på dagsordenen igen.

På forhånd måtte man vente, at de største vanskeligheder i samarbejdet måtte komme i udenrigs- og forsvarspolitikken, hvor der skulle findes en mellemproportional mellem radikal skepsis og konservativ entusiasme. Forhandlingerne forud for regeringsdannelsen mundede ud i besparelser på forsvarsudgifterne på 125 mio. kr. Selv denne beskedne nedskæring var svær at få igennem den konservative folketingsgruppe, hvor syv medlemmer stemte imod, uanset at Poul Sørensen besvor dem, at gruppens forkastelse ville være ensbetydende med et nej til regeringssamarbejdet.

 Hilmar Baunsgaard på vej op, februar 1968. Christiansborgs stedsekørende, åbne elevatorer var et godt sted for pressefotografer, der skulle bruge et billede, der illustrerede den politiske situation. „Hop af i tide!” forlyder det, at Hartling sagde. „Jeg er skam lige hoppet på den”, svarede den nyudnævnte statsminister.

Hilmar Baunsgaard på vej op, februar 1968. Christiansborgs stedsekørende, åbne elevatorer var et godt sted for pressefotografer, der skulle bruge et billede, der illustrerede den politiske situation. „Hop af i tide!” forlyder det, at Hartling sagde. „Jeg er skam lige hoppet på den”, svarede den nyudnævnte statsminister.

Det er ikke mærkeligt, at oppositionen især udsøgte sig dette felt med henblik på at finde sprækker i det borgerlige sammenhold. Socialistisk Folkeparti havde frit slag; noget mere besværligt var det for Socialdemokratiet, der som deltager i forsvarsforliget godkendte besparelserne i begyndelsen af marts, men senere opsagde forsvarsforliget og gik på strandhugst i radikale synspunkter.

Når de tre regeringspartiers folketingsgrupper accepterede samarbejdet med de sværtfordøjelige kompromiser, var det under nødvendighedens lov. Hvis det kneb, kunne de få holdt Det røde Kabinet og dets „socialistiske” politik op som skræmmebillede. Samarbejdet blev ingenlunde problemløst. Var et ømtåleligt spørgsmål først klaret med en aftale mellem de tre partiers ministre, blev der ikke overladt ret meget til partigrupperne, og forhandlinger med oppositionen blev i mange tilfælde nærmest fiktive.

Frygten for, at regeringens handlemuligheder skulle blive begrænset til de tre partiers laveste fællesnævner, viste sig ubegrundet; men der blev ikke tale om nogen drastisk kursændring i lovgivningsarbejdet. Det radikale Venstre havde – bortset fra de sidste 14 måneder – i alle de forudgående år været med til at præge lovgivningen.

Umiddelbart efter regeringsskiftet stod man over for de problemer, Krags ministerium var faldet på. Regeringen henvendte sig til arbejdsmarkedets parter og prøvede at overtale dem til at gennemføre et eller andet, der kunne begrænse lønstigningerne. Alle tænkte på indefrysningen af dyrtidsportionen, men var tilbageholdende med at nævne den direkte. Hverken LO eller Dansk Arbejdsgiverforening var ukendte med den politiske taktik; nu sagde LO nej, mens DA var velvillig.

 Karl Skytte blev formand for Folketinget – det nærmeste man i Danmark kunne komme den engelske skik med at flytte ældre politikere til Overhuset. Her lytter han til statsministerens tale i oktober 1968 med den uudgrundelige mine, som tingets formand bør have.

Karl Skytte blev formand for Folketinget – det nærmeste man i Danmark kunne komme den engelske skik med at flytte ældre politikere til Overhuset. Her lytter han til statsministerens tale i oktober 1968 med den uudgrundelige mine, som tingets formand bør have.

Så valgte regeringen med mange beklagelser mere traditionelle løsninger for at begrænse forbruget og prisstigningerne. Det blev besparelser på 600 mio. kr. på statsbudgettet, der det år steg med 4,2 milliarder og nåede 25,5 milliarder. Det blev til en forhøjelse af momsen fra 10 til 12 1/2 procent, og tilskuddet til landbruget blev sat op i stedet for højere hjemmemarkedspriser, der ville have bragt pristallet endnu hurtigere i vejret.

Endelig skulle den private opsparing stimuleres og kreditten lempes af hensyn til investeringerne. Hilmar Baunsgaard kunne have valgt at gennemføre en lovgivning, der svarede til decemberforslagene. Regeringen havde flertallet til det. Men man ville ikke starte med en konfrontation med LO og valgte derfor, hvad Baunsgaard selv kaldte „den næstbedste løsning”.

Politiske kommentatorer og borgerlige politikere har siden spurgt sig selv, om det ikke var et forkert valg. Der var i de måneder en stemning i store kredse, og ikke kun blandt de tre partiers egne vælgere, som regeringen kunne have udnyttet. Om man ikke direkte ønskede det, så ventede man og regnede med, at nu ville der blive gennemført noget drastisk. Man var indstillet på, at nu skulle der ofres – måske nok navnlig, at de andre skulle ofre – men under alle omstændigheder gik man ud fra, at nu skulle økonomien rettes op. Derimod havde man ikke forestillet sig, at regeringen med Venstre og Det konservative Folkeparti som parthavere ville sætte skatterne op.

 Hulkortmaskine med „hulledame”. Den danske befolkning blev registreret på hulkort og snart efter lagret på magnetbånd. Det tog ti år fra den første danske elektroniske regnemaskine DASK, der fyldte en mindre sal, til computeren, der kunne stå på et skrivebord. Ti år senere kunne den bæres i en håndtaske.

Hulkortmaskine med „hulledame”. Den danske befolkning blev registreret på hulkort og snart efter lagret på magnetbånd. Det tog ti år fra den første danske elektroniske regnemaskine DASK, der fyldte en mindre sal, til computeren, der kunne stå på et skrivebord. Ti år senere kunne den bæres i en håndtaske.

Fra den tidligere regering havde Poul Møller som finansminister arvet igangsættelsen af kildeskatten. Her skulle den nye elektroniske teknik registrere oplysninger, behandle dem, regne ud, hvad hver enkelt skulle betale i skat og hvilken trækprocent (et helt nyt begreb), det ville medføre. Administrationen var helt uden erfaringer med et projekt af den størrelse og den art, og vanskelighederne meldte sig i hurtig rækkefølge. Det blev ikke mindre besværligt af, at reglerne for fradrag af forskellig slags blev gjort mere komplicerede. Selvangivelsen, der på socialdemokratiske valgplakater i adskillige år havde været på vej i skraldespanden, blev alligevel ikke afskaffet.

Allerede i februar måtte Poul Møller bebude, at reformen ikke som tidligere vedtaget kunne sættes i værk pr. 1. januar 1969, men måtte udskydes et år. Hvervet som finansminister var i forvejen berygtet som helbredsnedbrydende; med kilde-skatteproblemerne lagt oven i de sædvanlige bryderier kom posten til at betyde Poul Møllers sygdom og afsked med dansk politik. RVK-regeringen fik til dels ufortjent skylden for de tåbeligheder, edb-maskinerne spyede ud til sagesløse skatteydere.

Kommunalreformen var en anden af de større lovgivningsarbejder, regeringen overtog fra forgængeren. 1100 kommuner skulle lægges sammen til knap 300 såkaldte „bæredygtige” enheder. På samme måde skulle der af de 22 gamle amter dannes 14. Det skulle gøre det muligt at effektivisere de lokale administrationer, og det skulle skabe grundlaget for at flytte opgaver fra staten og centralforvaltningen ud, så afgørelserne blev truffet nærmere ved borgerne. En kommission havde allerede arbejdet nogle år, og nogle kommuner havde frivilligt fundet ud af at gå sammen. Nu blev resten under Poul Sørensens energiske ledelse overtalt eller tvunget til at acceptere et nyt administrativt danmarkskort.

 Kommunalreformen skabte et andet danmarkskort og en anden holdning til den kommunale forvaltning. De tider var forbi, hvor kommunens sager blev ordnet ved sognerådsformandens spisebord, når der var taget ud efter aftensmaden.

Kommunalreformen skabte et andet danmarkskort og en anden holdning til den kommunale forvaltning. De tider var forbi, hvor kommunens sager blev ordnet ved sognerådsformandens spisebord, når der var taget ud efter aftensmaden.

I regeringen havde der været nogen ængstelse for, at reformen kunne skade den lokale ansvarlighed, når vejen til kommunekontoret blev længere, og man ikke kendte dem på den anden side af skranken. Det voksende antal af komplicerede forskrifter fra Slotsholmen til sognerådene og den nærgående kontrol var imidlertid blevet en tung byrde. I de små sogne var de folkevalgte lokalpolitikere endt som billigt administrativt personale for centraladministrationen. Alligevel er det sandsynligt, at kommunalreformen blev skrevet på RVK-regeringens debetside hos mange borgerlige vælgere.

Der blev i de efterfølgende år lagt mere kompetence ud i det lokale selvstyre; men grunden var også lagt til konflikter mellem regeringer, der ville styre kommunernes og amternes budgetter, og det lokale selvstyre, organiseret i en magtfuld organisation, Kommunernes Landsforening.

I den aftale, der blev sluttet før dannelsen af RVK-regeringen, kom også jordlovgivningen med. Det var kun fem år siden, Venstre og de konservative havde fejret triumfen ved folkeafstemningen om jordlovene; dengang havde de radikale været på den anden side. Der var altså en del prestige investeret i sagen; men opgaverne var de samme.

De mest iøjnefaldende muligheder for spekulation i byggegrunde skulle begrænses. Det skulle ske ved, at kommunerne fremskaffede og byggemodnede nok, så priserne blev holdt nede af udbuddets størrelse. I stedet for de tidligere forslag om at give kommunerne forkøbsret, der havde spillet en stor rolle i agitationen mod lovene i 1963, satte man nu en tilbudspligt. Ejeren af et areal i byzone på mere end 6000 m2 skulle tilbyde det til kommunen, før det måtte sælges i fri handel. Forskellen mellem de to former for kommunal fortrinsret blev stærkt understreget af Venstre og konservative, og det kunne nok gøres nødigt.

Oppositionspartierne søgte at påvise forslagenes ineffektivitet i forhold til dem, der var blevet forkastet i 1963. Som noget nyt førte Socialdemokratiets ordfører Jens Kampmann faren for forurening ind i diskussionen om naturfredning; men foreløbig nåede man ikke længere end til at opfordre regeringen til at oprette et særligt organ til at tage sig af naturbeskyttelses- og forureningsproblemerne.

Regeringspartierne måtte gennemføre de fem jordlove med deres egne stemmer. Oppositionspartierne undlod at stemme og krævede ikke folkeafstemning. I løbet af de fem år var endnu flere af deres vælgere blevet parcelhusejere.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Et levedygtigt alternativ? i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306486