Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Retten til Islands historie

Oprindelig forfatter HSNis

Islands løsrivelse fra den koloniale fortid var foregået etapevis. Under 2. verdenskrig var der kun personalunionen tilbage. I 1944 opsagde regeringen i Reykjavik med et overvældende flertal i befolkningen bag sig denne sidste rest af kolonitiden, og Island blev republik. Tidspunkt og omstændigheder vakte nogen fortrydelse i Danmark, der ellers netop i de år skulle have betingelser for at forstå trangen til at fjerne ethvert spor af fremmedherredømme.

Den islandske handlemåde i 1944 var formodentlig medvirkende til, at sagen om de islandske håndskrifter i Danmark kom til at tage så lang tid. Samlingen af middelalderlige håndskrifter fra Island rummede originalmaterialet til det meste af den norrøne litteratur, sagaer, lovtekster og andet. Det meste var bragt til Danmark på foranledning af islændingen Arni Magnusson i tiden omkring 1700 og ved hans død testamenteret til Københavns Universitet, hvor han var professor. I kolonitiden var det jo også universitet for Island. Den arnamagnæanske Samling, som den testamentariske gave kom til at hedde, blev fra begyndelsen af 1800-tallet et internationalt centrum for udforskningen af den norrøne litteratur og det oldnordiske sprog.

 Professorer og studenter kunne mobiliseres i protest mod afleveringen af de islandske håndskrifter. Vreden mod undervisningsminister Jørgen Jørgensen havde en snært af gammelt akademikerhovmod.

Professorer og studenter kunne mobiliseres i protest mod afleveringen af de islandske håndskrifter. Vreden mod undervisningsminister Jørgen Jørgensen havde en snært af gammelt akademikerhovmod.

I Island var den samme litteratur i enestående grad folkeeje både som læsning og som mundtlig tradition. Men skulle en islandsk forsker studere originalerne, måtte det ske i Proviantgården i København, hvor Det arnamagnæanske Institut havde til huse. Islandske anmodninger om at få de originale skrifter til landets historie tilbage blev rejst og gentaget af regeringen i Reykjavik og afslået i København.

Annonce

Der var ingen tvivl om juraen i sagen. Samlingen var ubestrideligt institutionens ejendom. De videnskabelige argumenter for at afvise Islands ønsker var også uigendrivelige.

Når der ikke desto mindre rejstes en stadig stærkere stemning i Danmark for at tilbagelevere i hvert fald den del af de islandske håndskrifter, der notorisk handlede om Island, og som var blevet til på Island, skyldtes det mere uhåndgribelige forestillinger. Der var en stærk bevidsthed om sagaernes helt specielle værdi i den islandske kultur, og der var også en vis national-romantisk fornemmelse af, at det islandske folk på trods af juraen og videnskabelige hensyn havde retten på sin side, ikke mindst retten til sin egen historie. Endelig ville næppe nogen anden handling på samme måde som en sådan frivillig gave kunne udslette resterne af kolonitidens vrede mod danskerne. Det drejede sig om følelser; men da spørgsmålet var nået til det politiske niveau, og en beslutning kunne imødeses, rejste der sig lige så stærke følelser i modsat retning i den akademiske lilleverden i København.

 Modstanderne af udleveringen af de islandske håndskrifter førte retssag med påstanden om, at der var tale om ekspropriation, og at der dermed også tilkom Københavns Universitet erstatning. Højesteret afviste påstanden; men hvad skulle erstatningen også være sat til? Et enkelt manuskript, der ikke stammede fra Den arnamagnæanske Samling, blev i november 1965 bragt på auktion hos Sotheby's i London og indbragte 36.000 £.

Modstanderne af udleveringen af de islandske håndskrifter førte retssag med påstanden om, at der var tale om ekspropriation, og at der dermed også tilkom Københavns Universitet erstatning. Højesteret afviste påstanden; men hvad skulle erstatningen også være sat til? Et enkelt manuskript, der ikke stammede fra Den arnamagnæanske Samling, blev i november 1965 bragt på auktion hos Sotheby's i London og indbragte 36.000 £.

Jørgen Jørgensen bragte i sin sidste tid som undervisningsminister skred i sagen og skaffede i 1961 politisk flertal for afleveringen. Modstanderne af afleveringen brugte alle de midler, de kunne finde på, for at forhindre eller blot forhale afgørelsen. Der blev indsamlet underskrifter i Folketinget, så lovens vedtagelse blev udsat til efter nyvalg. På det tidspunkt var Jørgen Jørgensen gået af, men sagen standsede ikke, og loven blev vedtaget uændret. Dernæst blev der ført retssager og appelleret til Højesteret.

Det varede indtil 1971, før de første håndskrifter nåede op til den højtidelige overrækkelse i Reykjavik. Positionen som den gavmilde giver var ikke helt så imponerende, som den oprindelig var tænkt. I debattens hede var der brugt udtryk om det lille nordiske broderfolk, der vidnede om, at herrementaliteten ikke var helt udryddet. Men glæden på Sagaøen over at få sin historie hjem var der ikke slået skår i.

De tekniske fremskridt med fotografering af manuskripterne var da også blevet så betydelige, og forskningsrejser til Island var blevet så meget lettere, at tabet for videnskaben var til at overse. Læsningen af skrifterne er kun en sag for forskere. Selv om de er skrevet på et sprog, der ligger tæt ved det, man taler og skriver i Island, kan kun eksperter læse originalerne. På Island har samlingen karakter af nationale relikvier; i Danmark er det kun et fåtal, der har anelse om dens eksistens.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Retten til Islands historie i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 16. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306518