Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kildeskat

Oprindelig forfatter HSNis

Politikere og journalister, der skrev om begivenhederne på Christiansborg, og den ikke særligt omfattende del af befolkningen, der som de selv udtrykte det „fulgte med i politik”, var meget optaget af Hartlings Svanningetale, af Baunsgaards trinvise overtagelse af ledelsen i Det radikale Venstre og af de konservatives velbegrundede ængstelse for at blive isoleret. Resten af befolkningen, og det var de fleste, havde nok en mening om politik, især når de blev spurgt i en opinionsundersøgelse; men selv om deres daglige tilværelse blev påvirket mere og mere af beslutninger i det politiske system, var interessen for partiernes taktiske anstrengelser ikke forrest i opmærksomhedsfeltet, når der ikke var valgkamp.

Boligforliget i januar 1966 udgjorde efter alt at dømme en undtagelse, fordi lejerne i den ældre boligmasse sort på hvidt kunne se, hvad det ville komme til at koste dem. Huslejestigningernes sneglefart i forhold til inflationen var indtil da blevet betragtet som en velerhvervet rettighed. Nu blev den antastet, og reaktionen kom allerede ved kommunevalgene i marts. Navnlig socialdemokraterne måtte notere en voldsom tilbagegang, efter deres egen mening fordi det ikke var lykkedes dem at overbevise vælgerne om det solidariske i at betale mere i husleje. Socialistisk Folkeparti, der havde koncentreret agitationen netop om boligforliget, skønt det ikke var kommunalpolitik, hentede en nydelig fremgang, der smagte efter mere. Aksel Larsen kommenterede resultatet med, at det gav udsigt til et flertal af socialdemokrater og SF'ere, hvis der blev folketingsvalg; men frierier fra den kant blev stadig afvist af regeringspartiet.

I kommunalpolitik var den afvisende holdning ikke så konsekvent. J. O. Krag havde sagt, at kommunalvalgene ikke ville få landspolitiske følger. Altså ræsonnerede mange socialdemokrater rundt om i kommunerne, at så kunne et lokalt samarbejde med folkesocialisterne ikke gøre nogen skade. I fagbevægelsen, hvor traditionen for indædt kamp mod „splittelsespartier” var gammel og solid, begyndte det også at gære i adskillige lokalafdelinger og i nogle provinsbyers fællesorganisationer. Socialistisk Folkeparti noterede med tilfredshed enhver tilnærmelse og holdt det frem som eksempel til efterfølgelse på det landspolitiske plan.

Annonce

Efter boligforliget og kommunevalgene viste det sig, at der også i Socialdemokratiets ledelse eller i dens umiddelbare nærhed var mere bevægelse end sædvanligt. Partiets venstrefløj stiftede foreningen Socialdemokratisk Samfund, der i de følgende måneder under konstant mistanke for fraktionsvirksomhed søgte at placere sig som partiets socialistiske samvittighed. Flere ministre meldte sig ind, men fagbevægelsen var spinkelt repræsenteret. Foreningen var et diskussionsforum og havde, som historikeren Vilhelm Christmas Møller har udtrykt det, „et uafhjælpeligt intellektuelt præg, som end ikke ændredes, da Per Hækkerup meldte sig ind”.

I den aktuelle politik kom foreningen kun kortvarigt til at spille en rolle. I maj 1966 fremlagde den en skitse til en skattereform med kildeskat og, i modsætning til regeringens forslag, med afskaffelse af retten til at fradrage betalt skat i indkomsten. Det vakte udelt glæde i den borgerlige lejr, der både kunne advare vælgerne om, at socialdemokraterne ville tage fradragsretten fra dem, og samtidig spørge, hvad der egentlig var regeringens skattepolitik.

Det blev Socialdemokratiets næstformand Hans Rasmussen for meget. Han havde som fagbevægelsen i øvrigt meget lidt tilovers for fradragsreglen; men under trussel om at fjerne støtten til Aktuelt fik han lukket bladets spalter for Socialdemokratisk Samfund.

I maj måtte man konstatere, at skatteforhandlingerne var gået i stå. I Socialdemokratiet var man utvivlsomt lettet over at slippe for igen at gennemføre et større forligskompleks med de borgerlige partier, mens der endnu var uro i egne rækker over det forrige. Da J. O. Krag på partiets årsmøde i september sagde, at de store kompromisers tid var forbi, blev han afbrudt af demonstrativt bifald. Årsmødet gav næsten lige så eftertrykkeligt tilslutning til kravet om fradragsreglens afskaffelse.

 Der var ikke mange, der troede på påstanden om, at det var de borgerlige partiers manglende forhandlingsvilje i spørgsmålet om kildeskatten, der fik Krag til at udskrive valg i november 1966. I Blæksprutten gav Bo Bojesen udtryk for den almindelige skepsis. Krags reaktion på ordførertalerne blev kaldt „en vel forberedt improvisation” og hans replik ved tegningen her lød: „Klar? … Så går jeg ind og bli'r fornærmet.”

Der var ikke mange, der troede på påstanden om, at det var de borgerlige partiers manglende forhandlingsvilje i spørgsmålet om kildeskatten, der fik Krag til at udskrive valg i november 1966. I Blæksprutten gav Bo Bojesen udtryk for den almindelige skepsis. Krags reaktion på ordførertalerne blev kaldt „en vel forberedt improvisation” og hans replik ved tegningen her lød: „Klar? … Så går jeg ind og bli'r fornærmet.”

Da Folketinget i efteråret igen tog fat på skattereformen, var de borgerlige partier, som man nu kunne regne de radikale med til, ingenlunde krigeriske. Det radikale Venstre havde i sommerens løb fået udarbejdet et forslag, hvor skatten både skulle være samtidig ligesom kildeskatten og „kumulativ”, et ord, der udmærkede sig ved, at de færreste forstod betydningen. Det konservative Folkeparti havde landsrådsmøde sidst i oktober, hvor Poul Sørensen hentede begejstret tilslutning til nogle knubbede ord om Venstre. Det reelle indhold i hans tale var et tilbud til regeringen om samarbejde. Partiet var villigt til at opgive sin hidtidige modstand mod kildeskatten; men for at tækkes den del af partiet, der var inderligt imod, havde man undfanget en ide om at gøre kildeskatten frivillig. „En død sild” kaldte J. O. Krag denne tanke, der unægtelig ikke ville være nem at administrere. Venstres forslag var mere traditionelt; ganske vist åbnede partiet i Folketinget døren på klem for en „samtidighedsskat”, men søgte at udskyde sagen ved at tale om kommissionsarbejde til yderligere belysning af problemerne.

Så meget kunne udledes af partiernes signaler, at de var på det rene med, at kildeskatten fik stigende tilslutning i befolkningen, og at i hvert fald de radikale og de konservative nødigt ville have valg på det spørgsmål. Den åbenlyse uenighed mellem de tre partier til højre for Socialdemokratiet var heller ikke det rette grundlag for dem for at gå ud i en valgkamp med et stridslystent Socialdemokrati.

Da 1. behandlingen af skatteforslaget fandt sted den 2. november 1966, var Krags beslutning taget. Med anledning i de andre partiers påståede uvilje mod kildeskatten udskrev han valg til den 22. november. Formentlig håbede han, at kildeskatten og fradragsreglens afskaffelse kunne overdøve virkningerne af boligforliget.

 „Med selvangivelsen skal det være nat, nu vil vi ha' kildeskat.” Sådan lød et velment socialdemokratisk valgslogan i november 1967. Men vælgernes glæde over fradragsmuligheder og deres krav om millimeterretfærdighed i skattesystemet forpestede mange år endnu mulighederne for et enklere skattesystem, selv om kildeskatten blev indført.

„Med selvangivelsen skal det være nat, nu vil vi ha' kildeskat.” Sådan lød et velment socialdemokratisk valgslogan i november 1967. Men vælgernes glæde over fradragsmuligheder og deres krav om millimeterretfærdighed i skattesystemet forpestede mange år endnu mulighederne for et enklere skattesystem, selv om kildeskatten blev indført.

I valgkampen blev Krag stillet over for alle tænkelige variationer af spørgsmålet, om han ville regere med støtte fra Socialistisk Folkeparti. Det meningsbærende gennemsnit af hans svar var, at det ville han ikke, men med den væsentlige ændring i forhold til tidligere afvisninger, at SF's stemmer talte med, når Folketinget holdt afstemning.

Uanset at Venstre, Det konservative Folkeparti og Det radikale Venstre i valgkampen hver for sig understregede, at de stod frit og ikke var bundet af indbyrdes aftaler, blev der sparet kraftigt på gensidige angreb. Så meget mere blev der tilovers til anklager mod Socialdemokratiet, der ikke så meget blev dømt på sine gerninger som på partiets påståede venstredrejning. Vælgerne blev advaret mod risikoen for et „socialistisk flertal”. Det blev siden det stående diskussionsemne mellem de radikale og socialdemokraterne, om det var regeringen, der var gået til venstre, eller det var de radikale, der havde forladt deres klassiske rolle som formidler og havde sluttet sig til højresiden i dansk politik.

Den megen tale om et „socialistisk flertal” kom SF tilpas. En stor del af partiets agitation rettedes endnu en gang mod boligforliget, men nu i højere grad med en nærgående interesse for tegn på uenighed i Socialdemokratiet. Socialistisk Folkeparti havde så udpræget vinden i ryggen. Helt fra foråret havde der været en stemning af optimisme og forventning i partiet. Græsrodsbevægelser som Kampagnen mod Atomvåben og nu også Vietnambevægelsen var ikke partipolitiske, men de kom til at fungere som indslusning til Socialistisk Folkeparti. Disse enkeltformålsbevægelser havde en uafvendelig tilbøjelighed til kompromisløshed, og den fulgte med over i det politiske arbejde.

Folketingsvalget, 22. november 1966:
Socialdemokratiet69(76)
Det radikale Venstre13(10)
Konservative34(36)
Venstre35(36)*
Soc. Folkeparti20(10)
Liberalt Centrum4(2)*
De Uafhængige0(5)
* To af Venstres 38 i 1964 havde forladt partiet og dannet Liberalt Centrum. Af de to færøske medlemmer sluttede den ene sig til Socialdemokratiet, den anden til Venstre.

Valget var et ryk til venstre. De Uafhængige forsvandt, Venstre og konservative gik tilbage, og selv om Socialdemokratiet endnu en gang tabte mandater, opvejedes det rigeligt af fordoblingen af Socialistisk Folkepartis mandattal. Socialdemokratiet og SF havde flertal sammen; at kalde det et socialistisk flertal vil nok være at tage munden for fuld. Københavns børs registrerede den politiske drejning til venstre med et fald i kurserne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Kildeskat i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306529