Vestens økonomiske system

Marshallplanen, opbygningen af OEEC og arbejdet med at få liberaliseret udenrigshandelen i Europa var sat i værk med det erklærede mål at bringe de krigshærgede lande på fode. Det var ikke nogen hemmelighed, at den økonomiske genopbygning, ikke mindst bekæmpelsen af arbejdsløsheden, også skulle være et effektivt middel mod de kommunistiske partiers agitation i Vesteuropa. Derfor var en ekspansiv økonomisk politik blevet understøttet, og en statslig planlægning og styring var ikke blot blevet tolereret, men direkte opmuntret. Samtidig var den magt, Marshallhjælpen gav den amerikanske regering, også blevet brugt til at undgå, at Vesteuropa lukkede af over for USA og skabte et beskyttet indre marked.

Denne økonomiske politik havde passet fint til regeringen Hedtofts program for styrede investeringer og høj beskæftigelse. Afskaffelse af importreguleringerne ville imidlertid slå et betydningsfuldt instrument ud – af regeringens hænder. Det uundgåelige problem med betalingsbalancen måtte enten klares ved, at man trodsede OEEC og opretholdt restriktionerne, eller ved at stramme finanspolitikken (større skatter og færre offentlige udgifter) og ved pengepolitikken (kreditstramning og højere rente). Det var den vej oppositionspartierne pegede på. En tredje mulighed var at få tilstrækkelige internationale kreditter, langfristede nok til, at den ihærdige, men valutakrævende investeringspolitik kunne nå at vise resultater i form af en konkurrencedygtig eksportproduktion.

Det internationale lånemarked var endnu slet ikke i stand til at præstere de langfristede lån, der ville blive nødvendige. En reform af betalingssystemet havde imidlertid været på OEEC's dagsorden i lang tid. Vedtagelsen i efteråret 1949 af en hurtig liberalisering af udenrigshandelen havde gjort en reform endnu mere påtrængende, og i foråret 1950 nærmede man sig afslutningen af forhandlingerne. Målet havde helt fra 1947 været at få afløst de tosidige betalingsaftaler mellem landene af en ordning, der tillod hvert land at bruge den indtjente valuta hvor som helst inden for OEEC. Det var kun lykkedes i meget ringe grad, og et indviklet system af gensidige kreditter, såkaldte trækningsrettigheder, der var stivet af med Marshallpenge, havde kun bragt få procent af betalingerne ud over de tosidige forhold. Hvert land søgte som minimum at holde ligevægt i forhold til hvert af de andre, og alle lande var meget forsigtige med at opgive kontrollen med valutaen, fordi de frygtede på et eller andet tidspunkt at blive præsenteret for en regning, der skulle betales i dollars eller guld.

Forhandlingerne om en reform af betalingssystemet blev besværliggjort af de klart modstridende interesser mellem lande, der havde penge til gode, og lande, der skyldte penge. Danmark hørte til den sidste kategori, og med den forværring af bytteforholdet, devalueringen havde medført, var der foreløbig ringe udsigt til at komme over blandt kreditorlandene.

Den ordning, der endelig blev gennemført, og som trådte i kraft i juli 1950, lå nærmest kreditorlandenes standpunkt. I princippet blev alle OEEC-landenes tosidige clearingaftaler erstattet af en enkelt, så hvert land kun skyldte penge eller havde penge til gode et enkelt sted, nemlig den Europæiske Betalings (Payment) Union, EPU, der føjede endnu en bogstavforkortelse til efterkrigstidens sproglige hærgen.

Inden for en fastsat margin havde hvert land en vis kredit og skulle yde kredit, hvis størrelse blev fastsat i forhold til landets udenrigshandel. Hvis et land kom til at skylde mere end det aftalte beløb, skulle en del af overskridelsen betales i dollars eller i guld, og på tilsvarende måde kunne et kreditorland få en del af sit overskud ud over den aftalte kredit hjem i dollars eller guld. For at få systemet i gang ydede USA over Marshallprogrammet en kredit til den Europæiske Betalings Union på 250 mio. dollars.

Aftalen var ingenlunde gunstig for Danmark, der indtjente så få dollars, at landets internationale kredit i virkeligheden var begrænset til de 275 mio. kr., der kunne lånes, før der skulle betales noget i hård valuta. Da det stod klart, at forhandlingerne i Paris gik i retning af stramme krav til debitorlandene, havde den danske regering da også skyndt sig at få en tiårig aftale med England om afviklingen af resten af valutapuklen, der stammede fra de første efterkrigsår. Regeringens håb om at blive hjulpet ud af vanskelighederne ved en forøgelse af Marshallhjælpen blev gjort til skamme. Tværtimod blev beløbet til Danmark reduceret.

Regeringen Hedtoft kunne med en vis ret hævde, at der blev lagt tunge byrder på den danske økonomi, uden at liberaliseringen af udenrigshandelen gav Danmark tilsvarende for dele. Det er imidlertid et spørgsmål, hvor speciel den danske situation var. I andre vesteuropæiske lande, der ligesom Danmark førte en ekspansiv økonomisk politik og tog vidtgående hensyn til beskæftigelsen, blev årene omkring 1950, og især sommeren 1950, en vanskelig tid, der krævede omstilling. I Norge kom Arbeiderpartiets flertalsregering under kraftige angreb fra Høyre for at benytte reguleringspolitikken til at smugle socialismen ind ad bagdøren, og labourregeringen i England havde tilsvarende vanskeligheder.

Efterkrigstidens genopbygning var foregået, mens effektiviteten i den styrede krigsøkonomi endnu var i frisk erindring. Den kolde krigs ideologiske modsætning mellem de kommunistiske landes planøkonomi og „den frie verden”s private initiativ lånte styrke til de politiske kræfter i USA og i Vesteuropa, der ønskede en kursændring i indenrigspolitikken. Mere kynisk betragtet var det de to supermagter, der satte deres præg på de økonomiske systemer i deres respektive magtområder. Danmark lå i den vestlige, den kapitalistiske, den frie verden.

I maj 1950 præsenterede den franske udenrigsminister, Robert Schuman, en plan for et nært samarbejde mellem kul- og stålindustrierne i Vesteuropa. Selskaberne i disse basisindustrier skulle, hvad enten de var private eller statsejede, afgive en væsentlig del af deres beslutningsret over produktions- og prispolitik til en overnational myndighed. Som andre initiativer, der kunne fremme samarbejdet mellem de vesteuropæiske lande, havde Schumanplanen amerikanernes støtte. To gange var de blevet indblandet i, hvad de kunne opfatte som europæiske borgerkrige; det spillede måske også en rolle, at de så deres eget land som et forbillede for Europa.

England afslog at deltage i forhandlingerne, dels på grund af kravet om afgivelse af beslutningsretten i de nyligt nationaliserede industrier, dels fordi planen ville passe dårligt sammen med den beskæftigelsespolitik, der var højt prioriteret i labour-regeringens program. Englænderne var ikke modstandere af et nærmere samarbejde i Europa; men efter britisk tankegang var Europa det, der lå på den anden side af Kanalen.

Danmark havde af naturlige årsager begrænset interesse i sagen, hvis man ser bort fra glæden over, at en krig mellem de vesteuropæiske lande, der i forvejen syntes umulig, nu blev endnu mere usandsynlig. De hjemlige problemer med en hastigt svindende valutabeholdning var store nok. Der var allerede pres på Nationalbanken for at få den til at sætte diskontoen (renten) op, og det manglede ikke på rygter om endnu en devaluering af kronen.