Socialistisk Folkeparti

Det var folk fra mindretallet på DKP's kongres, der allerede inden kongressens afslutning tog initiativet til partidannelse. Når de i løbet af november fandt frem til, at de ville undersøge interessen for et nyt parti, var det ikke, fordi de havde behov for en sociologisk rapport. Den såkaldte undersøgelse foregik som en underskriftsindsamling på blanketter til anmeldelse af det nye parti. Målet var i første omgang godt 14.000 underskrifter. Det var det stemmetal, Aksel Larsen var valgt på, og det skulle legitimere, at han ikke opgav sit folketingsmandat. De mange underskrifter med adresser var også en effektiv måde at få et grundlag for en medlemsorganisation på.

Allerede den 15. februar 1959 kunne man holde det stiftende landsmøde. Naturligvis kunne man regne med, at den sympati, pressen havde vist Aksel Larsen under opgøret med DKP, hurtigt ville afløses af angreb med beskyldninger for, at Socialistisk Folkeparti blot var gamle kommunister i forklædning. Derfor gjorde man meget ud af, at der også var delegerede til landsmødet og medlemmer, der var tidligere partiløse.

Men det forandrede ikke den kendsgerning, at det helt overvejende var tidligere DKP'ere, der meldte sig ind og blev valgt til tillidsposter i SF. 20 af de 24 hovedbestyrelsesmedlemmer, der blev valgt på landsmødet, kom fra kommunistpartiet. Valget blev i sig selv en illustration af problemets omfang. Aksel Larsen præsenterede landsmødet for en liste over dem, han ønskede valgt og opfordrede forsamlingen til at vælge dem en bloc. Det var metoden fra DKP og medførte voldsomme protester og langvarig diskussion, før denne form for manipulation blev opgivet. Det tog år, før mistænksomheden over for tidligere DKP'eres demokratiske sindelag forsvandt fra Socialistisk Folkepartis interne opgør.

I betragtning af Socialistisk Folkepartis oprindelse var det ikke mærkeligt, at dets program nærmest var en opremsning af de spørgsmål, der havde ført til bruddet med DKP. Partiet var socialistisk på marxistisk grundlag ligesom DKP; men demokratiet blev fremhævet som en værdi i sig selv internt i partiet og i samfundet i øvrigt. I udenrigs- og forsvarspolitikken ville SF arbejde for Danmarks udmeldelse af NATO og for landets totale afrustning. Partiet ville forholde sig kritisk til begge supermagter; men i praksis var tonen nok så hård, når det drejede sig om USA. I en række andre spørgsmål tog SF stilling så at sige „på rygmarven”, efterhånden som de meldte sig.

Socialistisk Folkeparti placerede sig mellem DKP og Socialdemokratiet, og forholdet til de to partier var et permanent diskussionsemne. Den åndelige arv fra kommunismen fornægtede sig ikke. Man diskuterede de såkaldte „Nenni-socialister” i den italienske „åbning til venstre”, når man var uenig om SF's forhold til Socialdemokratiet. I den åndelige bagage havde de fleste også den traditionelle tro på arbejderklassens enhed, og SF måtte værge sig mod den plausible anklage, at endnu et arbejderparti dog ikke kunne betyde samling af arbejderne. Det er karakteristisk, at det første beskedne duplikerede blad, initiativtagerne udsendte, hed „Orientering for Socialistisk Samling”.

Foreløbig så det dog ud til, at de ophedede diskussioner i SF om, hvem man kunne samarbejde med, var temmelig teoretiske. For det første afviste de mulige samarbejdspartnere enhver kontakt, og for det andet var det mere end usikkert, om SF ville være repræsenteret i Folketinget efter næste valg. SF's medlemstal var ikke imponerende, og organisationsarbejdet gik trægt, bl.a. på grund af permanent pengemangel. Mange af de tidligere kommunister var grundigt trætte af de uophørlige indsamlinger; men også her måtte det nye parti overtage traditionen fra DKP. Kontingenterne fra de ca. 2500 medlemmer, partiet havde efter det første halve år, kunne langtfra dække udgifterne. Da valget i efteråret 1960 stod for døren, havde man kun lige passeret de 3000 medlemmer, og det havde været svært at finde passende kandidater til alle valgkredse.

For så vidt var der derfor ingen grund til nervøsitet hos socialdemokraterne og kommunisterne, for der var normalt en sammenhæng mellem et partis medlemstal og dets vælgertilslutning. Denne sammenhæng svækkedes i de følgende år, hvor stemmeprocenten stadig var høj, men medlemstallene var dalende.

Valget i november 1960 blev en overraskelse. Det var et tydeligt tegn på, at det stabile vælger- og partimønster var i opbrud. De Uafhængige, der ved to valg ikke havde kunnet samle nok højrestemmer til at passere spærregrænsen, nåede denne gang målet og vandt seks mandater. Retsforbundet betalte den fulde pris for at have forladt utopien og forsvandt fra Folketinget. Den største sensation var Socialistisk Folkeparti, der fik 150.000 stemmer, svarende til 6,1 procent og 11 mandater.

Forklaringen må findes i flere faktorer. Umiddelbart må man antage, at fjernsynet har betydet meget, specielt for de små partier med svag økonomi og en særdeles spinkel presse; men det skulle på den anden side også have givet dr. Starcke endnu en mulighed for at tale vælgere til at stemme på Retsforbundet. Socialistisk Folkeparti hentede naturligt nok en betragtelig del af sine stemmer fra arbejderkredse. Gert Petersen, en af partiets såkaldte „intellektuelle”, et udtryk der flyttede med over fra DKP, fandt, at partiets stemmetal, fordelt på kredsene, svarede til de tal, DKP havde hentet i 1947. Det passede godt til SF's egen forestilling om, at det skulle hente sine stemmer fra arbejdervælgere, der i skuffelse havde forladt DKP og til dels Socialdemokratiet og derfor var blevet hjemme ved de tidligere valg. Socialdemokratiets samtidige fremgang formentes at styrke denne opfattelse.

På et mere grundlæggende niveau medførte de erhvervsmæssige og strukturelle ændringer i Danmark et almindeligt opbrud fra de traditionelle tilknytninger mellem det sociale miljø og tilhørsforhold til et parti.

Endelig var det en afgørende faktor for Socialistisk Folkeparti, at det var startet i en heldig stund. Det begyndende opgør med stalinismen og opbruddet fra de stivnede fronter i den kolde krig mærkedes også i Danmark. Når splittelsen af DKP og dannelsen af Socialistisk Folkeparti her er blevet beskrevet mere udførligt, end de to partiers talmæssige størrelse og SF's politiske betydning – i hvert fald i de første år af 1960'erne – berettiger til, skyldes det, at det var et tydeligt udslag af noget mere omfattende. Noget så uhåndgribeligt som det politiskkulturelle klima, navnlig blandt ungdommen, var under forvandling og allerede i den mest bogstavelige forstand på march bort fra de hidtidige autoriteter.