Fjernsynet tager magten

I slutningen af 1950'erne blev kontrollen med radioudsendelserne svækket, ikke kun på grund af mængden af udsendelser, men især fordi den offentlige interesse mere og mere samlede sig om det nye massemedium, fjernsynet. Det mest forbløffende i hele forløbet frem til vedtagelsen af den nye radiolov i 1959 er, at der praktisk talt ikke er spor af, at fjernsynet i samme tidsrum var begyndt at forandre tilværelsen for danskerne mere radikalt end læsekunstens udbredelse i 1800-tallet.

I den tid radioudvalget havde arbejdet, var antallet af tv-licenshavere mere end fordoblet og havde passeret 200.000, inden loven blev vedtaget. Sendetiden i tv var nået op på mere end to timer pr. aften. Et tiår efter var der mere end en million familier med fjernsyn, og der blev i gennemsnit sendt mere end seks timer pr. døgn.

Disse tal siger kun lidt om, hvad der var ved at ske. Fjernsyn var meget anderledes end radio. Selv om der i begyndelsen blev produceret programmer, der var lavet ved, at man kørte kameraet ind i et radiostudie, så det blev en radioudsendelse med billede på, var seernes situation en anden end lytternes. Man kunne ikke foretage sig andet, mens man så fjernsyn; øjnene var hæftet på skærmen, og interesserede man sig ikke for, hvad der blev sagt eller spillet, kunne man kommentere den optrædendes udseende eller påklædning. Hvor fjernsynsapparatet holdt sit indtog, blev hjemmelivet styrket, familien sad i halvkreds med skærmen som centrum. Revyerne, der er nødt til at bruge stof, som publikum har et vist kendskab til i forvejen, kunne trygt bruge udsendelserne eller blot parodiere personerne fra tv, så var publikum med.

Omkring 1960 var udbygningen af fjernsynssendenettet færdigt, så det dækkede hele landet. For hvert nyt sendetårn, der inddrog en ny egn i tryllekredsen, kunne endnu et antal biografejere og restauratører konstatere, at de hidtidige kunder fik deres adspredelse hjemme, hvad enten der var underholdningsprogrammer eller „de løftede pegefingres aften” på skærmen. Foreningsledere begyndte at læse fjernsynsprogrammerne med udelt opmærksomhed, fordi en populær udsendelse på forhånd kunne dømme et arrangement til fiasko.

Meningsdannelsen foregik ikke længere i mødesalen, men i sofaen foran fjernsynet. Det skulle vise sig at være en afgørende ændring. Det var ikke uden grund, at forsamlingsfriheden er sikret i en demokratisk forfatning. Forsamlingen er stedet, hvor den offentlige mening bliver dannet, men netop den offentlige mening med den gensidige sociale kontrol, som forsamlingen udøver. Hjemme foran tv-skærmen er der ikke andre tilhørere, der med bifalds- eller mishagsytringer hjælper med at sortere mellem, hvad der er rimeligt eller urimeligt, hvad man kan være bekendt at mene, og hvad ikke. Den offentlige mening var med fjernsynets fremmarch i færd med at miste sit kompas og blive erstattet af opinionsundersøgelser.