Kursskifte i politik

De økonomiske – og for så vidt også politiske – forudsigelser om efterkrigstiden havde været baseret på erfaringerne fra tiden efter 1. verdenskrig. Økonomer og politikere i USA og i Vesteuropa og sandsynligvis også i Sovjetunionen havde været klar over, at der i de første år ville være alt for få varer i forhold til behovet. Der ville være en kort periode, hvor det gjaldt om at producere så meget som muligt, mens mere langsigtede investeringer måtte vente. Derefter havde man ventet en alvorlig krise med prisfald og arbejdsløshed, når demobiliseringen var tilendebragt, og produktionen var omstillet og igen kørte for fuld kraft. Sådan var det gået i årene omkring 1920. Når krisen kom, ville man bruge, hvad man havde lært af krisebekæmpelsen i 1930'erne. Da der i slutningen af 1940'rne kom et lille tilbageslag i økonomien i USA, der dog var stort nok til at besværliggøre eksporten til dollarområdet, havde man set en bekræftelse af forudsigelserne og indstillet sig på, at nu kom krisen.

Priser, produktion og beskæftigelse rettede sig imidlertid hurtigt. Alligevel var der i de europæiske regeringers politik et indslag af kriseberedskab; det gjaldt ikke mindst de nordiske lande og England, hvor de socialdemokratiske regeringer var mere tilbageholdende med at gennemføre en stramning af økonomien, fordi de vidste, at det ville gå ud over beskæftigelsen og altså ramme deres egne vælgere.

Situationen i Danmark var ikke entydig i forsommeren 1950, da rigsdagssamlingen sluttede. Priserne var ikke stabile, men stigninger på nogle varer opvejedes af prisfald på andre. Overenskomsterne var i hus og havde kun medført moderate lønstigninger. Vanskeligst havde det været på landbrugsområdet, hvor spørgsmålet om arbejdstidsforkortelse havde fået arbejdsgiverne til at forkaste mæglingsforslaget. Det havde medført et regeringsindgreb, hvor arbejdstidsforkortelsen var blevet taget ud til lagring i en kommission.

Betalingsbalancen var og blev det alvorligste problem for regeringen Hedtoft; men over for de mere og mere højlydte krav om diskontoforhøjelse eller om andre indgreb i økonomien tøvede regeringen og erklærede, at den ville se tiden an til efteråret. Til den tid ville man vide, om devalueringens prisstigninger virkelig var udtømte, man ville kende det endelige resultat af forhandlingerne om den europæiske betalingsordning, og man ville vide, hvor stor Marshallhjælp man kunne regne med. Den danske høst var som altid i forsommeren endnu en usikker faktor, hvor prognoser kun var et finere ord for gætteri.

De politiske taler på grundlovsmøderne rumlede nok med formodninger om et snarligt folketingsvalg; men det var ikke ualmindeligt, særlig ikke når der var gået næsten tre år siden sidste valg. Indenrigspolitisk var det mere bemærkelsesværdigt, at der i den sidste del af rigsdagssamlingen og i oppositionspartiernes presse var talt og skrevet om et nærmere samarbejde mellem Venstre og Det konservative Folkeparti. Venstrebladet Sorø Amtstidende havde endog opfordret til en sammenslutning af de to partier.

I maj 1950 havde Socialdemokratiet sammen med Venstre og de konservative gennemført en ny forsvarsordning. Det blev fejret retorisk, at den lange tradition for partipolitisk strid om forsvaret nu blev brudt med det brede forlig. Den nye forsvarsordning var i sig selv et brud med en gammel tradition. Hele forsvaret kom under en enhedsledelse, forsvarschefen og forsvarsstaben. Flyvevåbnet blev en selvstændig værnsgren på linie med hæren og flåden. Sagligt byggede det på læren fra krigen om nødvendig koordinering mellem de forskellige værnsgrene. Politisk skulle den evindelige strid mellem hæren og marinen om strategien og ikke mindst om bevillingerne nu have en mulighed for at høre op.

Opbygningen af forsvaret eller „oprustningen”, som de radikale og kommunisterne foretrak at kalde det, skulle først til at begynde. På finansloven for 1950-51 var der afsat det hidtil største beløb til forsvaret, nemlig 358 mio. kr. af et samlet udgiftsbudget for staten på godt to mia. kr. Det svarede til 2,1 procent af nationalindkomsten, hvad der var højt for Danmark, men ikke noget skrækindjagende tal i international sammenhæng.

Den amerikanske våbenhjælp var kommet i gang; men det var klart, at også det danske forsvarsbudget måtte stige. Navnlig materielanskaffelserne ville være en belastning, fordi det meste ville blive import, der skulle betales i dollars. Mens andre europæiske lande kunne regne med kompensationer for deres dollarimport af våben, fordi deres egen våbenindustri kunne være med og sandsynligvis endog eksportere, var dansk industris chancer i den retning meget begrænsede. Udgifterne til forsvaret havde nok et solidt flertal i Rigsdagen; men valutamanglen ville under alle omstændigheder sætte en bremse for aktiviteterne.

Der var heller ikke tegn i den internationale situation på nogen akut fare. De foreløbige drøftelser med de andre deltagere i Atlantpagten drejede sig om en opbygning af forsvaret, der i løbet af to til tre år skulle bringe styrkemålene i Vesteuropa på højde med Den Røde Hær.