Vesttyskland i NATO - og mindretalspolitik

Den nye socialdemokratiske statsminister beholdt sin post som udenrigsminister, formodentlig fordi han kunne lide arbejdet, og fordi en vigtig sag stod umiddelbart foran afgørelsen. Siden planen om en integreret Vesteuropahær var strandet ved det franske Parlaments nej i slutningen af august, var der i hast stablet et nyt forslag på benene. Vesttyskland skulle anerkendes som suveræn stat og samtidig blive medlem af NATO. Det tyske bidrag til forsvaret var en militær nødvendighed, og selv om det ikke mindst var i Danmarks interesse, at adgangen til Jylland blev bedre bevogtet, gav Vesttysklands interesse i medlemskabet af NATO den danske regering en chance for at yde en håndsrækning til det danske mindretal i Sydslesvig.

Danmark havde mulighed for at nedlægge veto i NATO's ministerråd. Den magtbeføjelse skulle bruges med så megen omtanke, at man aldrig nåede så langt. I oktober havde H. C. Hansen først opnået accept i Folketinget ved de tre NATO-partiers tilslutning, mens de radikale havde foreslået en folkeafstemning om spørgsmålet; siden havde han ved NATO's møde i London givet Danmarks tilslutning. Men aftalen skulle også formelt vedtages i Folketinget, og selv om der naturligvis var flertal for ratifikationen, kunne sagen forhales.

Det danske mindretal havde med sine 42.000 stemmer ved valget til den slesvig-holstenske Landdag i 1954 ikke opnået at blive repræsenteret, fordi der praktiseredes en fem procent-spærreklausul. Det virkede så meget mere grelt, fordi det tyske mindretal i Nordslesvig ved valget til Folketinget året før i kraft af en særordning havde fået et mandat med kun 9.700 stemmer. En sammenligning mellem det offentliges holdning til de to mindretals nationale skoler faldt heller ikke ud til fordel for CDU-regeringen i Kiel.

Den vesttyske præsident havde tidligere luftet tanken om, at den danske regering burde erklære sig højtideligt om grænsens uflyttelighed, og Slesvig-Holstens ministerpræsident, Kai Uwe von Hassel, føjede nu til, at en mindretalsaftale mellem Danmark og Tyskland ville kunne rydde vanskelighederne af vejen. Det var den danske regering ikke interesseret i. En mindretalstraktat ville altid give den stærke part lejlighed til at blande sig i den lille stats indre forhold, og en grænseerklæring ville ikke være nogen opmuntring for det danske mindretals arbejde, selv om enhver kunne se, at der ikke forestod nogen revision af grænsedragningen fra 1920.

Der var selvfølgelig ikke tale om nogen officiel sammenkædning af mindretalsspørgsmålet og Vesttysklands optagelse i NATO. Men sagens realitet var ikke til at tage fejl af. Folketinget udsatte godkendelsen af traktatændringen. Vesttysklands kansler, Konrad Adenauer, har formodentlig været klar over, at den tyske deltagelse i forsvaret af Vesteuropa havde nok så stor vægt i den internationale politik som de danske grænseproblemer. Det havde derimod en vis betydning for den nye tyske statsdannelse, at den vandt respekt for upåklagelig demokratisk adfærd.

Adenauer var ikke kendt for at tage vidtgående hensyn til sine partifællers opfattelse. Ministerpræsidenten i Kiel blev ikke nogen hindring, da forhandlingerne mellem København og Bonn kom i gang. I marts 1955 underskrev H. C. Hansen og Adenauer ensidige regeringserklæringer, altså ikke en gensidig traktat, hvor de to nationale mindretals rettigheder blev fastlagt. Ud over ophævelsen af fem procent-klausulen for det danske mindretal, blev også skolespørgsmålet ordnet. De danske skoler syd for grænsen fik statstilskud, og det danske gymnasium i Flensborg og det tyske gymnasium i Åbenrå fik eksamensret. Derved sløjfedes en af de antityske bestemmelser, der var blevet taget i befrielsessommerens hede stemning.

I april gik på samme dag ratifikationen af Vesttysklands optagelse i NATO og beslutningen om det tyske mindretals rettigheder gennem Folketinget uden vanskeligheder.