Indrømmelsernes nødvendighed

Grundlovsændringen var blevet sat på dagsordenen i 1945; men den var hurtigt taget af igen og lagt over i en kommission med statsminister Knud Kristensen som formand og med de politiske partiers sværvægtere som medlemmer. Af og til var der i de følgende år blevet spurgt til kommissionens arbejde, og Knud Kristensen havde ærligt svaret, at der var så meget andet at tage sig til. Hedtoft, der arvede formandsposten, da han blev statsminister i 1947, havde heller ikke travlt med kommissionsarbejdet. Først i sommeren 1950 erklærede han, at nu skulle der gøres et alvorligt forsøg på at blive færdig. Men efteråret 1950 blev ikke tiden til den brede politiske enighed.

Således var grundlovssagen rakt videre til Erik Eriksen, og i eftersommeren 1951 kom han med en lignende erklæring om det betimelige i at bringe grundlovsændringen i hus.

Der er gode grunde til at tro, at Erik Eriksen havde regeringens overlevelseschancer med i sine overvejelser, da han besluttede at tage grundlovssagen frem af ubemærketheden. VK-regeringen skulle være et reelt alternativ til socialdemokraternes monopol på regeringsmagten, og det ville den kun blive, hvis den kunne blive siddende længe nok til, at også socialdemokraterne vænnede sig til, at de borgerlige kunne regere landet. De økonomisk-politiske forlig med socialdemokraterne, som de radikale „rigsmæglingsmænd”, Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen, havde tvunget regeringspartierne til at acceptere, havde ikke været efter opskriften på liberal, borgerlig politik. Utilfredsheden blandt de jyske gårdejere havde været tydelig nok, og de egentlige højrekræfter på fløjen i Det konservative Folkeparti havde heller ikke just demonstreret tilfredshed med regeringens styrke.

Parlamentarisk var regeringen afhængig af de radikales støtte, og ingen anden sag kunne appellere til dem som netop grundlovens fornyelse. Socialdemokraterne havde det noget besværligt. De måtte mene, at det retfærdigvis tilkom deres statsminister at blive den, der underskrev den nye grundlov. Men skulle man have en chance for at tromme 45 procent af de valgberettigede sammen til at stemme ja, så skulle Venstre og Det konservative Folkeparti være med. Det var blandt deres vælgere, man kunne forvente lunkenhed eller endog modstand – vel at mærke hvis forslaget til den nye grundlov i det hele taget indeholdt forandringer, som gjorde det værd at arbejde for.

Socialdemokraterne måtte altså – hjulpet til forståelsen af de radikale – lade Erik Eriksen få prestigegevinsten ved at blive grundlovsgiver, og de måtte tolerere at blive holdt borte fra regeringsbænkene i den lange tid, det tog at lave grundloven færdig. Forudsætningen for at grundlovssagen kunne holde VK-regeringen i live var, at dens partier var villige til at give så store indrømmelser, at socialdemokraterne ikke havde anledning til at springe fra, og at de radikale havde tiltro til fremskridt i forhandlingerne.

Erik Eriksens udspil i august 1951 gav håb i så henseende. Han var villig til at sænke valgretsalderen fra 25 til 23 år, og han accepterede for egen regning etkammersystemet, altså Landstingets afskaffelse. Det havde han ganske vist ikke forelagt i regeringen og heller ikke i dens partier, og han må altså have stolet på, at modstanden i hans eget parti var til at overvinde, og at de konservative ikke ville sprænge regeringssamarbejdet på dette spørgsmål. Begge dele viste sig at holde stik, selv om der begge steder var skumlere og også åbenlyse modstandere. Den 25. september kunne Erik Eriksen i forfatningskommissionen gentage sit tilsagn, og kommissionen konstituerede sig med nyvalg til de fem underudvalg, som den var blevet delt op i, allerede mens Hedtoft var formand.

Hvis enigheden om etkammersystemet og nedsættelse af valgretsalderen kunne holde, var det usandsynligt, at andre spørgsmål skulle lægge sig hindrende i vejen for et endeligt forlig. Men det var ingenlunde sikkert, at det ville lykkes at fastholde statsministerens linie. Socialdemokraterne var meget lidt tilbøjelige til at nøjes med en nedsættelse af valgretsalderen til 23 år.

Formodentlig var tilslutningen i Venstres og Det konservative Folkepartis rigsdagsgrupper til etkammersystemet kun opnået, fordi en del af medlemmerne havde regnet med, at regeringen ville være gået af, inden forhandlingerne om grundloven var bragt til afslutning. Dermed ville de få mulighed for at modarbejde grundlovsrevisionen uden at belaste regeringssamarbejdet.

Det var i forfatningskommissionens 1. underudvalg med socialdemokraten Holger Eriksen som formand, at de afgørende problemer behandledes. I løbet af efteråret 1951 nåede man et par betydelige skridt videre. Etkammersystemet blev accepteret, men skulle suppleres med et „lovudvalg” på 21 medlemmer, hvor jurister og andre eksperter skulle gennemse lovforslagene inden den endelige vedtagelse. Modstanderne af Landstingets afskaffelse argumenterede nemlig med, at man i etkammersystemet risikerede forhastede vedtagelser. Derfor kom muligheden for direkte folkeafstemning om love ind i forhandlingerne om grundloven. For at skabe garantier mod, at et snævert flertal gennemførte en lovgivning, der ikke harmonerede med befolkningens ønsker, skulle to femtedele af tingets medlemmer kunne forlange et lovforslag til folkeafstemning. Denne mindretalsgaranti skulle dog ikke kunne bruges over for skattelove og finansloven. Ved hjælp af lovudvalget og ideen om folkeafstemning var modstanderne af etkammersystemet trukket endnu et stykke ad vejen mod et forlig.

Fastsættelsen af valgretsalderen skulle flyttes fra grundloven over i valgloven, som det ville være lettere at lave om engang i fremtiden. Om grænsen med det samme skulle sættes ved 23 år eller ved 21 år, kunne man overlade til vælgerne at afgøre direkte, når der alligevel skulle være folkeafstemning om grundlovsforslaget. Tilbage stod kun spørgsmålet, om de 21- til 23-årige skulle have mulighed for at deltage ved den særlige folkeafstemning om valgretsalderen. Ved det endelige forlig fik de lov at være med; men på det tidspunkt var den ungdom, nationen i 1945 havde skyldt så meget, også blevet syv år ældre.

Tilbage af tidligere begrænsninger af valgretten, bortset fra aldersgrænsen, stod da kun, at umyndiggjorte personer ikke kunne stemme. Fortabelse af valgretten på grund af modtaget fattighjælp skulle ikke længere skæmme grundloven, men blev flyttet over i valgloven, hvor den blev stående mange år endnu. Straffede personer fik derimod nu stemmeret, men var fortsat ikke valgbare, hvis den handling, de var dømt for, „i almindeligt omdømme” gjorde kandidaten uværdig til at være medlem af rigets lovgivende forsamling.

Gang på gang lykkedes det Erik Eriksen at få bekræftet vedtagelsen af etkammersystemet, så i forfatningskommissionen, så i regeringspartierne, og hver gang var der umiddelbart efter alligevel nogle af politikerne fra Venstre og Det konservative Folkeparti, der fortalte offentligheden, at de foretrak tokammersystemet.

I de videre forhandlinger forsvandt det særlige lovudvalg. Det skete formodentlig i erkendelsen af, at juridisk bistand kunne Folketinget købe sig til uden at skulle give juristerne status af parlamentarikere. Måske spillede det en afskrækkende rolle, at tre sagkyndige jurister, som var tilforordnet forfatningskommissionen, professorerne Poul Andersen og Alf Ross og folketingssekretær Jens Møller, afleverede et fælles responsum til fordel for tokammersystemet. Det blev trykt i kommissionens betænkning og rummede utvivlsomt megen sagkundskab og lige så utvivlsomt forfatternes egne politiske sym- og antipatier.

Det var ikke sindrige argumenter, der afgjorde spørgsmålet om afskaffelsen af Landstinget. Det var et politisk spørgsmål, og når etkammersystemet vandt, var det fordi der uden denne indrømmelse fra de borgerlige partiers side ikke var nogen vej frem til et forlig om grundloven.

Besværet med at danne faste flertal i Folketinget og det skræmmende eksempel i den tyske Rigsdag i Weimartiden førte til tanken om at begrænse antallet af partier. I betragtning af at der i begyndelsen af 1950'erne kun var seks partier i Folketinget mod otte før krigen, var der ikke nogen aktuel risiko. Alligevel enedes de tre store partier i forfatningskommissionens underudvalg om efter vesttysk forbillede at supplere de tidligere spærreregler med en grænse på mindst fire procent af stemmerne i hele landet; kom et parti under denne grænse, skulle det ikke kunne få del i tillægsmandaterne.

Forslaget rejste en heftig debat, og procenten blev i de videre forhandlinger gradvist sat ned for at ende med et fast tal på 60.000 stemmer (ca. tre procent) uanset valgdeltagelsen. De små partier, der selv kunne risikere at blive ofre for spærregrænsen, var naturligvis imod en høj tærskel, og Erik Eriksen var ikke til sinds at støbe kugler til eventuelle modstandere af den nye valglov.

Bekymring for Rigsdagens arbejdsduelighed var også begrundelsen for et forslag om at fjerne regeringens mulighed for at opløse tinget og udskrive valg. Besværet med at få vedtaget upopulære foranstaltninger, når partierne kunne risikere at skulle ud i en valgkamp kort tid efter, var alt for velkendte; alligevel blev regeringens mulighed for at bruge valgtruslen over for en uvillig Rigsdag bevaret i det endelige forslag.