Undervisning for voksne

En meget lille del af en ungdomsårgang ventede længe med at „komme ud i livet”, som det hed, når de ældre talte om, at de unge skulle forlade skolen.

Efter loven skulle gymnasieskolen opfylde to formål. Den skulle forberede til videregående studier, og den skulle bibringe de unge „almen dannelse”. Mens der med hensyn til det første formål var valgmulighed mellem sproglige og matematiske færdigheder, blev det andet formål opfyldt ved reproduktion af en finkulturel arv, der havde vist en betydelig modstandsdygtighed over for forandringerne i samfundet.

Der var en svagt stigende tendens til at gå direkte fra studentereksamen til en stilling eller en uddannelse i erhvervslivet; men det mest almindelige var, at man „brugte” sin studentereksamen, dvs. læste videre ved universiteterne eller de højere læreanstalter. Kønsrollemønsteret viste sig igen her med al ønskelig tydelighed. Af de unge mænd, der tog studentereksamen blev to tredjedele senere kandidater fra universiteterne eller en af de højere læreanstalter. Det samme gjaldt kun for en femtedel af de kvindelige studenter.

Derimod ser det ud til, at den socialt og geografisk bestemte sortering, der var foregået ved indgangen til gymnasiet, ikke blev yderligere skærpet ved de videregående uddannelser. De sociale vilkår for studerende var ellers skrappe nok.

Som nævnt stod folkeskolen over for en alvorlig lærermangel, og selv om elevtallet på seminarierne voksede støt, havde man givet mulighed for, at elever med studentereksamen kunne gennemføre læreruddannelsen på to et halvt år i stedet for de normale fire. Ordningen var en succes, for så vidt som studenter tegnede sig for ca. en femtedel af de 3500 elever på seminarierne. Der var flest unge mænd, der læste til lærer; men den kortere uddannelse bragte andelen af kvindelige lærerstuderende op.

Traditionen for frivillig voksenuddannelse på højskoler og aftenskoler var stærk i Danmark. Det var en bærende tanke, at det offentlige, uanset tilskud, kun udøvede et minimum af styring og kontrol med højskoleundervisningens form og indhold. I sammenligning med andre landes uddannelsessystemer var det en enestående liberal ordning, der ikke desto mindre i Danmark blev opfattet som en selvfølge.

Der var et halvt hundrede folkehøjskoler med et elevtal på omkring 5000 om året. Skolerne havde næsten uden undtagelse den traditionelle deling i deres kursusplan, unge mænd i fem måneder om vinteren og unge kvinder i tre måneder om sommeren. Kursusterminerne var fra højskolernes oprindelse i det 19. århundrede tilpasset landbrugets årsrytme, og to tredjedele af eleverne var da også endnu i 1950 fra gårdejer- eller husmandshjem. Højskolerne var dog allerede begyndt at fungere som et trin på omstigningen fra landbruget til andre erhverv.