Overenskomst ved tvungen voldgift

De hjemlige problemer var mere halsstarrige. Den finanspolitiske stramning og dens virkning i retning af nedgang i forbruget gav sig endnu ikke udslag i en nedgang i valutagælden. En nærlæsning af nogle oplysninger fra en anden del af statistikernes arbejde gav imidlertid håb om, at sparsommelighed ikke længere skulle være den eneste måde at forbedre valutasituationen på. Produktiviteten, dvs. det udførte arbejde i forhold til timeforbruget, var stigende. Der blev ganske enkelt bestilt mere, enten det nu skyldtes en forøgelse og forbedring af de tekniske hjælpemidler, eller det var arbejdets bedre tilrettelæggelse, der førte til en forøgelse af tempoet. Hvis denne udvikling fortsatte og helst foregik lidt hurtigere end i andre lande, ville industriens konkurrenceevne blive forbedret. Det ville give et mere solidt fundament under en positiv betalingsbalance end de mange opfordringer til at spænde livremmen ind. Men hvis produktivitetsforøgelsen udmøntedes i højere lønninger, ville valutagælden fortsætte med at true den danske økonomi.

Der var udbredt enighed i arbejdsgiverkredse om, at sådan og kun sådan hang tingene sammen. Men arbejdsgivere og lønarbejdere stod nu engang over for hinanden med hver deres interesser. Når produktivitetsforøgelsen kunne konstateres, var det arbejdernes ret at forlange deres del af den større indtjening. Så kunne økonomer og politiske ledere nok så meget fortælle dem, at valutagælden gjorde det umuligt.

I foråret 1955 skulle arbejderne i landbrug, skovbrug og mejerierne have deres overenskomster fornyet. I landbruget udgjorde de organiserede arbejdere kun en mindre del af arbejdsstyrken, og de arbejdede fortrinsvis på de større gårde. Deres modpart havde heller ikke nogen høj organisationsprocent og stod uden for Dansk Arbejdsgiverforening.

Landarbejderne udgjorde ikke fagbevægelsens stødtropper, de havde både længere arbejdstid og lavere løn end de fleste andre. I foråret 1955 var deres fagforening imidlertid mere kampberedt end tidligere, formodentlig ikke uden sammenhæng med afvandringen fra landbruget og mekaniseringen af arbejdet. Et krav om nedsættelse af arbejdstiden viste sig at blive det afgørende konfliktpunkt.

De sædvanlige strejke- og lockoutvarsler blev sendt af sted, og for at understrege arbejdsgivernes kampberedskab opfordrede Landbrugsrådets præsident, Hans Pinstrup, hele landbruget til at vise solidaritet med de konfliktramte. Mejeriernes Arbejdsgiverforening pålagde sine 1200 medlemsmejerier ikke at modtage mælk, når konflikten gik i gang. Der var elementer i situationen, der mindede om de aktioner, som Landbrugernes Sammenslutning havde gennemført i 1930'erne, og samtidig var der varsler om, at landbruget mere militant ville kræve samfundets, dvs. statens bevågenhed.

Forløbet kom også til at illustrere regeringens position over for arbejdskampe. Inden konflikten begyndte, fremsatte den forslag om frivillig voldgift, og da arbejdsgiverne sagde nej til det, kom der forslag om tvungen voldgift. Derved blev det en sag for Folketinget, og regeringen måtte have de radikale med. Tvungen voldgift var i samklang med Det radikale Venstres program og helt i harmoni med Bertel Dahlgaards forslag om økonomisk samordning. De radikale sørgede oven i købet for, at regeringens forslag fik en tilføjelse: voldgiftsretten skulle træffe sin afgørelse „på grundlag af en samfundsøkonomisk vurdering”. Det lød rimeligt; men erfaringer fra samfundsøkonomiske vurderinger af løn og arbejdsvilkår var ikke opmuntrende for arbejderne, og erfaringerne blev fuldt ud bekræftet, da voldgiftsrettens afgørelse blev en forlængelse af de bestående overenskomster, praktisk talt uden ændringer.

Jørgen Jørgensen havde ved den første drøftelse i Folketinget sagt, at Det radikale Venstre ikke var en budcentral, man kunne tilkalde, når de stridende parter ikke kunne forliges. Ikke desto mindre kunne det ikke undgås, at der i kommende forhandlinger på arbejdsmarkedet ville blive taget bestik efter den politiske situation i Folketinget. Begge parter kunne fremsætte krav og siden forhandle med den bevidsthed, at regering og Folketing nok ville gribe ind og forhindre en lang og – efter en „samfundsøkonomisk vurdering” – kostbar konflikt.

Endelig fra begyndelsen af efteråret 1955 gik det den rigtige vej med valutagælden, så den fra 412 mio. kr. i juni kom ned på det halve ved årsskiftet. Det var også opmuntrende, at lagerbeholdningerne af råvarer var blevet større i de samme måneder. Resultaterne var nået med de økonomiske styringsmidler, som den parlamentariske situation gav regeringen. De samvirkende Fagforbunds formand, Eiler Jensen, pegede på netop denne begrænsning, da han sagde, at det samme kunne være nået med færre ofre og større beskæftigelseseffekt, hvis man havde taget importregulering i brug igen.