• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Politisk forlig

Oprindelig forfatter HSNis

De prisstigninger, der var blevet en uundgåelig følge af devalueringen i september 1949, var ved at klinge af; men prisklemmen, som Danmark var kommet i som følge af importprisernes bratte stigning og eksportprisernes samtidige fald, gav ikke lyse udsigter. I alt regnede man med, at det ville betyde et dræn i valutakassen på 500 mio. kr. i løbet af 1950. Marshallhjælpen kunne nok pynte lidt på udsigterne, fordi tilskuddet af dollars jo havde beholdt sin værdi ved devalueringen af de europæiske valutaer; men fra OEEC fik den danske regering i stadig skarpere vendinger at vide, at Marshallpengene ikke skulle bruges til at opretholde en levestandard, der ikke var dækning for i dansk produktion.

Under de omstændigheder var det ikke nemt for regeringen at fastholde sin politik med at stimulere den økonomiske aktivitet og med at holde forbruget i ave ved hjælp af restriktioner. Regeringen måtte søge forhandling med de to store oppositionspartier.

 Omslag fra en Marshall-pjece 1951. Marshalladministrationen i Danmark førte en målrettet agitation for større effektivitet i det danske erhvervsliv. Af det amerikanske skjold i midterfeltet fremgår det tydeligt, at Marshallstøtten opfattedes som en del af den kolde krig. Teksten på skjoldet lyder: „Styrke til den frie verden”.

Omslag fra en Marshall-pjece 1951. Marshalladministrationen i Danmark førte en målrettet agitation for større effektivitet i det danske erhvervsliv. Af det amerikanske skjold i midterfeltet fremgår det tydeligt, at Marshallstøtten opfattedes som en del af den kolde krig. Teksten på skjoldet lyder: „Styrke til den frie verden”.

Resultatet af forhandlingerne blev et forlig den 27. marts 1950, det første af de store forlig om den økonomiske politik, der næsten kom til at udgøre de næste tiårs politisk-historiske kalender. Skatteudskrivningen for finansåret 1950-51 blev koblet sammen med regeringens plan om genopbygningsfonden og med de love, der skulle bestemme, hvad fondens udlån skulle bruges til. Genopbygningsfondens beløb blev fordoblet fra 100 til 200 mio. kr.

Annonce

I forhold til regeringens oprindelige plan var der dog sket to væsentlige ændringer. For det første skulle udlånene opvejes af en tilsvarende formindskelse af likviditeten ved optagelse af et statslån. For det andet blev fonden lavet om til et engangsfænomen. Når udlånene blev betalt tilbage, skulle pengene afleveres med renter til Nationalbanken og afskrives på reguleringskontoen. Venstre og de konservative havde altså undgået en permanent statslig styring af en del af de erhvervsmæssige investeringer. Det havde været en af ideerne i regeringens forslag, og det havde forekommet oppositionspartierne at være den skinbarlige socialisme. Penge til investeringer og udvidelse af produktionen i de erhverv, der var de to oppositionspartiers bagland, henholdsvis landbruget og industrien, skulle efter deres mening styres af markedskræfterne, ikke af den offentlige administrations opfattelse af, hvad der var samfundsmæssigt gavnligt.

 Grønthøsteren blev almindelig fra midten af 1950'erne. Den klippede afgrøden, lucerne, roetoppe, græs m.m., af og knuste den, så den var velegnet til ensilage. Den fik øgenavnet „en Kampmann” efter finansministeren, fordi den tog det hele med.

Grønthøsteren blev almindelig fra midten af 1950'erne. Den klippede afgrøden, lucerne, roetoppe, græs m.m., af og knuste den, så den var velegnet til ensilage. Den fik øgenavnet „en Kampmann” efter finansministeren, fordi den tog det hele med.

Det lykkedes oppositionspartierne at få inddraget rabatordningerne på fødevarer i det politiske forlig. Siden krigen havde staten givet tilskud til mindrebemidledes og børnefamiliers forbrug af nogle dagligvarer. Nu forsvandt tilskuddene til kød, flæsk, smør og margarine. Da man regnede med, at det ville få forbruget til at gå noget ned, ville det formodentlig også have en gavnlig virkning på valutaindtjeningen, fordi der ville blive noget mere til eksport. For at opveje fordyrelsen for børnefamilierne blev børnetilskuddet sat op, og pensionisterne fik også kompensation. Forliget rundedes af med en skattelettelse på i alt 62 mio. kr., forhøjelse af statsbane- og posttakster, samt en „justering”, som det hed, af nogle forbrugsafgifter.

Både i form og indhold dannede forliget mønster. En række politiske stridsspørgsmål fandt deres afgørelse i en nøje afvejning af de medvirkende partiers ønsker og deres politiske styrke. I de to foregående år havde regeringen haft vinden i ryggen. Nu da de økonomiske problemer meldte sig med forøget styrke, blev oppositionspartierne mere selvbevidste.

Med det politiske forlig klarede regeringen sig igennem; men i de følgende måneder, mens forligets lovgivning blev vedtaget i Rigsdagen, blev den internationale udvikling afgørende for regeringens muligheder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Politisk forlig i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306458