Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tradition og „Glade dage”

Oprindelig forfatter HSNis

Teatrene havde trofast fortsat den spillestil, hvor scenen er en stue med den ene væg fjernet, så publikum kan se med. Humanismens budskab og dens krise formidledes fra disse borgerskabets dagligstuer i et genkendeligt sprog. Kjeld Abell var formmæssigt anderledes, som i „Den blå pekingeser” (1954) med flittig brug af drejescene og transparenter m.m. Men replik og indhold var det rigtige og velkendte, der ikke kunne forurolige nogen undtagen måske dem, der håbede på en fornyelse af teatret. Med opførelsen af Preben Thomsens „Atalja” året efter forsøgte Det kongelige Teater at gøre afbigt for forsømmelser mod den unge Kaj Munk.

 Med Palle Skibelund som instruktør spillede Bodil Udsen på Fiolteatret i København i 1962 Samuel Becketts „Glade dage”. Stykket er en eneste lang monolog af sort, men ikke fortvivlet humor. Som den halvt nedgravede, aldeles ukuelige og dybt trivielle Winnie slog Bodil Udsen det absurde teater fast i publikums bevidsthed.

Med Palle Skibelund som instruktør spillede Bodil Udsen på Fiolteatret i København i 1962 Samuel Becketts „Glade dage”. Stykket er en eneste lang monolog af sort, men ikke fortvivlet humor. Som den halvt nedgravede, aldeles ukuelige og dybt trivielle Winnie slog Bodil Udsen det absurde teater fast i publikums bevidsthed.

Det er imidlertid vanskeligt at bebrejde teatrenes direktører det; udvalget af nye danske dramatiske arbejder var ikke overvældende. Radioteatret, hvor det er lettere at gå fra novellen eller romanen til dramaets form, blev en øvelsesplads og var i lang tid landets mest spændende scene. Radioens mulighed for at springe ubesværet i tid og rum og få lytternes fantasi som meddigter lod sig ikke overføre til fjernsynet. Det trak ud til sidst i 1960'erne, før Leif Panduros realistiske forfaldsdramaer fra den øvre ende af middelklassen viste, at tv-dramatikken var nået voksenalderen. Det var en lang tid karakteristisk, at fjernsynet, når det dristede sig til at præsentere seerne for moderne dramatik, lod litteraten Jens Kruuse tone frem på skærmen for at forklare og advare seerne om, at nu var det ikke underholdning.

Ny dramatik var importvare. Studenterscenen, især med Palle Skibelund som instruktør, gjorde en pionerindsats for at introducere det absurde teater. På de professionelle scener blev „Vi venter på Godot” spillet i Århus i 1956 og året efter på Riddersalen i hovedstaden.

Annonce

Da de såkaldt „alternative” teatre i begyndelsen af 1960'erne dukkede op, var der publikum og scener til den absurde dramatik. Fjernsynsteatret opførte i 1962 Eugene Ionescos „Enetime” med Lone Hertz og Erik Mørk. Da stykkets demonstration af hjernevask og åndelig voldtægt og drab afsluttedes med forevisning af nazistiske symboler, kunne publikum beroliget mene, at Ionescos stykke nok alligevel ikke handlede om tilstande i dagens Danmark.

 Gerda Schmidt som Duddi „ikke nedringet af liderlighed, men af fattigdom”, som det hed i teksten, og Henning Moritzen som popsangeren Billy i Det kongelige Teaters opførelse i 1962 af Ernst Bruun Olsens „Teenagerlove”. I stykket demonstreredes sammensværgelsen mellem underholdningsindustrien (Billy) og kapitalen (plastikfabrikant Schmidt), der betaler for at få fastholdt forbrugerne i fordummelsen.

Gerda Schmidt som Duddi „ikke nedringet af liderlighed, men af fattigdom”, som det hed i teksten, og Henning Moritzen som popsangeren Billy i Det kongelige Teaters opførelse i 1962 af Ernst Bruun Olsens „Teenagerlove”. I stykket demonstreredes sammensværgelsen mellem underholdningsindustrien (Billy) og kapitalen (plastikfabrikant Schmidt), der betaler for at få fastholdt forbrugerne i fordummelsen.

Det gjorde til gengæld Det kongelige Teaters bragende succes samme år, Ernst Bruun Olsens „Teenagerlove” om popsangeren Billy Jack. Som kapitalens lakaj har han den særlige funktion at holde publikum fast i fordummelsen; men han er selv offer for systemets nederdrægtige ideologi. Der var ingen splittethed i stykkets budskab; personerne er ofre for et system, som de enten lukrerer på eller bekæmper, og de er onde eller gode i overensstemmelse hermed. Det er siden diskuteret, om dansk teater i Ernst Bruun Olsen havde fået en ny dramatiker; men ingen betvivlede, at her var et teatermenneske.

Uden for det „etablerede” teater, der næsten blev en ringeagtsytring, voksede i 1960'erne en frodig underskov af gruppeteatre, opsøgende teatre m.m., hvor talent og glæde ved eksperimenter blandede sig med talentløse repetitioner af lektien om borgerlighedens vederstyggelighed.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Tradition og „Glade dage” i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306425