Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vagtskifte i kunsten

Oprindelig forfatter Redaktionen

I 1958 udkom Klaus Rifbjergs roman „Den kroniske uskyld” og Leif Panduros „Rend mig i traditionerne”. Begge bøger handlede om den besværlige ungdom/pubertet og dens tilpasning eller mangel på tilpasning til et voksensamfund, som var menneskeødelæggende. Emnet var alvorligt nok og behandledes også derefter, men med en forsoren humor og i et forsonende stemmeleje. Vist var verden dødsens farlig, og vanviddet den dominerende magt, og det var derfor rimeligt at blive sindssyg. Men verden var ikke nødvendigvis en jammerdal.

I litteraturhistorien kalder nogle dette skift i måden at skrive på og den nye holdning, der blev båret til skue, for modernismens anden fase. Andre mener, at modernismen i virkeligheden først begyndte i slutningen af 1950'erne. Der er i det hele taget mange meninger om, hvornår modernismens begyndelse bør sættes, og ikke mindre uenighed om, hvad modernismen egentlig er.

Det er tydeligt, at der i dansk litteratur var sket noget nyt i den sidste del af besættelsestiden og måske navnlig i den første efterkrigstid. Modernismens fremkomst i europæisk litteratur dateres til mellemkrigstiden. I Danmark knyttes den for det meste til tidsskriftet „Heretica” (kætterier), der udkom på Wivels Forlag i årene 1948-1953. Det var ikke mærkeligt, at denne litterære retning herhjemme blev forstået som en reaktion på erkendelsen af nazismens udryddelseslejre og derefter den kolde krigs ødelæggelse af håbet om fred. Erfaringer om det europæiske menneskes muligheder for massedestruktion, bevidstheden om atombomben, der i den kolde krigs første år blev oplevet som den sandsynlige „Endlösung” for menneskeheden, blev tolket som det endegyldige bevis på den vestlige kulturs skyld og fald. Der var ikke kun tale om en kollektiv skyld, der kunne lægges på hele kulturen; det gjaldt også en personlig skyld, f.eks, konkretiseret som Martin A. Hansens bearbejdelse af det ansvar, han følte for at have opfordret til likvidering af stikkere under besættelsen.

Annonce

 Klaus Rifbjerg debuterede i 1956 med digtene „Under vejr med mig selv. En utidig selvbiografi”, der vakte opmærksomhed ved ikke at være dybsindigt fortvivlede. Det var afvæbnende, at han præsenterede sig selv som „Poseur fra starten/ Med en elegant bevægelse/ snor jeg mig ud af navlestrengen/ der som cashmeretørklæde/ er viklet tre gange om halsen!”

Klaus Rifbjerg debuterede i 1956 med digtene „Under vejr med mig selv. En utidig selvbiografi”, der vakte opmærksomhed ved ikke at være dybsindigt fortvivlede. Det var afvæbnende, at han præsenterede sig selv som „Poseur fra starten/ Med en elegant bevægelse/ snor jeg mig ud af navlestrengen/ der som cashmeretørklæde/ er viklet tre gange om halsen!”

Ingen ideologier med deres allerede afprøvede og forkastede værdisystemer var nu troværdige. Det måtte blive kunsten og frem for alt poesien, lyrikken, der ikke blot skulle skabe nye værdier eller vise vejen til noget, som ingen vidste, hvad var, men selv skulle udgøre det frelsende værdisystem.

Med den franske forfatter og filosof Jean-Paul Sartre som kilde blev der hentet inspiration i eksistentialismen. Man vendte sig mod, at den naturvidenskabelige metode skulle være grundlaget for menneskesynet. Når sjælen blev genstand for behandling, blev individet frataget frihed og ansvar. I stedet hævdede man det enkelte menneskes mulighed for at „blive sig selv” gennem det bevidste valg. Søren Kierkegaard blev aktuel læsning eller i det mindste diskussionsemne, til dels via Sartre.

Der var noget næsten symbolsk og i hvert fald tidstypisk ved, at man værdsatte digteren Morten Nielsen så højt. Han var død ved en vådeskudsulykke under en våbeninstruktion i modstandsbevægelsen. Hans liv, digtning og død fremstod som en enhed. En del af hans digte var mærket af en påvirkning fra Nis Petersen, og flere af efterkrigstidens lyrikere havde det på samme måde. Så meget stærkere blev der lagt afstand til Nis Petersen og hans lyrik, der blev bedømt som tom og smart.

 Karen Blixen i Hans Bendix' streg. Såre langt fra socialrealisme og indignationslitteratur udøvede Karen Blixen en stærk indflydelse, ikke kun i kraft af det, hun selv udgav i årene efter 1950, „Daguerreotypier”, „Babettes Gæstebud” og „Kardinalens tredie Historie”, men også ved nære venskaber med yngre digtere. Thorkild Bjørnvig har beskrevet sin betagelse i bogen „Pagten”. 1954 offentliggjorde hun „En Baal-tale”, der var skrevet flere år tidligere, og som det senere blev svært at passe ind i interessen for kvindelitteraturen.

Karen Blixen i Hans Bendix' streg. Såre langt fra socialrealisme og indignationslitteratur udøvede Karen Blixen en stærk indflydelse, ikke kun i kraft af det, hun selv udgav i årene efter 1950, „Daguerreotypier”, „Babettes Gæstebud” og „Kardinalens tredie Historie”, men også ved nære venskaber med yngre digtere. Thorkild Bjørnvig har beskrevet sin betagelse i bogen „Pagten”. 1954 offentliggjorde hun „En Baal-tale”, der var skrevet flere år tidligere, og som det senere blev svært at passe ind i interessen for kvindelitteraturen.

Periodens tema var tydeligt slået an ved de ofte citerede linier af Morten Nielsen: „Du skal vokse og blomstre og sætte dine Frø, Du er endnu for ringe til at dø.”

Ole Sarvig skrev i „Jeghuset” om undergang som en forudsætning for det nye, der skulle komme, og som forudsætning for personlig identitet. Både han og Ole Wivel arbejdede med en forståelse, der tydeligt var kristen, men med afstand til kirken som institution. Paul la Cours „Fragmenter af en Dagbog”, først offentliggjort i „Heretica”, blev et hovedværk i modernismens første fase. Centralt var her kravet om, at digte ikke skulle handle om noget, men være noget. „Fragmenterne” blev citeret meget, også mere end de blev forstået.

Under krigen havde store ord og patos været nødvendige for at udtrykke de stærke følelsesoplevelser. I efterkrigstiden blev de slidt ned til uanvendelighed. Det, som lyrikerne ville sige, kunne ikke udtrykkes med dagligsprogets ordforråd, undtagen når mellemkrigstidens litteratur blev afvist, da var talen klar. Det nye var ikke noget, man kunne skrive om eller beskrive. Det var noget, man ville skrive sig frem til. Så stor en bestemmelse for kunsten kunne føre til tvivl om forholdet mellem digt og virkelighed eller mellem kunst og liv. Thorkild Bjørnvig, der havde redigeret det første nummer af „Heretica”, frygtede en uægthed i oplevelsen, der blev andenhånds, når den var et påskud for at skrive.

 Else Højgaard, Ebbe Rode og Preben Lerdorff Rye i Det kongelige Teaters opførelse af H. C. Branners „Søskende” i 1952.

Else Højgaard, Ebbe Rode og Preben Lerdorff Rye i Det kongelige Teaters opførelse af H. C. Branners „Søskende” i 1952.

Hverken digtene eller de litterære essays var lettilgængeligt læsestof. Beskrivelser af tidens lyrikdebat og af det miljø, den foregik i, ironiserer over dens tilbøjelighed til uudgrundelig højtidelighed. „I personlighedens og sindets dybder … lever de stille lyrikere i mørke tangskove og sunkne vrag og venter på forløsningens pålandsstorm,” skrev Tage Skou-Hansen, medredaktør af „Heretica”s sidste årgang, i et forsvar for prosaen.

Det var dog et spørgsmål, om prosaen, romanen og novellen, havde forsvar behov. I 1949 havde H. C. Branner udgivet romanen „Rytteren”, og i 1952 kom skuespillet „Søskende”, uden at den ibsenske symbolfyldte naturalisme var blevet forladt. I 1950 udsendte radioen Martin A. Hansens „Løgneren” om læreren Johannes Vig („sig ikke det navn for hurtigt”), der på den lille, indefrosne ø venter på foråret, hvor isen, mættet med betydning, vil bryde op. Martin A. Hansen var højt værdsat i Heretica-kredsen som en ældre autoritet. Han fulgte den i opgøret med mellemkrigstidens humanisme og i overbevisningen om fornyelsens nødvendighed; men han understregede lige så stærkt forbindelsen til fortiden, fortrinsvis den fjerne fortid, „gammel-livet” eller myten, som han arbejdede med i bogen „Orm og Tyr”. Hereticanerne fik forbindelse med højskolerne, der i deres digte og essays så deres egen kritik af den urbaniserede kultur bekræftet og håbede, at den moderne lyrik varslede en ny vækkelse.

 Det sidste nummer af Heretica fra 1953 og det første nummer af Vindrosen fra 1954. Tage Skou-Hansen flyttede med over i redaktionen af Gyldendals nye tidsskrift, der – symboliseret i tidsskriftets navn – ville tage pejling af tidens mange forskellige kunstneriske, eksistentielle og politiske strømninger. Det lykkedes i adskillige år at gøre Vindrosen til det sted, hvor ny lyrik og ny prosa blev publiceret.

Det sidste nummer af Heretica fra 1953 og det første nummer af Vindrosen fra 1954. Tage Skou-Hansen flyttede med over i redaktionen af Gyldendals nye tidsskrift, der – symboliseret i tidsskriftets navn – ville tage pejling af tidens mange forskellige kunstneriske, eksistentielle og politiske strømninger. Det lykkedes i adskillige år at gøre Vindrosen til det sted, hvor ny lyrik og ny prosa blev publiceret.

Det var ikke lige tungt alt sammen. Frank Jæger havde i 1940'rnes slutning begejstret med digte, der gav udtryk for en frimodig appetit på livet. Også andre lagde afstand til kunstens isolation i „Elfenbenstårnet”, en betegnelse, der kom til at give navn til en diskussion ved indgangen til 1950'erne.

På det kommunistiske forlag Tiden begyndte i 1950 tidsskriftet „Dialog” at udkomme som et erklæret modspil til „Heretica” og med et program om en kunst, der engagerede sig tydeligt i tidens politiske spørgsmål. Erik Knudsen, der udvandrede fra „Heretica” til „Dialog”, blev retningens stærkeste lyriker med hårdtslående satire over underholdningsindustriens og kommercialismens fordummende virkning. I andre af sine digte gav han udtryk for en personlig angst for, at den kritiske holdning skulle blive en attitude. Halfdan Rasmussen begyndte i 1950 sine „Tosserier” og udviklede dem i de følgende år fra visse-vasse-vers til dobbelttydige, menings-bærende digte.

Alene det, at der fandtes et andet tidsskrift for den nye litteratur, der stillede sig i modsætning til „Heretica”, var kætteri. Dialog i betydningen samtale blev det knap nok til, så vanskeligt var det en overgang at få de to retninger på talefod med hinanden.

 Tidsskriftet Dialog blev startet i 1950 som bevidst modstykke til Heretica. I 1953 søgtes de to „retninger” forenet i tidsskriftet Perspektiv.

Tidsskriftet Dialog blev startet i 1950 som bevidst modstykke til Heretica. I 1953 søgtes de to „retninger” forenet i tidsskriftet Perspektiv.

Det må imidlertid ikke glemmes, at den kunstnerisk bevidste litteratur bestod af andet end det, der kom fra 1940'rnes debutanter. Adskillige af mellemkrigstidens forfattere var fortsat i gang. Hans Kirk, der var med i „Dialog”s redaktion og skrev kommentarer i Land og Folk, udgav i 1950 „Vredens søn”, og Hans Scherfig genfortalte og almengjorde tidens korruptionsskandale, Edderkoppeaffæren, i bogen „Skorpionen”. Senere kom hans version af besættelsestidens historie i „Frydenholm” (1962). „Af loyalitet mod partiet,” som han i en sluttet kreds forklarede det, skrev han ikke nogen bog om DKP.

I en oversigt, hvor det er nødvendigt at strukturere og rubricere litteraturen, kan man let komme til at øve vold mod virkeligheden. Udviklingen og variationerne i de enkelte forfatterskaber tones ned, eller der sondres for skarpt mellem perioder, hvor fortsættelse og kontinuitet er lige så fremherskende træk.

Selv om man må have sådanne forbehold i tankerne, kan tiden sidst i 1950'erne og først i 1960'erne i dansk litteratur karakteriseres som den tid, hvor en ny generation meldte sig.

 Som redaktør af Vindrosen sammen med Klaus Rifbjerg fra 1959 til 1963 fik Villy Sørensen betydning for en række af modernismens forfattere. Op gennem 1960'erne var han en engageret deltager i samfunds- og kulturdebatten. Men som titlen på hans bog „Hverken-eller” fra 1961 signalerede, afviste han ensidige standpunkter og partigængeri i enhver form.

Som redaktør af Vindrosen sammen med Klaus Rifbjerg fra 1959 til 1963 fik Villy Sørensen betydning for en række af modernismens forfattere. Op gennem 1960'erne var han en engageret deltager i samfunds- og kulturdebatten. Men som titlen på hans bog „Hverken-eller” fra 1961 signalerede, afviste han ensidige standpunkter og partigængeri i enhver form.

Der fremkom ikke fælles programerklæringer eller litterære manifester fra de nye forfattere, dertil var de individuelle forskelle for store. Men de var sig bevidst, at de stod for noget nyt og skrev på en anden måde end forgængerne. Adskillige af dem, der havde debuteret i 1940'rne, sluttede sig til den nye litteratur og den nyradikalisme, som den løb parløb med.

Det kan være fristende at kæde fænomenet sammen med den næsten eksplosive økonomiske udvikling i disse år; men der er ikke nogen umiddelbar sammenhæng mellem den industrielle vækst, antallet af privatbiler og udenlandsrejser og f.eks. Klaus Rifbjergs eller Benny Andersens forfatterskaber. Noget andet er, at de forholdt sig – som oftest særdeles kritisk – til træk i samfundsudviklingen, vel at mærke uden at idealisere eller idyllisere fortiden.

„At blive sig selv” eller „at blive et helt menneske” var for dem ligesom for deres forgængere det centrale problem. Det blev formuleret med andre udtryk; men forskellen lå mere i deres erkendelse, nogle steder ligefrem i en accept af splittetheden og af spaltningen som et uomgængeligt livsvilkår. Fortrængninger af drifterne, især seksualdriften, blev set som forklaringen på menneskers halvhed. Barndommen før puberteten var en art idealtilstand, inden det borgerlige, bornerte samfund påtvang individet sine fortrængninger. Der blev brugt symbolmættede, men for mange helt uforståelige fortællemåder, og der blev brugt klart sprog, bl.a. om seksuallivet. Tabuemner blev behandlet med en selvfølge, der forargede mange, som ellers aldrig læste ny litteratur.

Benny Andersen ved et arrangement, „Jazz og poesi”, i midten af 1960'erne. Ved klaveret vibrafonisten Louis Hjulmand, Jørn Elniff på trommer og bag Benny Andersen bassisten Benny Nielsen. Efter nogle digte i Heretica i 1952 og i Hvedekorn i slutningen af 1950'erne kom den første af Benny Andersens digtsamlinger „Den musikalske ål” i 1960, fulgt af „Kamera med køkkenadgang” i 1962.

Benny Andersen ved et arrangement, „Jazz og poesi”, i midten af 1960'erne. Ved klaveret vibrafonisten Louis Hjulmand, Jørn Elniff på trommer og bag Benny Andersen bassisten Benny Nielsen. Efter nogle digte i Heretica i 1952 og i Hvedekorn i slutningen af 1950'erne kom den første af Benny Andersens digtsamlinger „Den musikalske ål” i 1960, fulgt af „Kamera med køkkenadgang” i 1962.

Var personligheden splittet, så var virkeligheden det ikke mindre. „Virkeligheden er så tvetydig at det, der til daglig kaldes virkeligt, i virkeligheden er uvirkeligt, mens det, der kaldes uvirkeligt, i virkeligheden kan være alt andet end fri fantasi”, skrev Villy Sørensen, der som forfatter („Sære historier”, 1953), filosof og politisk-kulturel debattør var en central skikkelse i kredsen af modernistiske forfattere. Peter Seeberg lod i sin roman „Fugls føde” (1957) hovedpersonen – en forfatter – få løfte om en stor sum penge, hvis han kan skrive „noget, der er virkeligt”, hvilket naturligvis ikke lykkes. Den tvivl, der i den forreste front af naturvidenskabelig tænkning herskede om virkelighedens karakter, blev ikke som i 1940'rne brugt til at sætte videnskaben på plads og afgrænse dens domæne. I stedet blev den spaltede virkelighed konfronteret direkte med konkret sansning med og i sproget.

Klaus Rifbjerg, der var storforbruger af alle modernismens midler, udgav i 1960 en digtsamling netop med titlen „Konfrontation”. Der registreres ting og ord, tilsyneladende uden nøje reflekteren over, hvad der kom først, ordene eller tingene, idet begge dele er sanset. Billedsproget bliver direkte. Hvor man tidligere kunne skrive, at tungen føltes som et stykke pergament fra middelalderen, hedder det hos Klaus Rifbjerg „tungen belagt af middelalder”. Året efter „Konfrontation” kom „Camouflage”, ét 80 sider langt, sammenhængende jegdigt med kun fem punktummer, „berygtet for sin uforståelighed, men i og for sig ligetil,” skrev litteraturhistorikeren Torben Brostrøm. Mange vil give ham ret i første del af karakteristikken, få i anden del. Man skal imidlertid være ganske hårdhudet, hvis man ikke bliver bjergtaget under den stakåndelæsning, som både form og indhold tvinger til.

Klaus Rifbjerg var ikke alene om at udfordre læseren. Det normale sprog med dets regler for ordstilling og sætningsbygning kunne ikke bruges til at videregive billedet af en verden og en tilværelse, der ikke hang sammen. Dagligsprogets gloser fik vendt vrangen ud, og dets klicheer blev taget bogstaveligt for at give sproget dets tabte mening tilbage eller en helt ny mening. Thomas Bredsdorff har sammenlignet Villy Sørensens brug af klicheer med H. C. Andersens brug af samme metode. Han har også peget på risikoen for, at metoden kunne ende i tomme ordspil, hvis læserens overraskelse ikke ledte hen til det, som forfatteren ville gøre opmærksom på. Hos Benny Andersen blev „Sproget taget på ordet”- titlen på en analyse af hans forfatterskab.

Det er uforsvarligt at sætte ord i verden.
Ord der skal hænge i tyndslidte tankestreger
kløjs i uopløselige punktummer
udsættes for smitsomme kommaer
og kolonforsnævringer …

(fra „Kamera med køkkenadgang” 1962)

Og der skete mere med de stakkels ord, så ældre dansklærere sled deres blyanter til blods.

Der blev ikke bare eksperimenteret med sproget, sanseindtryk blev leveret videre uden at være ordnet til genkendelse for læseren, og grænsen mellem personen, der talte i digtene, og hans/hendes eller dens/dets omverden blev uafladeligt overskredet.

Midt i den begyndende velstand, hvor der blev tilbudt billige ferierejser, ny mekanik til lettelse af dagligdagen og afstivelse af selvrespekten, blev der alligevel lagt mærke til, at der også skete noget på det litterære marked. Uden nøjeregnende statistiske opgørelser var selve antallet af forfattere, der i disse år udgav væsentlige bøger i deres forfatterskab, medvirkende til at give offentligheden indtryk af en ny og aktiv retning i litteraturen.

 Studenterforeningens nytårsrevy 1962 „Gris på gaflen” udkom på grammofonplade. Pladeomslaget passer fint til indholdet; layoutet er hentet i mellemkrigstidens tyske politisk-kulturelle kunst.

Studenterforeningens nytårsrevy 1962 „Gris på gaflen” udkom på grammofonplade. Pladeomslaget passer fint til indholdet; layoutet er hentet i mellemkrigstidens tyske politisk-kulturelle kunst.

Nogle af forfatterne skrev også mere direkte ind i den samtidige debat eller rejste debat i mere umiddelbart forståeligt sprog. Erik Knudsen skrev sin hårdtslående satire „Frihed – det bedste guld”, der blev opført på studenterscenen i 1961. Indholdet var egentlig ikke nyt. Kommercialiseringen af samfundet, hvor ideer og standpunkter falbydes og sælger sig selv, havde kunnet aflæses i Otto Gelsteds digt „Reklameskibet” fra 1923. Men formen, en spexagtig revy med iørefaldende musik og påvirkning fra Brecht/Weill sendte nogle impulser ud, som ikke engang cirkusrevyerne på Bakken kunne forblive upåvirket af. Klaus Rifbjerg, Jesper Jensen og Leif Panduro leverede året efter studenterrevyen „Gris på gaflen”, hvor slapstick-stilen fik et par tænder mere at bide med. Fjernsynets egne revyer, „Hov-Hov” og efterfølgere, der dukkede op sidst i 1960'erne, levede videre på de indvundne erfaringer og vænnede seerne til, at de rigsdanske sprogregler var elastiske.

I de nævnte eksempler træder et andet træk tydeligt frem. De fleste af dem, der ytrede sig i disse års litteratur og i den kulturelle debat, var, hvad man senere kaldte venstreorienterede. Dengang foretrak man betegnelsen „nyradikale” med bevidst tilknytning til den kulturradikale tradition og navnlig i 1930'rnes politisk-kulturelle fronter. Poul Henningsen (PH), hvis meninger ikke havde stået højt i kurs i slutningen af 1940'rne og begyndelsen af 1950'rne, fik en formelig renæssance. Villy Sørensens introduktion i Danmark af Karl Marx' ungdomsskrifter („Økonomi og filosofi”, 1962) med udredning af begrebet „fremmedgørelse” var stærkt medvirkende til, at forklaringen på det splittede menneske flyttedes fra det individualpsykologiske eller det ret ubestemmelige alment menneskelige til det samfundsbetingede.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagtskifte i kunsten i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306424