Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fra skole til arbejdsliv

Oprindelig forfatter HSNis

Hvert barn lærte i skolen, at Danmark var fattigt på råstoffer. Når det alligevel var et rigt land, skyldtes det danskernes dygtighed. I geografibøgerne blev de andre folks oplysningsstade målt i forhold til det danske uddannelsessystems effektivitet. De andre landes befolkning var enten lige så oplyst som danskerne eller – som oftest – mindre, men aldrig mere oplyst.

Siden 1814 havde der været almindelig undervisningspligt for børn mellem det 7. og det 14. år. Skolereformer siden da havde ikke rokket ved det; men der var store forskelle på, hvor megen undervisning børnene faktisk fik. Selv om loven om folkeskolen gjaldt hele landet, var der ikke set bort fra, at hverdagen formede sig forskelligt for børn i byerne og på landet, og at deres fremtid efter al sandsynlighed også ville blive forskellig.

Skolegangen var indrettet anderledes i byerne end på landet. Forventningen om, at børnene på landet fik deres vigtigste erhvervsmæssige uddannelse ved at være med i landbrugsbedriften, havde gjort det rimeligt og økonomisk fordelagtigt, at skolen optog en mindre del af børnenes tid.

Annonce

 Valgplakat mod Socialdemokratiets valgslogan i 1960. Uddannelse – vejen til ros og magt – blev et væsentligt politisk emne. Håbet var, at den længere og bedre skolegang ville udligne de forskelle, den sociale arv satte.

Valgplakat mod Socialdemokratiets valgslogan i 1960. Uddannelse – vejen til ros og magt – blev et væsentligt politisk emne. Håbet var, at den længere og bedre skolegang ville udligne de forskelle, den sociale arv satte.

Det problematiske ved denne forskelsbehandling af børnene havde imidlertid længe været åbenbart. Børnene fra landsbymiljøet fik ringe glæde af deres erhvervsmæssige færdigheder, hvis de som voksne forlod landbruget og søgte til byen for at finde beskæftigelse. Det havde nogle unge altid gjort, og siden århundredskiftet var det sket i stærkt stigende tal. Der var ingen grund til at tro, at afvandringen fra landbruget ville tage af.

Skoleloven af 1937 var blevet vedtaget med den udtrykkelige hensigt at tilnærme undervisningen i landsbyskolen til den, der blev tilbudt i byerne. I 1950 var det endnu kun de færreste landkommuner, der havde nået at opfylde lovens bestemmelser. Den mest påtrængende opgave var nu at forberede skolerne på at modtage de store årgange af børn, født i krigens sidste år. I hvert af de næste seks til syv år skulle man skaffe plads og undervisning til ca. 25.000 flere børn i den undervisningspligtige alder, samtidig med at man måtte være forberedt på, at flere børn skulle undervises ud over deres 14. år. Det forudsatte flere skolelokaler og flere lærere, for manges vedkommende også med nye kvalifikationer, hvis 1937-loven skulle opfyldes.

Den oprindelige skarpe deling mellem almueskolen og latinskolen var blevet ophævet med indførelsen af den fireårige mellemskole ved J. C. Christensens skolereform i 1903. Den afsluttedes med en eksamen, der gav adgang til et år i realklassen med realeksamen eller til det treårige gymnasium.

 Merløse Skole ved Holbæk. „Den stråtækte” – en betegnelse for den syvårige, to-klassede skole på landet – var i 1950'erne endnu virkelighed nogle steder.

Merløse Skole ved Holbæk. „Den stråtækte” – en betegnelse for den syvårige, to-klassede skole på landet – var i 1950'erne endnu virkelighed nogle steder.

Adgangen til mellemskolen og dermed til videre boglig uddannelse baseredes formelt på børnenes lyst og evner, selv om man ikke kunne se bort fra, at forældrenes økonomiske muligheder for at forsørge børnene ud over den undervisningspligtige alder også spillede en rolle. Reelt var rekrutteringen til mellemskolen og i endnu højere grad til gymnasiet dog mere bestemt af kulturelle traditioner end af evner og økonomi.

Det var ikke kun den geografiske afstand fra landsbyskolen til byernes mellemskole, der bevirkede den tydelige forskel. Omkring 90 procent af børnene i landkommunerne forlod skolen i 14-årsalderen, i provinsbyerne var det samme tal under 70 procent, og i hovedstaden kun godt 60 procent. Samme mønster viste sig for dem, der gik videre og tog realeksamen; det drejede sig om ca. 20 procent fra provinsbyerne og hovedstaden mod kun fem procent fra landet. Studentereksamen understregede yderligere forskellen, nu igen med flest fra hovedstaden og færrest fra landet. Forskellen mellem drengenes og pigernes skolegang viste sig først tydeligt ved gymnasiet. I hovedstaden og i provinsbyerne var der dobbelt så mange og på landet fire gange så mange mænd som kvinder, der tog studentereksamen.

De sociale og kulturelle skel var mindst lige så tydelige. Fra akademikerhjemmene – det var altid faderens erhverv, man regnede med – kom fire femtedele af børnene i eksamensskolen, mens en tredjedel af de faglærte arbejderes børn og kun nogle få procent af de ufaglærtes og husmændenes børn fortsatte skolegangen efter at være fyldt 14 år. Den sociale arv satte sig igennem og reproducerede erhvervsmønsteret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Fra skole til arbejdsliv i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306451