Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Faglig uddannelse eller?

Oprindelig forfatter HSNis

De unge mænd, der forlod landsbyskolen efter konfirmationen, tog plads på gårdene, og deres kvindelige skolekammerater kom i huset som tjenestepiger. Når en del af dem nogle år senere forlod landbruget og søgte arbejde i byerne, blev det som ufaglært arbejdskraft. Kun meget få af dem besluttede sig til erhvervsskiftet tidligt nok til at tage fat på en faglig uddannelse. De unge piger flyttede ofte i en yngre alder til byen og fik plads som husassistenter (en stillingsbetegnelse, der ikke blev brugt på landet). Befolkningsstatistikkens tal for kvindeunderskud på landet og -overskud i byerne talte sit tydelige sprog om, hvad der var sket.

 Kibæk Centralskole mellem Herning og Skjern, opført i 1958. Yderst til højre den ældre skolebygning.

Kibæk Centralskole mellem Herning og Skjern, opført i 1958. Yderst til højre den ældre skolebygning.

De drenge, der forlod skolen i byerne i 14-årsalderen, fik plads eller fortsatte i deres pladser som bude eller arbejdsdrenge. Pigerne fik job i butikker eller kom i huset. I løbet af det næste par år, i praksis inden de fyldte 18, kom der en betydningsfuld afgørelse: Kunne de få en læreplads? Kunne og ville deres forældre forsørge dem endnu fire til fem år? Og endelig: Var de selv i stand til at stå læretiden igennem?

Der blev indgået mellem 12 og 13.000 lærekontrakter om året. Fra midten af 1950'erne begyndte tallet at stige og nåede i løbet af 1960'erne op på 20.000. Fagene og de faglige uddannelser var skarpt kønsopdelte. Langt de fleste lærekontrakter blev indgået med unge mænd, kun i kontor- og butiks-fagene og i frisørfaget var kvinderne i overtal.

Annonce

Sønner af håndværksmestre og faglærte arbejdere udgjorde langt den største gruppe af lærlinge. Valget af fag var ofte traditionsbestemt, navnlig blev sønner af håndværksmestre lærlinge i faderens fag. Men en stor del af de unge „valgte” fag efter, hvor der var en læreplads at få. For mange af dem var det sket ved en tilfældighed. Deres far var kommet hjem og havde sagt, at nu var der en læreplads, de kunne få. I betragtning af, at valget fik konsekvenser for deres arbejdsvilkår de næste 40 år, kan det synes ejendommeligt; men forskellen på at blive faglært eller ikke vejede mere end ønsket om at lære et bestemt fag. Måske var denne tilfældighed skyld i, at mellem en femtedel og en sjettedel af lærlingene ikke fuldførte deres faglige uddannelse. Andre faktorer spillede nok også en rolle. Tilværelsen som lærling kunne være svær; ikke blot var man økonomisk afhængig af forældrene, men også underordningsforholdet til mesteren og til svendene kunne være vanskeligt at bære. Arbejdstiden var lang, arbejdsgiveren, mesteren, kunne kræve, at lærlingene arbejdede en halv time ekstra hver aften med oprydning. I vinterhalvåret kom dertil undervisningen på teknisk skole fire til fem aftener om ugen.

 I de nye boligområder som her i Brabrand ved Århus begyndte undervisningen i elementbyggede klasseværelser, mens byggekranerne endnu svingede hen over legepladsen.

I de nye boligområder som her i Brabrand ved Århus begyndte undervisningen i elementbyggede klasseværelser, mens byggekranerne endnu svingede hen over legepladsen.

Efter den sidste reform af lærlingeloven i 1937 blev de faglige uddannelser i de mere end 130 forskellige fag overvåget af mesterorganisationerne og fagforeningerne i fællesskab. I nogle fag var lærlingenes arbejdsforhold og mindstelønnen en del af overenskomsten. Lærlingelønnen var i alle fag beskeden, i det første læreår var den aftalte gennemsnitsløn ca. 1000 kr., stigende til ca. 1600 kr. i det fjerde år. Der var vel at mærke tale om årsløn. Variationen mellem de forskellige fag var ganske stor, og den faktisk udbetalte løn var som oftest noget højere, særlig hvis lærlingen kunne få del i akkordarbejde. Overgangen var brat fra lærling til faglært svend med en årsløn på 10.000 kr. De jævnaldrende, der ikke var blevet lærlinge, og som allerede et par år havde været arbejdsmænd, blev nu passeret både løn- og prestigemæssigt.

I adskillige fag fandtes der aftaler om regulering af tilgangen af nye lærlinge, udformet som et hensyn til uddannelsens kvalitet, men reelt også med henblik på, at der ikke skulle blive flere svende, end der var arbejde til. Mestrenes vurdering af fremtidsudsigterne for deres virksomhed ser dog ud til at have betydet mere i deres afgørelse af, om der skulle tages flere lærlinge ind.

 I de uger, hvor der blev høstet og tærsket, var der brug for alle i landbruget. 10-15 år senere blev høsten klaret på få dage af en mand og en mejetærsker.

I de uger, hvor der blev høstet og tærsket, var der brug for alle i landbruget. 10-15 år senere blev høsten klaret på få dage af en mand og en mejetærsker.

De udgifter, der var forbundet med at have en lærling i de første år af læretiden, tjente mesteren ind igen ved det arbejde, lærlingen præsterede i de sidste år. Det blev jævnligt diskuteret, om regnestykket gik op, eller om mesteren udnyttede lærlingenes billige arbejdskraft. Men i nogle fag gav branchen tilskud til de mestre, der havde lærlinge, og krav om forbedring af lærlingenes vilkår, f.eks. at undervisningen på de tekniske skoler skulle foregå om dagen i arbejdstiden, blev hver gang mødt med det argument, at det ville blive for dyrt for mestrene, og at der derfor ville blive for få lærepladser.

Uddannelsen af unge inden for handel, kontor og butiks-fagene havde sine særlige problemer. I begyndelsen af 1950'erne blev der hvert år ansat ca. 11.000 unge; men kun godt 6000 af dem fik lærekontrakter, og det var almindeligt kendt, at der skete omgåelser af lærlingeloven. Navnlig de, der ikke fik uddannelseskontrakt, var udsatte. Undervisningen på handelsskolerne foregik – ligesom på de tekniske skoler – om aftenen, og den afsluttedes med handelsmedhjælpereksamen; men i øvrigt var uddannelsen ikke meget reguleret, og der var ikke noget, der svarede til håndværksfagenes svendeprøver.

 Murerlærlinge i gang med svendeprøven 1959. De præfabrikerede betonelementer truede allerede faget; men under byggeboomet i 1960'erne var der nok at lave.

Murerlærlinge i gang med svendeprøven 1959. De præfabrikerede betonelementer truede allerede faget; men under byggeboomet i 1960'erne var der nok at lave.

Det var fag med en hurtig udskiftning af arbejdsstaben, især fordi så mange unge piger ville „være noget på et kontor” eller ville „stå i butik”, og det var stadig almindeligt, at de blev hjemmegående husmødre, når de giftede sig.

Etaterne, dvs. postvæsnet, toldvæsnet og DSB, og banker og sparekasser havde deres egne uddannelsessystemer, der ikke faldt ind under lærlingeloven. Ligesom i handels- og kontoruddannelserne var realeksamen blevet den normale forudsætning for ansættelse.

Selv om valget af erhverv i høj grad var socialt og geografisk bestemt, og selv om mange senere opfattede det som noget af en tilfældighed, var der næppe mange, der bevidst valgte en fremtid som ufaglært arbejder. Når de unge forlod skolen, søgte de arbejde, og i den følgende tid skiftede de job – eller „plads” som det hed – ret ofte, indtil de fik læreplads eller på anden måde gik i gang med en erhvervsuddannelse. Karlene ved landbruget flyttede traditionelt fra en gård til en anden som en del af deres landbrugsfaglige uddannelse eller for at få højere løn. Det var også sjældent, at de unge piger i huset var i samme plads mere end et år.

 Studenterårgang 1950 fra Slagelse Gymnasium. Ved 1950'ernes begyndelse gik mellem 7 og 8000 i gymnasiet, og 2700 tog studentereksamen, dvs. ca. fire procent af en årgang unge. Selv om det næsten var en fordobling i forhold til 30 år tidligere, var det små tal, og de geografiske og sociale skævheder i tilgangen var der næsten ikke rokket ved.

Studenterårgang 1950 fra Slagelse Gymnasium. Ved 1950'ernes begyndelse gik mellem 7 og 8000 i gymnasiet, og 2700 tog studentereksamen, dvs. ca. fire procent af en årgang unge. Selv om det næsten var en fordobling i forhold til 30 år tidligere, var det små tal, og de geografiske og sociale skævheder i tilgangen var der næsten ikke rokket ved.

I byerhvervene foregik jobskiftet også fra branche til branche; men det skete kun sjældent som en afprøvning af erhvervsmulighederne. De første tre til fire år efter skoletiden ser ud til at have været afgørende; kun meget få magtede et egentligt erhvervsskifte efter at være fyldt 18 år, medmindre de blev tvunget ud i det. Af de 20- til 24-årige unge mænd var knap en fjerdedel endnu ved landbruget, fordi afvandringen var stærkest, når de var midt i 20'rne. Mellem halvdelen og to tredjedele havde ikke fået nogen formaliseret erhvervsuddannelse og var ikke i gang med en sådan. Men det var mindre end en femtedel, der betegnedes eller selv regnede sig for at være ufaglærte arbejdere.

De egentligt ufaglærte udgjorde en bevægelig arbejdsstyrke, hvor næsten alle med jævne mellemrum skiftede arbejdssted, og mange i løbet af arbejdslivet gik fra et erhverv til et andet. Men næsten uden undtagelse blev de ved med at udgøre lavtlønsgruppen. De kvindelige ufaglærte tjente allermindst.

I spørgsmålet om de unge pigers uddannelse blev det anset for et væsentligt problem, at alt for mange, navnlig i byerne, ikke fik en forsvarlig oplæring i det, der ville blive deres arbejde – eller kald – når de blev gift. De lærte ikke madlavning, rengøring, vask og reparation af tøj, når de efter skolen fik job på fabrikker, kontorer eller i butikker, og dog skulle de en dag, som det hed, „stå med ansvaret for en families trivsel”.

 Mange finansierede studierne eller supplerede hjælpen hjemmefra ved arbejde, som her ved papirindsamling. Studenterhuen bevidnede, at det var et pænt ungt menneske, der ringede på og spurgte efter husstandens gamle aviser.

Mange finansierede studierne eller supplerede hjælpen hjemmefra ved arbejde, som her ved papirindsamling. Studenterhuen bevidnede, at det var et pænt ungt menneske, der ringede på og spurgte efter husstandens gamle aviser.

Mange mente da også, at en lang og bekostelig uddannelse ville være spildt, når den alligevel kun ville blive brugt nogle få år. Ved 24-årsalderen var halvdelen af pigerne gift, og ved 30-årsalderen var det mere end tre fjerdedele. To ud af tre var husmødre uden egen indtægt. På den anden side var der mellem 6000 og 7000 skilsmisser om året, og det vakte bekymring, fordi det blev anset for et tegn på familielivets begyndende opløsning, særligt i hovedstaden, hvor skilsmisseprocenten var dobbelt så høj som i det øvrige land.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Faglig uddannelse eller? i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306452