Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Koreakrig og prisstigninger

Oprindelig forfatter HSNis

Krigsudbruddet i Korea i juni 1950 betød en yderligere belastning af Danmarks betalingsbalance, fordi råvarepriserne steg, og de danske eksportprodukter ikke fulgte med. Bytteforholdet i udenrigshandelen blev yderligere forværret. Nationalbanken, der et stykke tid havde forsøgt at overbevise regeringen om, at situationen var for alvorlig til, at man kunne vente med at gribe ind til rigsdagssamlingen i oktober, forhøjede nu diskontoen fra 3 1/2 til 4 1/2. Det virkede ikke overbevisende, at finansminister H. C. Hansen kaldte det en justering, mens han forsikrede, at regeringen ikke ville opgive sin lavrentepolitik. På det tidspunkt var regeringens beslutning taget. Den skønnede – sikkert med rette – at der ikke var muligheder for at føre en lønpolitik med reallønnedgang igennem. Valget stod derfor mellem at følge oppositionspartiernes ønske om en stram penge- og finanspolitik eller at fortsætte investeringspolitikken og så klare betalingsbalancen ved hjælp af importkontrol, indenlandske rationeringer og anden forbrugsbegrænsning. Regeringen foretrak at tage kampen med oppositionen. Ved de afsluttende forhandlinger om den Europæiske Betalings Union havde regeringen sikret sig en undtagelsesbestemmelse fra den generelle beslutning om fortsat liberalisering. Forværringen i bytteforholdet som følge af Koreakrigen var en god begrundelse for at bruge denne udvej.

 Amerikanernes tilbagetog i Korea vinteren 1950-51, efter at Kina var gået ind på Nordkoreas side. Koreakrigen, der begyndte den 25. juni 1950, bragte en bølge af prisstigninger på råvarer i hele den vestlige verden.

Amerikanernes tilbagetog i Korea vinteren 1950-51, efter at Kina var gået ind på Nordkoreas side. Koreakrigen, der begyndte den 25. juni 1950, bragte en bølge af prisstigninger på råvarer i hele den vestlige verden.

Rigsdagen blev indkaldt til den 8. august og fik forelagt regeringens udspil. Selv om det indeholdt en stor bevilling til forsvarets materielanskaffelser, finansieret ved en særlig værneskat, var det ikke en invitation til forhandlinger, men et valgoplæg. Da de radikale i folketingsudvalget gik imod forslaget, mødte Hedtoft op og erklærede, at en afvisning ville medføre folketingsvalg. Det ultimatum bøjede partierne sig ikke for, og valget blev udskrevet til den 5. september.

Valgkampen var ikke let for regeringspartiet. Ganske vist kunne socialdemokraterne skilte med resultater i form af økonomisk vækst og lav arbejdsløshed; men valget var nu engang blevet udskrevet, fordi der var økonomiske vanskeligheder. Det afgørende i den korte valgkamp blev vælgernes ønske om at slippe af med de sidste rationeringer.

Annonce

Socialdemokraterne havde aldrig med fuld styrke forsvaret reguleringerne som andet end midlertidigt nødvendige foranstaltninger. Importrestriktionernes afskaffelse blev da også betragtet som et langsigtet mål. Partiet havde heller ikke ført en aggressiv agitation for offentlig styring af investeringer og for reguleringerne som et værktøj i en vækstpolitik. Sådanne forestillinger fandtes i partiet, men blev ikke brugt i agitationen over for vælgerne.

Folketingsvalget den 5. september 1950 gav ikke den klare afgørelse, regeringen havde brug for. Socialdemokratiet gik en smule tilbage i procent af stemmerne, men fik i kraft af en matematisk mere retfærdig fordeling af mandaterne to pladser mere i Folketinget og mønstrede nu 59. Venstre gik som ventet tilbage; dels hindrede valglovsændringen en gentagelse af fidusen med Hovedstadens Venstre, dels vendte de konservative vælgere hjem. Venstres tab på 17 mandater til 32 var dog bemærkelsesværdigt stort. Det konservative Folkeparti genvandt sin styrke med 17,8 procent af stemmerne og 27 mandater mod før 17. Det radikale Venstre fik en fremgang på to mandater til 12, mere kom der ikke ud af appellen til de socialdemokrater, der var imod deres gamle partis tilslutning til Atlantpagten. Heller ikke kommunisterne fik noget ud af det. Posten som satellitparti var ikke nem efter kuppet i Prag og midt i den kolde krig; partiets tilbagegang fortsatte med to mandater til syv.

Valgets ubestridte sejrherre var Retsforbundet, der havde ført sin valgkampagne på en fuldstændig og omgående afskaffelse af reguleringer og rationeringer. Partiet fordoblede sit mandattal og fik 12, lige så mange som Det radikale Venstre. Fra sin observationspost i det parlamentariske spil konstaterede Svend Thorsen, at kaffetørstige vælgere med mangelhallucinationer havde begivet sig på pilgrimsrejse til Viggo Starckes hellige Mokka.

Over for Socialdemokratiets 59 mandater stod altså Venstre og Det konservative Folkeparti med tilsammen lige så mange. I udenrigs- og forsvarspolitikken var flertallet blevet styrket, fordi kursændringen ikke havde kostet Socialdemokratiet ret meget; men i den økonomiske politik, der var mere kædet sammen med udenrigspolitikken, end de fleste anede, var forholdene alt andet end stabile.

De politiske partiers piruetter i forhandlinger om regeringsdannelse og deres rådgivning af kongen endte med, at Hedtoft fortsatte som statsminister for en socialdemokratisk mindretalsregering.

Han ommøblerede sin regering. Hvis der var noget politisk signal i udskiftningen af ministre, var det J. O. Krags afgang fra Handelsministeriet. Ikke meget slap ud til offentligheden fra regeringens egentlige magtcenter, Ministerudvalget for Økonomi og Forsyning, MØF, som den uklædelige forkortelse lød; men Krag havde ikke været den mest ivrige forsvarer af de restriktioner, regeringen byggede sin politik på. H. C. Hansen, der havde en veludviklet sans for politisk infight, flyttede fra Finansministeriet til Handelsministeriet. Viggo Kampmann, der siden Thorkil Kristensens ministertid havde været chef for ministeriets økonomiske sekretariat, dukkede op på den politiske arena som finansminister.

Den omdannede regerings levetid blev kort. Efter at et forsøg på at inddrage Venstre og de konservative i et kompromis om den økonomiske politik inden Rigsdagens åbning var blevet afvist, lykkedes det blot regeringen at nå et forlig om delvis dækning for de forsvarsudgifter, der var blevet vedtaget i august. Det blev på reguleringspolitikken, regeringen Hedtoft gik af.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Koreakrig og prisstigninger i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306462