Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hvorfor gik Hedtoft af?

Oprindelig forfatter HSNis

„Hedtoft gled i smørret” eller „Smørstormen” har været betegnelser for regeringen Hedtofts afgang i slutningen af oktober 1950. Det er misvisende, for så vidt som Hedtoft kun brugte en ret tilfældig anledning til at skifte fra regeringsbænken til pladsen som leder af oppositionen.

Oluf Pedersen fra Retsforbundet forsøgte at leve op til partiets valgløfter og samtidig demonstrere dets nyvundne styrke ved at stille forespørgsel til handelsministeren, om han straks ville ophæve rationeringen af smør og margarine. Ingen af de tre andre oppositionspartier ville stå frem som forkæmper for rationeringer og redningsmand for regeringen. De ville på den anden side heller ikke tvinge regeringen væk eller for den sags skyld forlange, at den valutaindtjenende smøreksport skulle formindskes ved at give los for det indenlandske forbrug. Resultatet blev en ret vag folketingsbeslutning om ophævelse af rationeringen „snarest muligt”. Uden ordkløveri kunne handelsminister H. C. Hansen altså have beholdt smørrationeringen; men Hedtoft valgte dagen efter at meddele regeringens afgang.

 En af tidens vittigheder om varemangel og rationeringer var opskriften på kaffe, en blanding af en stor og en lille Richs. I september 1950 vandt Retsforbundet sin store valgsejr på sin kampagne for ophævelse af kafferationeringen.

En af tidens vittigheder om varemangel og rationeringer var opskriften på kaffe, en blanding af en stor og en lille Richs. I september 1950 vandt Retsforbundet sin store valgsejr på sin kampagne for ophævelse af kafferationeringen.

Denne beslutning er blevet forklaret dels med den almindelige parlamentariske ordning, at regeringen går af, når den kommer i mindretal i Folketinget, dels med Hedtofts personlige ulykke. Hans kone var uhelbredeligt syg, og det kan have frataget ham kræfterne til at tage kampen op. Beslutningen er imidlertid også blevet forklaret mere politisk. Den økonomiske politik, der nu var blevet tvingende nødvendig, når importreguleringen ikke kunne optrappes, bestod af en nedskæring af forbruget, en virkelig stram finanspolitik og en højere rente med en uundgåelig forøgelse af arbejdsløsheden til følge. Denne politik ville Hedtoft ikke tage ansvaret for, så meget mindre som fagbevægelsen nægtede sin støtte til den.

Annonce

Set i lyset af de følgende års politik, hvor Socialdemokratiet ved at deltage i de store økonomiske forlig tog medansvar for den politik, Hedtoft (og fagbevægelsen) ikke ville føre fra regeringsbænken, kan forklaringen synes holdbar nok, især da den uden besvær kan kombineres med den personlige og den parlamentariske forklaring. En sådan betragtning risikerer imidlertid at undervurdere forskellen mellem den politik, der blev ført, ganske vist med socialdemokratisk deltagelse, og den politik, som regeringen Hedtoft ønskede, og havde forsøgt at føre indtil efteråret 1950.

Socialdemokratiet havde i mange år rummet to retninger: fordelingspolitikken, der ved beskatning af de store indtægter og formuer ville udbygge sociallovgivningen på vej mod velfærdsstaten, og produktionslinien, der ville lægge hovedvægten på at modernisere økonomien, først og fremmest ved at industrialisere landet. De to retninger behøvede ikke at føre til stridigheder i partiet, for så vidt som der kun ville blive råd til velfærdsstaten, hvis industrialiseringen lykkedes. På den anden side var den sociale velfærd og lighedspolitikken ikke nogen automatisk følge af omdannelsen af landet fra et bondesamfund til et industriland.

Efter socialdemokraternes opfattelse var det en forudsætning for økonomisk vækst, at staten brugte sin viden og sin magt til at målrette investeringerne. På kort sigt kunne det være nyttigt med rationalisering af mejerisektoren og med statslig støtte til ensilagebeholdere; men kun hvis en tilstrækkelig stor del af fortjenesten fra landbruget kunne kanaliseres over i investeringer i en moderne industri. Denne politik mødte vanskeligheder på den parlamentariske hjemmefront.

Venstre og de konservative bekæmpede den, men ikke ud fra samme tankegang. Venstre havde endnu ikke accepteret en udvikling, der ville fratage landbruget pladsen som det førende erhverv. Det konservative Folkeparti havde så mange modstridende interesser at varetage, at det var lettere for partiet at være liberal end konservativ. Det radikale Venstre kunne følge både fordelingslinien og produktionslinien i Socialdemokratiet et langt stykke. Men partiet ønskede investeringerne spredt i den danske industri- og håndværksstrukturs mange småbedrifter. Direkte offentlige investeringer i produktionssektoren, sådan som de i stor målestok fandt sted i andre lande, frygtede de radikale, dels fordi partiet nu engang varetog nogle vælgerinteresser for små selvstændige næringsdrivende, dels af mere ideologiske grunde for at forhindre en koncentration af økonomisk og politisk magt.

Hedtofts regering var i stand til at føre sin politik et stykke ad vejen, nogenlunde så langt som de radikale ville slå følge. Det havde været en væsentlig støtte for den socialdemokratiske politik, at den lokale Marshalladministration i Danmark havde sat sig ind i de særegne danske forhold og gjort sin indflydelse gældende både over for danske partier og interesseorganisationer og ikke mindst over for det amerikanske bagland.

Det var her, der skete en betydelig ændring i løbet af 1950 i den kolde krigs dybfrostperiode. Den amerikanske politik over for de europæiske allierede skiftede fra den økonomiske genrejsning som middel til at bekæmpe kommunismen til den militære alliances oprustningsprogrammer. Det ideologiske, politiske klima blev et andet, utvivlsomt påvirket af midtvejsvalget i USA i november. De amerikanske skatteydere var mere tilbøjelige til at betale for våbenhjælp end for industriel ekspansion i den socialdemokratiske velfærdsstat Danmark.

Tilknytningen til den vestlige alliance og til det europæiske samarbejde med USA som sponsor havde sine fordele og ulemper. Blandt omkostningerne var, at der blev sat grænser for, hvor særegen den „skandinaviske model” for samfundsudviklingen kunne blive i Danmark, især når den internationale politiske og økonomiske konjunktur gik landet imod.

Socialdemokraternes dilemma blev observeret i udlandet. Allerede i maj havde det amerikanske magasin Newsweek været fremme med en notits om, at ledende socialdemokrater havde drøftet dansk udmeldelse af Atlantpagten. „Det pure opspind” lød dementiet fra Hedtoft; men tanken må have strejfet en og anden socialdemokrat, der indså, at det politiske og det økonomiske system hang sammen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Hvorfor gik Hedtoft af? i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 5. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306463