Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Valutavanskeligheder igen

Oprindelig forfatter HSNis

Når regeringen Hedtoft fik en så farefuld færd og løb ind i så alvorlige vanskeligheder, var årsagen igen ebbe i valutakassen.

Socialdemokratiet havde lovet at bekæmpe arbejdsløsheden og dertil at gennemføre nogle udgiftskrævende reformer, og i den første tid så det ud til, at der var fornuft i at lægge en politik til rette, der kunne stimulere økonomien. I USA var der tegn på stagnation og endda tilbagegang i produktionen efter Koreakrigens afslutning, og noget sådant kunne meget vel føre til endnu stærkere tilbageslag i Europa. I Folketinget sad de ledende politikere med erfaringer fra krisen i 1930'erne, og økonomerne havde annammet læren fra dengang om, at en krise skulle og kunne bekæmpes ved at sætte de offentlige udgifter op.

Tilbageslaget i USA blev imidlertid kortvarigt, og stik imod forventningerne fortsatte højkonjunkturen i Europa. Endnu i foråret 1954 var det vanskeligt at se, om det voksende importoverskud i Danmark blot var en kort overgang med store indkøb af råvarer og med lagerforøgelser. Noget sådant var ikke i sig selv skræmmende, da det jo måtte medføre stigende eksport siden hen, når råvarerne var blevet til færdigvarer. Kreditmulighederne var imidlertid så begrænsede, at et indgreb med opbremsning i økonomien blev nødvendigt. Regeringens lavrentepolitik, der holdt investeringerne og byggeriet i gang, havde skubbet til den hældende vogn.

Annonce

Som om der allerede nu skulle udspilles en gentagelse af den socialdemokratiske regerings vanskeligheder fra sommeren 1950, meldte Nationalbanken sig med en forhøjelse af diskontoen fra 4 1/2 til 5 1/2 procent, og ganske som dengang erklærede regeringen mere eller mindre sammenbidt, at det skete med dens fulde forståelse. Den var da allerede begyndt at rebe sejlene. Hedtoft havde afsluttet folketingsåret med at nævne, at en yderligere forværring af valutasituationen ikke ville få regeringen til at gribe til restriktionspolitikken; men at finanspolitiske midler ville komme under overvejelse, altså besparelser på de offentlige budgetter og afgiftsforhøjelser.

Sådanne erklæringer er sjældent tomme trusler. Parallellen til 1950 var iøjnefaldende. Folketinget blev indkaldt før tiden og fik forelagt en spare- og afgiftsbuket. Da Viggo Kampmann mødte op med sin redningsplan for valutaen, var det tidligere tilgodehavende allerede forvandlet til et underskud på ca. 100 mio. kr., og en dårlig høst ville snart betyde en yderligere belastning af valutaen.

Det vil være svært at bebrejde de to store oppositionspartier, at de søgte at udnytte situationen politisk. De erklærede, at det var regeringens letsindige omgang med statens og altså skatteydernes penge, der var årsagen til vanskelighederne. Derfor ville det ikke nytte noget at medvirke til gennemførelsen af en kriseplan, så længe det var betroet regeringen Hedtoft at administrere den.

Det var vel ikke en ønskesituation for Det radikale Venstre; men når Venstre og Konservative satte sig udenfor, kunne Bertel Dahlgaard og Jørgen Jørgensen omtrent foreskrive regeringen, hvordan redningsplanen for valutaen skulle stykkes sammen. På indtægtssiden blev det noget så traditionelt som forhøjelse af punktskatterne (øl, tobak osv.). Befolkningens uansvarlige køb på kredit skulle begrænses ved et indgreb over for afbetalingshandelen og ved en præmiering af den private opsparing. Statens udgifter blev skåret ned ved at begrænse det statsstøttede byggeri. Dertil kom besparelser på de militære budgetter, bl.a. ved at udskyde genindkaldelser af de hjemsendte værnepligtige. Reelt var der tale om en nedsættelse af den militære tjenestetid fra 18 til 16 måneder.

For at ingen skulle være i tvivl om, hvem der havde ført pennen i lovgivningsarbejdet, blev en del af afgifterne holdt uden for pristalsberegningen. Mindst lige så ydmygende for den socialdemokratiske regering var det, at de penge, som besparelser og skatteforhøjelser indbragte, skulle bindes på en særkonto i Nationalbanken.

Da vanskelighederne begyndte at tårne sig op i sommeren 1954, havde Hedtoft givet luft for sin bitterhed: „I dette fattige land har vi åbenbart ikke råd til at have det godt.” Han måtte selv finde sig i at være skydeskive for hovedparten af den meget hårde kritik, der ramte regeringen, og han havde svært ved at bære den. Hans autoritet som regerings- og partileder blev påvirket af, at forhandlerne fra de andre partier i stigende grad gik uden om ham. Mens de genstridige importtal stadig nægtede at gå ned, og eksporttallene ikke steg tilstrækkeligt, tog Hedtoft til Nordisk Råds møde i Stockholm. Her døde han på sit hotelværelse natten mellem den 28. og 29. januar 1955.

Hedtoft er siden, navnlig af politikere fra de borgerlige partier, blevet vurderet højt; en „statsmand” er han blevet kaldt, især på grund af beslutningen om at føre Danmark ind i Atlantpagten – i mere end et kvart århundrede den mest konsekvensrige beslutning i dansk udenrigspolitik. Man har fortrængt bevidstheden om, at han gjorde det ugerne, og først da andre muligheder endegyldigt var faldet væk. Bedømmelsen af hans indenrigspolitiske indsats har været mere negativ; den socialdemokratiske regering blev styrket politisk, da H. C. Hansen overtog ledelsen efter ham.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Valutavanskeligheder igen i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306408