Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Marchen mod den politiske midte

Oprindelig forfatter HSNis

Thorkil Kristensen havde under forhandlingerne gjort et forsøg på at få en mere omfattende aftale i stand om den økonomiske politik, der skulle føres de næste år. Når der kunne konstateres en enighed om, hvad der var nødvendigt i den øjeblikkelige situation, beroede det efter hans opfattelse ikke på en tilfældig parlamentarisk situation, men på at der i virkeligheden ikke var så stor afstand mellem partiernes synspunkter, som de i deres agitation gav det udseende af. Bertel Dahlgaard var ikke langt fra den samme tanke. I april foreslog Det radikale Venstre, at der blev nedsat en kommission af eksperter, der samtidig repræsenterede de betydelige magtfaktorer i den økonomiske politik; det drejede sig om regering og Folketing, der styrede finanspolitikken, Nationalbanken med ansvaret for kreditpolitikken og de store organisationer, der øvede en afgørende indflydelse på lønninger og avancer. Disse beslutningsorganer traf deres afgørelser uden nogen koordinering, af og til endog sådan at de modarbejdede hinanden. Kommissionen skulle undersøge, hvordan man kunne samordne deres politik.

Hverken Bertel Dahlgaards eller Thorkil Kristensens ideer førte til øjeblikkelige resultater. De er imidlertid begge karakteristiske for tidens opfattelse af politik. Selv om der blev udfoldet store anstrengelser for at forklare de økonomiske sammenhænge sådan, at også folk uden en længere teoretisk uddannelse kunne følge med, blev det afgørende politiske spørgsmål for avislæsere og for tilhørerne ved de politiske møder ofte nedskrevet til, om det var Thorkil Kristensen eller Viggo Kampmann, der var den dygtigste økonom. De sagde begge to, at folk brugte for meget, at det gjaldt om at holde igen på lønkravene, og at også staten skulle spare. Man skulle kunne høre fine sproglige nuancer, hvis man skulle kunne opfatte, at Kampmann ikke havde meget tilovers for skattefradragsreglen, eller at Thorkil Kristensen egentlig mente, at indkomstforskellene ikke måtte blive mindre, end de var.

Den demokratiske diskussion kan hverken undvære sagligheden, hvor viden og indsigt kommer til orde, eller standpunkterne, hvor det er holdninger og ideologier, der konfronteres. Når de politiske partier i disse år ikke i højere grad førte deres ideologiske grundlag frem i agitationen, skyldtes det ikke kun et ønske om at undgå at støde Det radikale Venstre fra sig, altså taktiske overvejelser om flertalsdannelsen i Folketinget. Det drejede sig også om kampen om vælgerne. Forskellen mellem Socialdemokratiets og VK-partiernes stemmetal var så lille, at alt afhang af marginalvælgerne, dvs. de vælgere man kunne gøre sig håb om at flytte fra den ene blok til den anden. Der skulle tales til de vælgere, der i forvejen havde politiske synspunkter i nærheden af midten. Spørgsmålet er imidlertid, om denne partiernes march mod den politiske midte havde andre årsager.

Annonce

 Julius Bomholt og Viggo Kampmann, Fanø juli 1955. Sommerferiebilledet var et pressefotografisk scoop, men også et eksempel på, hvad kravet om publicity nu kunne få politikere til. De to ministre var kun gået i vandet for at fotografen, Tage Christensen, kunne få årets sommerbillede.

Julius Bomholt og Viggo Kampmann, Fanø juli 1955. Sommerferiebilledet var et pressefotografisk scoop, men også et eksempel på, hvad kravet om publicity nu kunne få politikere til. De to ministre var kun gået i vandet for at fotografen, Tage Christensen, kunne få årets sommerbillede.

Det var ikke kun et dansk fænomen; tendensen kunne iagttages i andre vestlige lande med stabile demokratiske regimer. Det blev diskuteret i samtiden, om ikke væsentlige demokratiske idealer blev tilsidesat, når den offentlige debat ikke drejede sig om samfundsudviklingens retning, men kun om små variationer i de midler, der skulle bruges i styringen af samfundet.

I mangel af markante standpunkter blev slagord, ofte med et indhold ingen kunne være uenig i, og kandidaternes personlighed tillagt stigende betydning i partiernes agitation. Det var med bekymring og forargelse, man læste om valgkampagner – endnu dog kun i andre lande – hvor partiernes programmer blev filet til af professionelle reklamefolk, der skulle „sælge” partiet og dets kandidater til vælgerne. Partierne var blevet selvbærende konstruktioner, der mere opfandt end opfangede vælgernes krav.

Alligevel kan man næppe gøre partiernes adfærd i parlamenterne og i agitationen eller deres omdannelse til professionelle institutioner til den tilstrækkelige årsag til, at diskussioner drejede sig om tekniske småting, eller at forskellene mellem standpunkterne var så små. Det afspejlede snarere en almindelig udbredt modvilje imod store ideologier og grandiose planer for samfundets udvikling.

Historikere er med god grund forsigtige med at fastslå massefænomener som „en udbredt modvilje”. Samtidens kulturelle kommentatorer, der klagede over tidens småtskårne, taktiske femørespolitik, kan meget vel have haft nostalgiske, og urealistiske forestillinger om, hvilke raffinerede samfundsanalyser eller sammenhængende ideologier en Hørup eller en Borgbjerg magtede at tilråbe deres vælgere før højttalerens opfindelse. Ikke desto mindre bygger opfattelsen af 1950'ernes politisk-kulturelle klima ikke kun på, at man i samtiden skrev ideologiernes dødsattest. Yderligtgående højreorienterede synspunkter var blevet grundigt kompromitteret af nazismen under 2. verdenskrig. Den kolde krig og beretninger om undertrykkelsen af befolkningerne i Østeuropa stødte venstreorienterede anskuelser ud i en tilsvarende isolation. Hvad man næppe mærkede i samtiden var, at det uvægerligt medførte en indsnævring af synsfeltet i den offentlige politiske debat.

Demokrati havde tidligere været en styreform, der rejste strid og skilte vandene politisk; nu var det et honnørord, som alle hyldede. Det blev i Danmark uden forbehold forstået som det repræsentative demokrati, hvor en vågen offentlighed og en kritisk presse ideelt set kontrollerede de valgte, der traf beslutningerne og bar ansvaret. Hvis ordet demokrati blev forsynet med tilføjelser som „vestligt” eller „folke-”, var afstanden mellem synspunkterne så stor, at samtale var umulig.

Den hjemlige politiske debat kunne dreje sig om omfanget af fordelingspolitikken, ikke om samfundets ansvar for de svage. Socialdemokraterne ville traditionelt gå foran i udbygningen af velfærdsstaten; men omkostningerne var allerede med skatternes højde ved at ramme partiets kernevælgere så føleligt, at krav om sociale forbedringer i stigende grad blev omgærdet med det forbehold, at samfundet skulle have råd. Det var mere afgørende for det politiske klima, at der var en enighed omfattende hele det politiske spektrum om, at den mest effektive måde, man kunne forbedre vilkårene for de dårligst stillede på, var at „gøre kagen større”, dvs. at få produktionen til at stige. Økonomisk vækst var endnu ikke et velkendt begreb, netop fordi det var et helt selvfølgeligt mål, ingen anfægtede. Modsætningen til økonomisk vækst hed ikke lavvækst eller O-vækst, men krise. De få, der løftede advarende pegefingre mod kravene om mere velstand, større produktion og flere varer, gjorde det ud fra gammel-moralske forestillinger om det åndelige livs uafhængighed af de materielle vilkår. Hvis de placerede sig selv politisk, hvad de meget nødigt gjorde, blev det et godt stykke til højre.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Marchen mod den politiske midte i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306412