Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den fortsatte ligevægt

Oprindelig forfatter HSNis

Den 22. september skulle de danske vælgere for tredje gang i løbet af 1953 udøve deres demokratiske borgerpligt. Den nye grundlov med vedhængt valglov skaffede 120.000 nye vælgere i aldersklasserne 23-25 år og 28 nye pladser i Folketinget, heraf skulle to vælges på Grønland. Det var i sig selv næppe tilstrækkeligt til at skaffe den rette valgstemning.

Spændingen kom med valgets i egentlig forstand sorte hest. Knud Kristensen fandt de mere end 300.000 nejstemmer ved folkeafstemningen om grundloven lovende nok til at danne et nyt parti, De Uafhængige. Udgangspunktet var altså ønsket om at vende tilbage til tokammersystemet, men også resten af partiets valgopråb placerede umiskendeligt De Uafhængige på højre flanke i dansk politik. Spørgsmålet var, om Knud Kristensens popularitet i hans jyske hjemegn og borgerlige vælgeres irritation over VK-regeringens påtvungne kompromiser tilsammen ville være stærke nok til at skaffe de 60.000 stemmer, der skulle til for at bringe partiet over valglovens spærregrænse.

 De konservative tog moderne midler i brug i valgkampen. Her fra partiets valgrevy, hvor drømmen om selvejerbilen, endnu dog kun en beskeden Standard 8, appellerede til partiets vælgere.

De konservative tog moderne midler i brug i valgkampen. Her fra partiets valgrevy, hvor drømmen om selvejerbilen, endnu dog kun en beskeden Standard 8, appellerede til partiets vælgere.

Venstre og Det konservative Folkeparti kunne godskrive sig for en fyldt valutakasse og balance på budgettet. Socialdemokraterne kunne svare, at det var blevet betalt med en alt for lav økonomisk vækst i forhold til resten af Europa, og at VK-regeringen også havde holdt en lav profil i sociallovgivningen. Den fortsatte liberalisering af udenrigshandelen var derimod ikke længere et centralt emne i valgkampen. Socialdemokraterne gjorde forslaget om folkepension til de gamle og Ungdommens Uddannelsesfond for de unge (ihukommende de mange unge vælgere) til centrale emner i valgkampen. Regeringspartierne måtte vise, at de også forstod kravet om social tryghed, selv om de egentlig måtte mene, at der ikke var råd til folkepension, og at det ville være økonomisk bedre for landet og mere moralsk for den enkelte, at folk selv sparede op til alderdommen og betalte for deres børns uddannelse.

Annonce

Det hører med til en valgkamp, at partierne markerer deres indbyrdes forskelle; men som den parlamentariske situation var og efter al sandsynlighed også ville være efter valget, skulle stærke udtalelser fra partiprogrammernes ideologiske afsnit helst ikke skaffe besvær, når valget var overstået. Hverken socialdemokraterne eller regeringspartierne ønskede i valgkampen at flytte sig for langt fra midten. Og midten i dansk politik var pr. definition Det radikale Venstre.

Folketingsvalget den 22. september 1953:
mandater
procent af stemmer
Socialdemokratiet74(71)+341,3(40,4)
Det radikale Venstre14(15)÷17,8(8,6)
Venstre42(39)+323,1(22,1)
Konservative30(31)÷116,8(17,3)
Retsforbundet6(10)÷43,5(5,6)
Kommunister8(8) 4,3(4,8)
De Uafhængige0 2,7-
Slesvigske Parti1(1) 0,5(0,4)

Mandattallene i parentes viser det antal mandater, partierne ville have fået ved valget i april 1953, hvis det var foregået efter de regler, der gjaldt ved valget i september.

Valget var ikke blevet et vældigt vejr, der gik over landet. Stemmeprocenten var faldet en smule, fra 80,8 i april til 80,6 i september. Der var kun sket små forskydninger, og det åbnede for taktiske fortolkninger. Socialdemokraterne gik tre mandater frem, og Hedtoft anså det nu for sin soleklare ret at danne regering; men Venstre var gået lige så meget frem. De konservative havde tabt lidt, og Retsforbundet fortsatte sin bratte nedtur fra aprilvalget. De Uafhængige blev ikke repræsenteret; men de manglede kun 1427 stemmer i at passere spærregrænsen. I Venstre og Det konservative Folkeparti kunne man ærgre sig over de spildte borgerlige stemmer og glæde sig over, at man ikke skulle generes af et parti på deres højre fløj.

 Valgene i 1953 var første gang, fjernsynet blev taget i brug. Erik Eriksens placering stående foran et bagtæppe illuderede, at han talte til en stor forsamling, ikke til familierne i dagligstuerne.

Valgene i 1953 var første gang, fjernsynet blev taget i brug. Erik Eriksens placering stående foran et bagtæppe illuderede, at han talte til en stor forsamling, ikke til familierne i dagligstuerne.

Erik Eriksen forsøgte at fortsætte. VK-regeringen havde været en mindretalsregering, og principielt skulle den have samme parlamentariske basis som før valget. Men de radikale ville af med de konservative og navnlig med Ole Bjørn Kraft. De bekæmpede i det hele taget en opdeling af Folketingets partier i to blokke. „Det samarbejdende folkestyre” var en radikal yndlingsforestilling, der satte dem selv i beslutningernes og begivenhedernes centrum. Erik Eriksen fik tilbudt de radikales velvilje til en venstreregering uden de konservative, men takkede nej. Samarbejdet mellem de to store borgerlige partier, så de kunne udgøre et realistisk alternativ til Socialdemokratiet, var Erik Eriksens politik; dertil kom efter al sandsynlighed også, at han personligt havde befundet sig godt i det nære samarbejde med de konservative ministre Aksel Møller og Poul Sørensen.

Efter diverse taktiske manøvrer blev det socialdemokraterne, der dannede regering. De kunne ikke friste Bertel Dahlgaard til at deltage, så de måtte gå til arbejdet på mindretalsregeringens vilkår. Socialdemokratiet kunne få de radikales støtte til en genoptagelse af fordelingspolitikken, så de kunne gøre sig håb om at indfri nogle af løfterne fra valgkampen; men der blev ikke noget tillidsfuldt forhold mellem de radikale og Hedtofts regering.

Både i samtidige iagttagelser og i senere kommentarer er skylden herfor først og fremmest lagt på temperamentsforskellen mellem Bertel Dahlgaard og regeringens chef, Hans Hedtoft. Det er da også fristende at forklare det kølige forhold mellem de to partier, der tidligere havde samarbejdet, ved at give et dobbeltportræt af disse to meget forskellige politikere. Bertel Dahlgaard var sig bevidst at kunne både sin politiske og sin økonomiske kugleramme. De intense, langvarige forhandlinger, hvor detaljernes mængde møjsommeligt og tålmodigt vejedes op til kompromiset, var hans rette element. Det politiske forlig om afgifter, skatter og støtteordninger gav både form og indhold til det politiske hverdagsarbejde i disse år, hvor dansk økonomi kun havde en smal margin mellem succes og fiasko. Hedtoft var bedre tilpas i søndagstøjet. Stuen blev ham for trang, når natten skulle bruges til at trækkes med spørgsmålet om de forventede virkninger af, om benzinafgiften blev sat op med otte eller med ti øre. Han ville de større armbevægelser, helst til favntag.

 I løbet af valgaftenen den 22. september 1953 fyldtes de tomme ruder i facaden med valgresultater, og publikum på Rådhuspladsen i København blev underholdt skiftevis fra BT's og Politikens hjørne.

I løbet af valgaftenen den 22. september 1953 fyldtes de tomme ruder i facaden med valgresultater, og publikum på Rådhuspladsen i København blev underholdt skiftevis fra BT's og Politikens hjørne.

I politik kan gode eller dårlige vibrationer mellem mennesker, som i de fleste andre menneskelige forhold, spille en rolle; men der er mange og slående eksempler både før og siden på politiske alliancer mellem personer, der var lige så forskellige som Bertel Dahlgaard og Hans Hedtoft, og som ikke havde andet til fælles, end at den politiske situation tvang dem til at slå følge.

Den socialdemokratiske regering rummede al den økonomiske sagkundskab, en Bertel Dahlgaard kunne ønske sig. Viggo Kampmann, der i 1950 næppe havde nået at sidde finansministerstolen varm, indtog med selvfølge pladsen igen, stadig med et præg af at være økonomisk tekniker. Jens Otto Krag var vendt hjem fra USA først til en ministerpost uden portefølje, men allerede fra november som økonomi- og arbejdsminister. Regeringens nummer to, H. C. Hansen, der af nogle var ønsket placeret et trin højere oppe, nøjedes ikke med at forvalte Udenrigsministeriet. Han var – også når han lod sin divergerende mening komme til orde – en politisk sværvægter i regeringen og i partiet. Han var ikke uvidende om sin position som en mulig konkurrent til Hedtoft; men ingen har kunnet frembære eksempler på, at han ikke loyalt støttede sin ven og politiske kampfælle.

Uanset at de radikale hævdede, at de helst så en bredere regering med Venstre, Socialdemokratiet – og dem selv ikke at forglemme – og uanset at de dernæst ville have foretrukket en smal venstreregering, var de helt på det rene med, hvem der ville blive regeringens chef, da de gav grønt lys for den socialdemokratiske regeringsdannelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Den fortsatte ligevægt i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306407