• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ungarn og Suez

Oprindelig forfatter HSNis

Benzinstrejkens lektie blev kun fortolket som et budskab om forholdet mellem arbejdsmarkedet og det øvrige samfund. Der var vitale funktioner, som man i fremtiden ikke ville have lammet, når det skulle afgøres, om timelønnen skulle ti eller 15 øre op. Det andet budskab fra de olieløse dage blev ikke forstået. Det danske samfund var på fuld march ind i afhængighed af kun én energikilde, olie. Den kom i rigelige mængder og til priser, der ikke fulgte med pristallet. Nyheder fra de steder, hvor olien kom op af jorden, eller om de store olieselskabers magt var ikke interessante, så længe der var olie nok. Med stort besvær var offentligheden ved at tilegne sig bevidstheden om, at Verden og Europa ikke var det samme. Den kolde krig havde betydet en udvidelse af det europæiske perspektiv med en vestlig og en østlig supermagt, vel at mærke henholdsvis vest og øst for det, man forstod ved Europa. Kun få havde indset, at begivenheder i de „underudviklede lande”, som de stadig kaldtes, kunne påvirke dagligdagen i Danmark, og de talte for døve øren.

I efteråret 1956 udspilledes i den internationale politik to lærestykker, det ene i Ungarn, det andet ved Suezkanalen, begge med en besk morale.

 Dagens Nyheders forside den 30. oktober og den 1. november 1956. Samtidigheden af Sovjets undertrykkelse af opstanden i Budapest og det engelsk-fransk-israelske angreb på Egypten kunne give et falsk indtryk af planlægning. Udgangen af begge kriser demonstrerede, at der var to og kun to supermagter.

Dagens Nyheders forside den 30. oktober og den 1. november 1956. Samtidigheden af Sovjets undertrykkelse af opstanden i Budapest og det engelsk-fransk-israelske angreb på Egypten kunne give et falsk indtryk af planlægning. Udgangen af begge kriser demonstrerede, at der var to og kun to supermagter.

På Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres havde Nikita Khrusjtjov startet opgøret med stalintiden. Det satte en frigørelsesproces i gang i de østeuropæiske lande, hvor nogle af de mest kompromitterede stalinistiske satrapper blev udskiftet. I Ungarn var styret ude af stand til at dæmme op for frihedsrusen. Udstødte politikere hentedes ud af fængslerne og dannede en flerpartiregering, der meddelte, at landet ville forlade Warszawa-pagten. Det forhadte hemmelige politi blev jagtet, og pressen verden over bragte billeder fra opgøret i Budapest, der mindede danskerne om majdagene i 1945. Men den 4. november rykkede Den Røde Hær igen mod Budapest, hvis befolkning i seks dage førte en håbløs kamp i venten på hjælp fra Vesten. FN's generalforsamling vedtog et krav om tilbagetrækning af de sovjetiske tropper; men russerne kunne ignorere henstillingen, fordi de allerede havde fået klare signaler om, at der ikke ville komme nogen indblanding fra NATO-landene. De tragiske begivenheder afslørede ubarmhjertigt Foster Dulles' „tilbagerulningspolitik” som tom retorik. En strøm af ungarske flygtninge søgte mod vest over den østrigske grænse.

Annonce

FN var optaget af et andet storpolitisk brændpunkt. Egyptens leder, oberst Nasser, havde i juli meddelt, at Suezkanalen ville blive nationaliseret for at finansiere landets udvikling, navnlig bygningen af den store Aswan-dæmning. Aktionærerne i kanalselskabet ville få tilbudt fuld økonomisk erstatning. Aktionærerne var imidlertid England og Frankrig, og de havde ikke betragtet kanalselskabet blot som en kapitalanbringelse, men som basis for kontrol med kanalen. I alliance med Israel planlagde de en fælles militær aktion, der skulle skaffe Israel af med risikoen for egyptisk støttede raids og samtidig demonstrere for regeringer og befolkninger med hel- eller halvkolonial status, at de to vesteuropæiske lande stadig var stormagter. Angrebet startede den 29. oktober 1956. Militært var det en succes, men allerede den 6. november endte det med et totalt politisk nederlag.

 Den 4. november 1956 demonstreredes der ved den sovjetiske ambassade i København og mange steder i provinsen. Om aftenen foranstaltedes et møde på Frue Plads med talere, der delte opmærksomheden mellem harme over den russiske undertrykkelse og opfordringer til at fratage de danske kommunister den tilslutning og de tillidsposter, de endnu havde.

Den 4. november 1956 demonstreredes der ved den sovjetiske ambassade i København og mange steder i provinsen. Om aftenen foranstaltedes et møde på Frue Plads med talere, der delte opmærksomheden mellem harme over den russiske undertrykkelse og opfordringer til at fratage de danske kommunister den tilslutning og de tillidsposter, de endnu havde.

I FN var der pludselig amerikansk-sovjetisk enighed om at standse krigen, om at indsætte en fredsbevarende FN-styrke i området og om at kræve tilbagetrækning af de angribende styrker.

I løbet af et par uger var det blevet demonstreret, at der i realiteten kun var to stormagter, og at de uanset deres grundlæggende modsætningsforhold agtede at respektere hinandens interessesfærer.

I de dramatiske uger, hvor krigsfrygten greb om sig, var det Ungarns skæbne, der mest optog sindene i Danmark. Den optimistiske tro på, at tøbruddet i den kolde krig også ville slå igennem i en demokratisering og frigørelse i Østeuropa, fik en brat ende. Billeder og beretninger fra Budapest og fra flygtningestrømmen mod Østrig gav oplagte muligheder for at identificere sig med de ungarske frihedskæmpere.

Hurtige initiativer til indsamling af tøj og mad til Ungarn og omgående transport af det indsamlede blev sat i værk næsten med timers varsel. Dansk Røde Kors afsendte med statsstøtte et feltlazaret, der dog ikke nåede frem tidligt nok til at få tilladelse til at arbejde i Ungarn.

Da Folketinget skulle vedtage at afsende en dansk styrke til FN-missionen ved Suez, indledtes mødet med, at medlemmerne mindedes ofrene i Ungarn. H. C. Hansen opfordrede forgæves Aksel Larsen til at tage afstand fra den sovjetiske invasion. Bag knuste ruder i Dronningens Tværgade havde det kommunistiske parti og Land og Folks redaktion nogle besværlige dage. Stemningspendulet fra forårets strejker svingede nu den anden vej.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Ungarn og Suez i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 20. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306418