Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Benzinstrejke og avisstrejke

Oprindelig forfatter HSNis

I slutningen af 1955 skulle de egentlige overenskomstforhandlinger mellem De samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening i gang, og nationalbankdirektøren advarede som sædvanlig mod at sætte det vundne over styr, mens statsministeren appellerede til parternes samfundssind.

Udstyret med disse velmente påmindelser udvekslede arbejdsmarkedets parter kravene til de kommende overenskomster. Lønstigningerne havde de forudgående år været moderate; denne gang skulle der opnås både lønforhøjelser, der kunne mærkes, og en arbejdstidsforkortelse fra de traditionsrige 48 timer til en 44-timers arbejdsuge. Arbejdsgiverne, der havde fået ny formand, var også i kamphumør. Kravene blev afvist, og dertil ønskede arbejdsgiverne den automatiske pristalsregulering af lønnen afskaffet, så dyrtidstillæg i fremtiden var noget, der skulle forhandles om. Ved den foregående overenskomst havde kvinderne opnået, at deres dyrtidsportioner blev af samme størrelse som mændenes.

Det var ikke noget nyt, at parterne startede forhandlingerne med positionerne skarpt trukket op. Denne gang var der imidlertid en atmosfære af urokkelighed over forløbet.

Annonce

 Priserne steg 40 procent, lønnen næsten 90 procent i løbet af 1950'erne. Forskellen mellem de to kurver skulle være reallønfremgangen; men skatter og afgifter tog en betragtelig del af stigningen i lønmodtagernes forbrugsmuligheder.

Priserne steg 40 procent, lønnen næsten 90 procent i løbet af 1950'erne. Forskellen mellem de to kurver skulle være reallønfremgangen; men skatter og afgifter tog en betragtelig del af stigningen i lønmodtagernes forbrugsmuligheder.

Det var kun få år siden, den amerikanske ekspert i arbejdsmarkedsforhold Walter Galenson havde fremhævet det danske systems evne til at løse uoverensstemmelser uden arbejdskampe. Storkonflikter var i Danmark noget, man læste om i avisernes reportager fra andre lande. Men den 16. marts 1956 meddelte forligsmanden, Erik Dreyer, at han ikke så nogen mulighed for at fremsætte et mæglingsforslag, der havde udsigt til at blive vedtaget af både arbejdsgivere og arbejdere.

Nu gik det mod konflikt. I løbet af få dage ville godt 50.000 være i strejke, og når lockouterne kom til, ville arbejdskampen omfatte over 100.000. Frem for alt blev det benzinstrejken og avisstrejken, der greb ind i hverdagen. Man opdagede, at tankbilchaufførerne havde magt til at ramme samfundsmaskineriets vitale funktioner. Det var ikke kun de velståendes private bilkørsel, der blev standset. Uden de karrigt tildelte dispensationer, som Arbejdsmandsforbundets formand, Christian Larsen, uddelte, ville skoler og hospitaler lukke, gartnernes drivhuse ville stå kolde, og landbruget mangle traktorbenzin til forårsarbejdet. Sømændenes strejke ramte ikke alene forbindelsen til Bornholm, men også det nationale klenodie, landbrugseksporten. Den del af pressen, der var medlem af Arbejdsgiverforeningen og altså part i konflikten, kunne ikke engang skrive om ulykkerne. Kun Land og Folk heppede kampstemningen, mens den socialdemokratiske presse havde svært ved at finde ud af, hvordan monopolsituationen skulle forvaltes. På de borgerlige partiers foranledning gav radioen taletid til de politiske partier. Hvis meningen var at afbøde strejkernes virkning på meningsdannelsen og fredeliggøre stemningen, var det et fejlgreb.

 Information genoplevede sin illegale fortid, da den under strejkerne i foråret 1956 skulle smugle sin nødavis uden om de strejkendes blokade. Den trykketeknik, som Information brugte, var endnu på udviklingsstadiet; men den varslede om kommende vanskeligheder for typograffaget.

Information genoplevede sin illegale fortid, da den under strejkerne i foråret 1956 skulle smugle sin nødavis uden om de strejkendes blokade. Den trykketeknik, som Information brugte, var endnu på udviklingsstadiet; men den varslede om kommende vanskeligheder for typograffaget.

Et radikalt forslag i Folketinget om frivillig voldgift førte ingen vegne hen. Skulle det have nogen virkning, måtte der som året før være en trussel om tvungen voldgift bagved. H. C. Hansen kunne dog bruge det i sine bestræbelser for at få forhandlingerne i gang igen. Det lykkedes den 26. marts, og fem dage efter lå et mæglingsforslag klar. I store træk rummede det generelle lønforhøjelser med særligt tillæg til de lavtlønnede og arbejdsgivernes accept af en sygelønsordning. Arbejderne måtte til gengæld opgive arbejdstidsforkortelsen.

Da parterne i benzinstrejken ikke indvilligede i at standse konflikten, mens afstemningerne om mæglingsforslaget foregik, besluttede Socialdemokratiets ledelse – og det betød i denne situation i praksis H. C. Hansen – at standse konflikten i oliebranchen ved lov den 5. april. Regeringens og partiets vanskeligheder fremgik af, at ikke blot kommunisterne, men også tre af partiets egne folketingsmedlemmer med betydelige poster i fagbevægelsen stemte imod regeringens forslag.

Den 12. april blev afstemningsresultatet offentliggjort. Arbejdsgiverne havde vedtaget mæglingsforslaget med tre fjerdedele flertal. Arbejderne havde forkastet det. Der var ikke blot et flertal af nejstemmer ved urafstemningen, det havde man set før, hvor fagforbundenes ledelse så ved de såkaldt kompetente forsamlingers stemmer havde forvandlet et nej til et ja. Denne gang var stemmeprocenten blandt arbejderne imidlertid så høj (over 75 procent), at fagforbundsledelserne, der havde anbefalet at stemme ja, ikke havde mange stemmer at supplere med.

 Demonstrationen på Christiansborg Slotsplads den 13. april 1956.

Demonstrationen på Christiansborg Slotsplads den 13. april 1956.

Regeringen fremsatte omgående forslag om at gøre det forkastede mæglingsforslag til lov. Et forsøg på at afkorte overenskomstperioden fra to til et år blev afvist af Venstre og konservative. Behandlingen i Folketinget foregik natten igennem, mens deputationer, der ville tale med udvalget, blev sluset igennem politiafspærringer omkring Christiansborg. Ved den endelige afstemning gik smedenes formand, Hans Rasmussen, imod sit parti og stemte sammen med kommunisterne og fire fra Retsforbundet imod loven.

Det var ingen glædens dag i den socialdemokratiske ledelse; men den afgørende interne diskussion om kursen var i virkeligheden ført til ende, da det blev besluttet at standse benzinstrejken. Efter H. C. Hansens vurdering var det kun et valg mellem et lovindgreb og ministeriets afgang. Realist som han var, erkendte han også, at det ikke kun var kommunistiske arbejdere, der havde stemt nej. Loven var ikke mange timer gammel, før det blev understreget.

Straks fra morgenen fredag den 13. april var der strejker i gang mange steder, og københavnske tillidsmænd, især fra de større arbejdspladser, kaldte sammen til demonstration på Christiansborg Slotsplads. Ifølge politiets vurdering fulgte omkring 150.000 opfordringen og påhørte adskillige vrede udfald mod Socialdemokratiet og De samvirkende Fagforbund. Aksel Larsen var blevet hentet ind som hovedtaler, og han rådede forsamlingen til at afslutte demonstrationen og følge parolerne fra „situationens generalstab”. Denne krigeriske betegnelse, der var opfundet til lejligheden, gjaldt kredsen af tillidsmænd, der efter demonstrationen holdt møde i Grundtvigs Hus.

Aksel Larsen har siden forklaret, at han gav sit råd i håb om, at der ville komme styring af protesterne, så det ikke løb ud i nogle tilfældige småstrejker. Situationens generalstab opfordrede til at lade alt arbejde ligge stille lørdag og genoptage arbejdet mandag morgen. I de kommende uger og måneder skulle man så lokalt på de enkelte arbejdspladser og i fagforeningerne forhandle og eventuelt aktionere for de forbedringer, som mæglingsforslaget og regeringsindgrebet ikke havde bragt.

Det lader sig ikke gøre op, hvor meget der kom ud af disse aktioner; men da landbruget sidst i april fik et mæglingsforslag at tage stilling til, ømmede formanden for landbrugets arbejdsgivere sig svært over det pres, der blev lagt på dem, for at få mæglingsforslaget vedtaget, så der ikke blev anledning til ny uro på arbejdsmarkedet.

Det var ikke let at være socialdemokratisk tillidsmand eller bestyrelsesmedlem i en fagforening i det næste halve år, hvor generalforsamlinger blev flittigt brugt til at udskifte dem, der ikke eftertrykkeligt tog afstand fra lovindgrebet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Benzinstrejke og avisstrejke i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306417