Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den lokale bif

Oprindelig forfatter HSNis

Den mest almindelige fritidsfornøjelse var en tur i biografen. Før fjernsynet begyndte at køre hjemmebiffen, solgtes der 58 mio. billetter om året, svarende til mere end ti biografbesøg pr. indbygger. Selv om der nok var enighed om, at filmen i princippet var en kunstart, blev biografturen ikke anset for en kulturel foreteelse. De fleste film i biograferne var da også egnede til at bestyrke denne mening.

Importen af amerikanske film var begrænset af valutarestriktioner, og en stor part af dem, der blev givet importtilladelse til, var ikke fra den ambitiøse ende af skalaen. Propagandafilm fra krigstiden, hvor tyskerne var onde eller dumme, efterfulgtes af nyere produkter, hvor kommunister havde overtaget skurkerollen. Ældre cowboyfilm til lørdag eftermiddagsforestillingen, hvor børnene blev sendt i biografen, og efterklange af 1930'rnes hollywoodkomedier stødte ikke mod kvalitetsloftet. Når de få, slidte kopier nåede frem til de mindre provinsbiografer, kunne tilskuerne få det indtryk, at det altid var regnvejr i USA.

 Filmproducenterne gjorde også forsøg med „problemfilm” som f.eks. „Café Paradis” om alkoholisme, hvor Ib Schønberg endnu en gang overraskede ved at kunne andet end den „Ibbermand-rolle”, han ellers stak i.

Filmproducenterne gjorde også forsøg med „problemfilm” som f.eks. „Café Paradis” om alkoholisme, hvor Ib Schønberg endnu en gang overraskede ved at kunne andet end den „Ibbermand-rolle”, han ellers stak i.

Der var langt mellem de store kunstneriske oplevelser i biografen; men de var der. Biografdirektører, der blev bebrejdet, at der kom så få gode film, og at de blev taget af plakaten så hurtigt, henviste til den manglende publikumssøgning til seriøse film.

Annonce

Den sikreste satsning for biograferne var danske film. Da besættelsestidens frihedskamp havde fået sit, blev 1950'ernes trumfkort Morten Korch-filmene. De kom på stribe år efter år med Poul Reichhardt som førsteelsker og med en fast besætning af den søde pige til ham, hendes fader, der var udsat for onde anslag af skurken, og dertil en klog mormor og en snurrig karl på godset, den gamle skovrider- eller købmandsgård. Morten Korch-film blev en genre, også efter manuskripter skrevet af andre, der prøvede at nå den fynske forfatters uforbeholdne lyssyn. Det danske biografpublikum elskede dem, mens filmkritikere forsøgte at finde på nye varianter af fordømmende anmeldelser.

Komedien og især farcen var lige så fast på produktionsplanerne, styret af forventningerne om billetsalget. Mængden af film, hvor Dirch Passer sled sit talent op, viste tydeligere end noget andet, at man efterhånden magtede teknikken, og at der var en stab af gode skuespillere, nogle endda fremragende; men at der var en åbenbart uafhjælpelig mangel på gode manuskriptforfattere i branchen.

 Andre film handlede om ungdommens uopslidelige fordærv. Mens de ældre biografgængere forfærdedes og forargedes, kunne de unge tilskuere – og de udgjorde flertallet – beklage, at virkeligheden ikke levede op til fiktionen.

Andre film handlede om ungdommens uopslidelige fordærv. Mens de ældre biografgængere forfærdedes og forargedes, kunne de unge tilskuere – og de udgjorde flertallet – beklage, at virkeligheden ikke levede op til fiktionen.

Den overvejende del af de danske film var samlebåndsproduktion. Det gjorde avisernes anmeldere skeptiske, også når der endelig kom noget bemærkelsesværdigt. Når der efter anmeldelserne at dømme var så stor kvalitetsforskel mellem danske og udenlandske film, skyldtes det, at de dårligste udenlandske produkter ikke kom til landet, før fjernsynet meldte sig på markedet.

En tur i biografen var den almindeligste invitation, når den unge mand inviterede en pige ud. Når man brugte udtrykket „at gå ud og more sig”, mente man mere end blot en biograftur. Dertil hørte besøg på en danserestaurant, hvor såvel orkester og personale som gæsterne prøvede at leve op til en stil, som ugepressen og hollywoodfilmene havde beskrevet. Der var også mere ydmyge steder, dem Osvald Helmuth sang om i „Henne om hjørnet, nede i kælderen”. På familieregnskaberne fra Statistisk Departements undersøgelse fra 1955 var der en særlig kolonne til „lejlighedsvis fortæring ude”. Den gennemsnitlige årsudgift til sådanne udskejelser var 108 kr. med 218 kr. hos de højere funktionærer ned til 23 kr. om året hos landarbejderne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Den lokale bif i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 26. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306430