Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

En forsikring, der ikke dækkede

Oprindelig forfatter HSNis

Det var de lange chokbølger fra den 9. april 1940, der havde bragt Danmark ind i Atlantpagten.

Da forhandlingerne om en nordisk forsvarsalliance strandede, traf Hedtoft beslutningen om at opgive brobygningspolitikken – et andet ord for neutralitet. Det store arbejderparti flyttede sig udenrigspolitisk over på samme side som Venstre og Det konservative Folkeparti.

Fra starten var Atlantpagten en traditionel forsvarsalliance, hvor medlemslandene forpligtede sig til at komme hinanden til hjælp, hvis de blev udsat for militær aggression. Alliancen udbyggedes imidlertid efter Koreakrigens udbrud med politiske og militære samarbejdsorganer i et tempo, der kun kan forklares med, at det blev anset for sandsynligt, at Stalin blot afventede det rette øjeblik til at lade Den Røde Hær marchere mod Vesteuropa. Det var i den kolde krigs første fase, hvor den gensidige mistillid mellem de to supermagter blev forstærket både af den manglende kontakt mellem dem og af den propaganda, hver af dem inden for sit magtområde førte mod den anden.

Annonce

 NATO's øverste politiske organ, ministerrådet, her fotograferet i 1957 efter Vesttysklands optagelse i alliancen. Den kolossale globus over statsmændenes hoveder har måske mindet dem om, at deres afgørelser kunne få fatale konsekvenser for hele kloden. Ligheden med Hynkels ballonglobus i Chaplins film „Diktatoren” er næppe tilsigtet.

NATO's øverste politiske organ, ministerrådet, her fotograferet i 1957 efter Vesttysklands optagelse i alliancen. Den kolossale globus over statsmændenes hoveder har måske mindet dem om, at deres afgørelser kunne få fatale konsekvenser for hele kloden. Ligheden med Hynkels ballonglobus i Chaplins film „Diktatoren” er næppe tilsigtet.

Den militære planlægning i NATO var delt op i geografisk bestemte grupper, og Danmark deltog i den nordatlantiske (Grønland og Færøerne) og den nordeuropæiske gruppe. Den overordnede koordinering var lagt i hænderne på repræsentanter for de tre stormagter, USA, England og Frankrig. Planlægningen drejede sig naturligvis om, hvad man kunne forvente, og hvad man skulle stille op, hvis (eller når) det sovjetiske angreb kom. Resultaterne af de militære overvejelser var, da de efterhånden nåede frem til den danske regering, ikke bare nedslående, de var chokerende.

Medlemskabet af Atlantpagten var en forsikring, Danmark havde tegnet mod gentagelse af „den 9. april”. Præmien var opgivelsen af neutraliteten og nogle indenrigspolitiske omrokeringer. Nu viste det sig, at policen ikke dækkede det, man havde forsikret sig imod. Senest i foråret 1950 fik Hedtoft med rene ord at vide, hvad planlæggerne af forsvaret af Vesteuropa forestillede sig. Atlantpagtlandenes samlede styrker i Europa var underlegne i forhold til, hvad man kunne regne med, at Sovjetunionen kunne stille i marken. Det vidste man godt for så vidt, som det var det mest slagkraftige argument for oprustningen. Men hvad man ikke havde forestillet sig var, at den sovjetiske overlegenhed var så stor, at et angreb østfra ikke ville kunne standses ved Elben, i bedste fald ved Rhinen, eller måske først ved Pyrenæerne og Den engelske Kanal. Regeringen Hedtoft havde ikke opgivet neutraliteten, for at det danske forsvar skulle sættes ind i en heroisk, men udsigtsløs kamp. Hvis den besked gjaldt for pålydende skulle en rationel planlægning af det danske forsvar tilrettelægges efter, at de danske styrker efter en kortvarig kamp måtte kapitulere eller evakueres.

 Den våbentekniske udvikling og den geografiske placering af medlemmerne af de to alliancesystemer krævede, at man så på landkortet fra uvante vinkler. – Tallene her betyder, at landene med numrene 1-12 blev medlemmer af NATO i 1949, numrene 13-14 i 1952 og nummer 15 i 1955.

Den våbentekniske udvikling og den geografiske placering af medlemmerne af de to alliancesystemer krævede, at man så på landkortet fra uvante vinkler. – Tallene her betyder, at landene med numrene 1-12 blev medlemmer af NATO i 1949, numrene 13-14 i 1952 og nummer 15 i 1955.

Politisk var det en helt umulig situation for regeringen, og Hedtoft valgte klogeligt at holde den chokerende viden inden for en meget snæver kreds, mens han ihærdigt dementerede de rygter, der alligevel var i omløb.

Han stod med valget mellem to muligheder. Han kunne opsige forsikringen og melde Danmark ud af alliancen. Hvis han kunne holde partiet sammen om en sådan kolbøtte, ville han sammen med de radikale have et parlamentarisk flertal for det. Som det internationale klima var, ville det imidlertid være meget vanskeligt at forlade NATO uden at blive regnet for – om ikke direkte underlagt Moskva – så dog halvvejs kommunist og i hvert fald upålidelig. En forsvarsalliance med det neutrale Sverige kunne måske bøde på det, men var ikke sandsynlig kun godt et år efter, at statsminister Tage Erlander havde afslået et sådant arrangement. Faktisk var Hedtoft og andre ledende socialdemokrater en overgang inde på tanken om at melde landet ud af Atlantpagten, fordi de mente, at tilslutningen var sket på præmisser, der havde vist sig ikke at holde.

Den anden mulighed var at fortsætte hemmeligholdelsen og bruge Danmarks beskedne indflydelse i NATO til at opnå en ændring af den militære planlægning, således at NATO's nordflanke styrkedes, og det danske forsvar kunne få andet end symbolsk mening.

 Den amerikanske ambassadør i Danmark, Eugene Anderson, fotograferet med blomsterbuket ved sin afrejse. Hans Hedtofts brevveksling med hende er blevet en væsentlig kilde til belysning af hans sikkerhedspolitiske overvejelser.

Den amerikanske ambassadør i Danmark, Eugene Anderson, fotograferet med blomsterbuket ved sin afrejse. Hans Hedtofts brevveksling med hende er blevet en væsentlig kilde til belysning af hans sikkerhedspolitiske overvejelser.

NATO-alliancen var ingen garanti mod erobring. De deltagende stater forpligtede sig til at betragte et angreb på en af dem som et angreb på dem alle. Men forpligtelsen hindrede selvfølgelig ikke, at der ikke kunne forekomme strategisk eller taktisk fornuftige tilbagetog, hvis angrebet kom. De enkelte deltagerlande var også, for de fleste af dem som en selvfølge, forpligtet til at forsvare eget territorium med de til rådighed stående midler; en øjeblikkelig kapitulation ville ikke udløse alliancens solidaritet.

Ud fra en nøgtern betragtning måtte dansk forsvarspolitik bygge på, at der, uanset de ringe muligheder for at standse et angreb, skulle præsteres tilstrækkelig modstand. Uden en kamp, der varede længe nok til at nå de amerikanske avisers forsider, ville regeringen i Washington ikke være under noget opinionspres for at udløse en 3. verdenskrig blot for at befri det lille land på grænsen til Østeuropa.

På den anden side kunne Danmarks placering ved indsejlingen til Østersøen gøre kontrollen over dansk territorium så værdifuld for stormagterne i NATO, at de under alle omstændigheder ville søge at forsvare Danmark og tilbageerobre det, hvis det kom i Den Røde Hærs besiddelse.

Der var mange og svært beregnelige faktorer i det sikkerhedspolitiske regnestykke for dem, der skulle udstikke retningslinierne for dansk forsvarspolitik. Hvordan resultatet af sådanne overvejelser blev, beroede ikke kun på rationelle, om man vil kyniske, kalkulationer. Indenrigspolitiske vurderinger og følelsesmæssige engagementer spillede i høj grad med. Sådan som Danmark nu engang var placeret på verdenskortet, og sådan som den indenrigspolitiske situation var, og endelig sådan som den psykologiske tilstand var hos de danske vælgere og politikere med traditionen for antimilitarisme og neutralitet og med en traumatisk oplevelse kun ti år tidligere, måtte det blive NATO-alliancens krigsforhindrende effekt, der kunne føres frem i den hjemlige offentlige debat, og det forebyggende, fredsbevarende formål kunne ikke understreges nok.

Det gjorde det imidlertid ingenlunde lettere at tilrettelægge en dansk forsvarspolitik. Hvor meget skulle man spendere, især af den knappe udenlandske valuta? Hvordan skulle forsvaret konkret indrettes, når de allierede stormagters militære planlæggere, godt nok med andre ord, men ikke mindre tydeligt, gentog Churchills anbefaling fra 1940 til danskerne om at „go down fighting”.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: En forsikring, der ikke dækkede i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306473