Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Afspænding og atomvåben

Oprindelig forfatter HSNis

Stationeringsspørgsmålets afgørelse i løbet af 1953 markerede et vendepunkt. I den internationale politik var der fra 1953, da Koreakrigen sluttede, i de følgende år stadig en mulighed for, at stormagterne forlod konfrontationen og mødtes i forhandling. Bipolariteten, dvs. verdens opdeling i to blokke med hver sin supermagt, var mange år endnu det dominerende træk. Det internationale klima var nok vekslende, og der kom også akutte kriser; men dybfrostperioden fra de foregående fire til fem år var forbi.

I sammenhæng hermed viste det klassiske partimønster i dansk politik sig igen med de konservative som de mest forsvarsivrige og de radikale som de mest skeptiske. Socialdemokraterne vendte ikke tilbage til deres tidligere placering i forsvarspolitikken. Deltagelsen i NATO-alliancen og et forsvar, der havde som målsætning at leve op til de krav, alliancen stillede, var fortsat Socialdemokratiets program; men forsvarspolitikken blev ikke længere anset for et emne, der ikke kunne diskuteres, og forsvarsudgifterne blev opfattet som et emne i den interne politik på linie med andre.

I de følgende år blev der også mere end tidligere taget hensyn til, at dansk sikkerhedspolitik ikke måtte blive opfattet som en provokation imod Østblokken. Når denne linie blev angrebet for at være et tilbagefald til den gamle følgagtighed over for en truende stormagt, blev det på det bestemteste benægtet.

Annonce

 Efter mere end 20 års enevælde bæres Stalin i marts 1953 til mausolæet på Den rode Plads i Moskva. Da var magtkampen i Kreml allerede i gang mellem dem, der bar kisten. Forrest til venstre går Malenkov, bag ham Stalins søn, der ikke spillede nogen rolle i politik, så udenrigsminister Molotov, Bulganin og Kaganovitj. Forrest til højre ses Berija, chefen for det hemmelige politi. Han blev snart efter henrettet, angiveligt som forræder.

Efter mere end 20 års enevælde bæres Stalin i marts 1953 til mausolæet på Den rode Plads i Moskva. Da var magtkampen i Kreml allerede i gang mellem dem, der bar kisten. Forrest til venstre går Malenkov, bag ham Stalins søn, der ikke spillede nogen rolle i politik, så udenrigsminister Molotov, Bulganin og Kaganovitj. Forrest til højre ses Berija, chefen for det hemmelige politi. Han blev snart efter henrettet, angiveligt som forræder.

Den mildning i forholdet mellem de to supermagter, som man mente at kunne konstatere, stod i en mærkelig kontrast til den strategiske opfattelse, der rådede i NATO's militære planlægning. Her kom atomvåbnene til at spille en stadig større rolle. Der havde ikke været tvivl om, at den afskrækkende virkning af NATO's militære formåen til syvende og sidst beroede på USA's overlegenhed på atomvåbenområdet. Vesteuropa levede under USA's atomparaply. Men indtil midten af 1950'erne blev denne kendsgerning kun i ringe grad konkretiseret i den militære planlægning. Udviklingen af mindre, såkaldt taktiske atomvåben ændrede dette, bl.a. fordi der ikke længere sondredes skarpt mellem en gammeldags krig med konventionelle våben og en krig med brug af taktiske atomvåben. Det var imidlertid svært at trække grænsen til det helt store ragnarok med brintbomber og total ødelæggelse af storbyer.

Det danske forsvars planlægning i denne fase kom til at foregå under politiske betingelser, der fulgte linien fra stationeringsspørgsmålet. Danmark fik i 1957 tilbudt raketsystemerne „Honest John”, jord-til-jord, og „Nike”, jord-til-luft. Raketterne kunne fremføre atomsprængladninger, og den danske forsvarsstyrelse mente, at de ikke var pengene værd, hvis de kun var forsynet med konventionelle sprængladninger. Regeringen sagde ja tak til raketterne, men erklærede, at den ikke ønskede atomudrustningen „under de nuværende forhold”. Der havde ganske vist ikke foreligget noget tilbud om atomvåben; men forsvarets taktiske planer byggede alligevel på, at et angreb skulle imødegås med atomvåben.

I spørgsmålet om atombevæbning stillede partierne sig på samme måde som i stationeringsspørgsmålet. Klargørende diskussioner om forsvarets opgaver og muligheder var sjældne og kunne næppe føres i offentligheden. Derfor blev det som regel forsvarsudgifternes størrelse, der blev genstand for partiernes markeringer og kompromiser. Danmarks forsvarsbudget var til stadighed genstand for kritik fra NATO's militære og politiske ledelse. Forsvarsudgifterne var steget hastigt fra 14 procent af statens udgifter i 1949/50 til 23,8 procent i 1954/55.

Derefter faldt procenten langsomt og nåede i 1961/62 ned på 15,8. Det svarede til 2,4 procent af bruttofaktorindkomsten.

Til de udgifter, der afholdtes af den danske stat, skal lægges de amerikanske subsidier i form af våbenhjælp. Det var betragtelige summer. De største beløb blev givet i 1952/53 med ca. 490 mio. kr., i 1953/54 med 520 mio. kr. og i 1954/55 med 540 mio. kr. Våbenhjælpen toppede altså i de samme år, som de danske forsvarsbudgetter var forholdsvis størst.

I forhold til andre lande i Atlantpagten var det ikke store ofre, de danske skatteydere måtte bringe. Socialdemokratiet fik ikke grund til bekymring for, at forsvarsudgifterne skulle udhule velfærdsstaten og få vælgerne til at svigte tilslutningen til Atlantpagten. Der var imidlertid også en sikkerhedspolitisk fornuft i sparsommeligheden.

I begyndelsen af 1950'erne havde tanken om et eksistensforsvar været dominerende. Et angreb skulle mødes ved landets grænser eller endog før, og kampen skulle tages op uden yderligere overvejelser. Det var i konsekvens af denne opfattelse, at der udstedtes en forholdsordre til forsvaret, hvori det udtrykkeligt hed, at enhver ordre om hel eller delvis kapitulation skulle betragtes som et falsum.

Udviklingen i våbenteknologien i retning af stadig mere kostbare systemer, NATO's atomvåbenstrategi, men også bevidste udenrigspolitiske og indenrigspolitiske valg førte til, at denne absolutte opfattelse af forsvarets opgave gradvist blev forladt. Efterhånden som det danske forsvars styrke blev relativt mindre i forhold til de modstandere og de våbentyper, det skulle stå overfor, måtte dets rolle også mere og mere betragtes som et beskedent bidrag til beredskabet på NATO's nordflanke. En større del af forsvarsopgaverne på dansk territorium måtte overlades til allierede, og det ville sige tyske styrker. Dermed begrænsedes også mulighederne for en selvstændig dansk vurdering af, hvornår og på hvilken måde forsvaret skulle sættes ind. Det problem søgte man fra dansk side at gøre mindre påtrængende i forhandlingerne om Vesttysklands optagelse i NATO og især om kommandoforholdene over de integrerede tysk-danske styrker i Slesvig-Holsten og Jylland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Afspænding og atomvåben i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306476