Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Industri

Oprindelig forfatter HSNis

Den københavnske industrielle førerstilling var langsomt ved at aftage. Liberaliseringen af udenrigshandelen skulle yderligere bidrage til denne udvikling, fordi nogle af de ensidigt hjemmemarkedsorienterede brancher, som f.eks. skotøjsindustrien, var koncentreret i København. I 1950'erne og endnu mere i tiden derefter fik Øst- og Nordjylland en større andel af væksten i industrien end hovedstaden.

I de fleste statistiske opgørelser lagde man traditionelt industri og håndværk sammen. Havde man brug for at skelne, brugte man den tommelfingerregel at regne fremstillingsvirksomheder med mere end fem ansatte for „den egentlige industri” og resten for håndværk. Til gengæld slog man alle virksomheder med mere end 100 ansatte sammen som de „store” foretagender. Af dem var der i 1950 kun godt 500 i hele landet. I gennemsnit var der 37 arbejdere på hver af de 7500 virksomheder i den egentlige industri. Talte man alle fremstillingsvirksomheder med, altså også skræddere, snedkere osv. nåede man op på meget store tal. De nævnte 7500 fabrikker havde imidlertid tre fjerdedele af hestekræfterne, og inden for den egentlige industri rådede de 500 største virksomheder over mere end halvdelen af hestekræfterne i maskinparken.

 Odense Sporvejes rullende materiel i begyndelsen af 1950'erne. Trolleyvogne, elektriske busser med luftledning, var smidige i trafikken, lydløse og renlige, men dyre i drift. Derfor måtte også de vige pladsen for dieselbusserne.

Odense Sporvejes rullende materiel i begyndelsen af 1950'erne. Trolleyvogne, elektriske busser med luftledning, var smidige i trafikken, lydløse og renlige, men dyre i drift. Derfor måtte også de vige pladsen for dieselbusserne.

Dansk industri, der stod over for at gå fra importrestriktionernes sikrede hjemmemarked til konkurrencen på verdensmarkedet, havde i forhold til andre højtudviklede lande en „husmandsstruktur” med en mangfoldighed af små fabrikker, der producerede snart sagt enhver tænkelig vare. Det skete ofte på grundlag af importerede halvfabrikata, og en del var udelukkende samlefabrikker for udenlandske storkoncerners mærkevarer.

Annonce

Ejerforholdene modificerede billedet af den opsplittede industristruktur noget. Det var imidlertid et emne, der traditionelt ikke blev indsamlet oplysninger om, men i forbindelse med restriktionerne havde samarbejdet med brancheorganisationerne givet staten en betydelig indsigt.

Det var en naturlig følge af den regulerede udenrigshandel, at det offentlige prøvede at forhindre, at beskyttelsen blev udnyttet til at opnå urimelige avancer. Efter priskontrolloven skulle aftaler om faste priser eller bestemte markedsandele meddeles til myndighederne. Da forholdene i margarinebranchen havde påkaldt sig politikernes opmærksomhed, nedsattes i 1949 en trustkommission. Den nåede i sin tiårige funktionstid at påvise monopollignende tilstande og koncentrationstendenser i betydelige brancher. Produktion og import af en lang række rå- og dagligvarer var totalt domineret af en enkelt eller nogle ganske få virksomheder.

 B&W var Danmarks største og rødeste arbejdsplads. Skibsværftets evne til at skaffe sig ordrer på nybygninger til Sovjetunionen gav regeringen problemer på grund af kravet fra NATO om embargo på strategiske varer til østlandene.

B&W var Danmarks største og rødeste arbejdsplads. Skibsværftets evne til at skaffe sig ordrer på nybygninger til Sovjetunionen gav regeringen problemer på grund af kravet fra NATO om embargo på strategiske varer til østlandene.

I en del brancher, som Trustkommissionen underkastede en nærmere undersøgelse, konstateredes det, at virksomheder, der figurerede som selvstændige, var forbundet ved indbyrdes aktiebesiddelser. Det gjaldt f.eks. F. L. Smidth & Co., der foruden sin velkendte førerstilling i cementindustrien også var enerådende på kalk- og mørtelmarkedet og i teglværksindustrien. I en tid med boligmangel føltes det foruroligende, at råvarerne til byggeriet var monopoliseret. På den anden side var F. L. Smidth & Co. netop i kraft af sin karakter af koncern i stand til at gøre sig gældende på verdensmarkedet.

Det var vanskeligt at forlige modviljen mod monopoldannelser med erkendelsen af, at det krævede kapitalkoncentration at klare sig, når liberaliseringen af udenrigshandelen blev en realitet.

Langt den overvejende del af industrien var orienteret mod hjemmemarkedet. I 1950 nåede eksportandelen af produktionen op på de 15 procent, den havde været før krigen. Men industrieksporten udgjorde nu en tredjedel af landets samlede eksport. Videreforarbejdning af landbrugsvarer til kødkonserves og tørmælk var der naturlig basis for. Væksten og navnlig vækstmulighederne lå imidlertid i maskinindustrien og i den elektroniske industri.

 Arbejds- og tidsstudielokalet på Esbjerg Arbejderhøjskole 1955. Rationalisering var tidens løsen, og fagbevægelsen satte meget ind på at overbevise medlemmerne om nødvendigheden af stigning i produktiviteten. Det var imidlertid ikke nogen let opgave at forklare, at manden med stopuret ikke kun var ude på at trykke akkorden og skrue tempoet i vejret.

Arbejds- og tidsstudielokalet på Esbjerg Arbejderhøjskole 1955. Rationalisering var tidens løsen, og fagbevægelsen satte meget ind på at overbevise medlemmerne om nødvendigheden af stigning i produktiviteten. Det var imidlertid ikke nogen let opgave at forklare, at manden med stopuret ikke kun var ude på at trykke akkorden og skrue tempoet i vejret.

Endnu i 1950 oversteg værdien af industriens import af råstoffer og brændsel dens eksport med 50 procent; men ingen tvivlede på, at industrien måtte omstille sig til eksport i langt højere grad og forberede sig på en skærpet konkurrence på hjemmemarkedet.

I den socialdemokratiske arbejderbevægelse satte man i disse år modernisering af samfundet og en produktionsforøgelse foran de fordelingspolitiske mål. De samvirkende Fagforbund medvirkede til, at rationaliseringerne kunne sættes i værk, blandt andet ved indførelsen af produktivitetsfremmende lønsystemer. I lønkampen skulle fagbevægelsen sørge for, at arbejderne tog sig betalt for den forøgede arbejdsintensivitet, som rationaliseringerne betød. Der var tale om en virkelig balancegang, fordi individuelle belønninger af højt præstationsniveau bragte den solidariske lønpolitik i fare. Ikke desto mindre steg den andel af lønnen i den samlede industri, der udbetaltes som akkordløn, til et niveau over førkrigstidens, højest for de kvindelige arbejdere.

Efter strejkebølgen i de første efterkrigsår var forholdene på arbejdsmarkedet i 1950 rolige. Stigningen i reallønnen (den udbetalte pengeløn sat i forhold til pristallet) havde været anselig, og efterhånden som importen kom i gang, og de dårlige erstatningsvarer forsvandt, var pristallet igen blevet et rimeligt mål for, hvad normalfamiliens forbrug kostede. De lønforhøjelser, der efter overenskomsten automatisk fulgte en stigning i pristallet, dyrtidstillægget, udgjorde i 1950 en fjerdedel af lønnen for de højestlønnede, de faglærte arbejdere i København, og en tredjedel for de lavestlønnede, de kvindelige arbejdere i provinsen. Selv om dyrtidsportionerne var mindre for kvinder, havde de alligevel haft en lønudlignende virkning, fordi de ikke beregnedes som procenter af lønnen.

 Porten lukkes ved arbejdstids begyndelse på Helsingør Skibsværft i 1956. De arbejdere, der ikke nåede ind, fik mindre i lønningsposen. Bestræbelserne for at sætte produktiviteten i vejret omfattede også disciplinering af arbejdskraften. Ordene om arbejdernes „liv og ære” i arbejdsmarkedets hovedaftale blev ikke bragt i erindring, når de sidste kravlede ind på arbejde.

Porten lukkes ved arbejdstids begyndelse på Helsingør Skibsværft i 1956. De arbejdere, der ikke nåede ind, fik mindre i lønningsposen. Bestræbelserne for at sætte produktiviteten i vejret omfattede også disciplinering af arbejdskraften. Ordene om arbejdernes „liv og ære” i arbejdsmarkedets hovedaftale blev ikke bragt i erindring, når de sidste kravlede ind på arbejde.

Trods den solidariske lønpolitik, som fagbevægelsen gang efter gang havde tilstræbt ved overenskomstforhandlingerne, havde de traditionelle lønforskelle på det danske arbejdsmarked vist sig meget sejlivede. I 1950 havde ufaglærte arbejdere stadig en gennemsnitlig timeløn på fire femtedele og de kvindelige arbejdere tre femtedele af de faglærtes timeløn. Også de geografiske forskelle var blevet opretholdt; i provinsen var timelønnen kun 85 procent af hovedstadens niveau. De kvindelige arbejderes løn havde langsomt halet ind på mændenes, bl.a. fordi flere kvinder ikke længere betragtede lønarbejdet som noget midlertidigt, man måtte påtage sig mellem skolegang og ægteskab.

Forskellene mellem aflønningen i de forskellige fag inden for samme geografiske område var stadig betragtelige. Forskydningerne havde været små og tilsyneladende ret upåvirkelige af, om der i de enkelte fag var arbejdsløshed eller mangel på arbejdskraft. Lønstatistikken baseredes imidlertid på arbejdsgivernes indberetninger til Dansk Arbejdsgiverforening, og der kan have været en tilbøjelighed til at lade være med at indberette eventuelle sortbørslønninger.

Den amerikanske ekspert i arbejdsmarkedsforhold Walter Galenson, der omkring 1950 opholdt sig i Danmark, noterede denne konservatisme over for ændringer i lønstrukturen. Han anerkendte systemets succes med at undgå arbejdskampe, men var skeptisk over for dets evne til omstilling, når forandringer i produktionsmetoder eller markedsforhold krævede det. Specielt kunne fagforeningernes politik med at monopolisere nogle arbejdsområder for bestemte faglærte og vanskelighederne ved at skifte fra et fag til et andet lægge sig hindrende i vejen for rationaliseringer.

Det var et velkendt diskussionsemne, Galenson her berørte. „Det stive fagforeningssystem” kaldte modstanderne det og beskyldte fagbevægelsen for at opretholde lavsvæsnet 100 år efter dets afskaffelse. Selv om der naturligvis reelt var tale om interessemodsætninger, også inden for fagbevægelsen, forsvaredes systemet med, at det var forudsætningen for det høje uddannelsesniveau for faglærte arbejdere. Håndværkeren, der kendte sit fag i hele dets bredde, passede til den danske industristruktur med dens mange små virksomheder. Skulle de klare sig i konkurrencen, måtte deres produktion være yderst fleksibel. De skulle være i stand til hurtigt at omstille sig til nye produkter i nicher, hvor store masseproducerende virksomheder ikke kunne anvende deres specialiserede maskiner.

Man vakte ingen opsigt i den offentlige debat ved at spå de små håndværksprægede fremstillingsvirksomheder en besværlig fremtid eller slet ingen fremtid. Hvis udviklingen gik efter den økonomiske lærebog, ville kapitalkoncentrationen og det internationale marked henvise håndværkerne til reparationsarbejde. Servicefag som frisører eller skorstensfejere ville naturligvis kunne fortsætte, enkelte fag ville klare sig, fordi transportomkostningerne sikrede et lokalt marked, og nogle håndværkere ville overleve med individuelle opgaver for kræsne kunder, der ønskede noget andet end masseproducerede varer. Men småindustrien, der producerede for en ukendt kundekreds, ville blive udkonkurreret.

I de næste årtier skulle det vise sig, at de små virksomheder sejrede over lærebogens teorier. Beskæftigelsen inden for håndværk og mindre industri viste nogen tilbagegang i den første del af 1950'erne for derefter at vokse til et niveau over det tidligere. Sektorens andel af den samlede indkomst i landet holdt sig nogenlunde konstant mellem 18 og 20 procent.

Ændringerne i håndværket var dog større, end beskæftigelsestal og indkomstandel viser. Dels var der en betydelig afgang af virksomheder, der måtte lukke eller overgå til at drive forretning uden egen produktion. Dels var der en tilgang af nye virksomheder, mens andre ekspanderede og blev til egentlig industri. Mange småindustrier producerede ikke længere færdigvarer, men leverede komponenter til den store industri og blev derfor mere følsomme for konjunkturerne her.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Industri i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306447