Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Butikker

Oprindelig forfatter HSNis

I køkkenerne på landet blev mange madvarer forarbejdet hele vejen igennem, fra råvarerne blev hentet ind fra have og hønsegård til serveringen på spisebordet. Folk i byen var nødt til at købe det meste af deres daglige forbrug og fik det i mere eller mindre forarbejdet form. Det var i hvert fald produceret andre steder og transporteret til byen for at blive leveret over disken i butikkerne.

Dagliglivet i byen var præget af den arbejdsdeling, der karakteriserer industrisamfundet. Det gav arbejde til transportsektoren, omsætning i grossisthandelen og betingelser for en mangfoldighed af detailbutikker. Gadebilledet var præget af disse butikker. Ismejeriet med mælk, smør, brød og havregryn lå ved siden af købmanden, slagteren og grønthandleren. Kun på enkelte varer gik de hinanden i næringen. Kunderne, og det vil i overvejende grad sige husmødre, brugte tid på at gå fra den ene butik til den anden og vente foran disken på at blive ekspederet. Var indkøbet tilstrækkelig stort, telefonerede husmoderen sin bestilling til butikken og fik varerne bragt. I det pæne borgerskabs huse var der ofte et diskret skilt ved gadedøren, der henviste budene til køkkentrappen.

 Den hjemmegående husmor kunne telefonere sin bestilling til købmanden. Budet eller lærlingen bragte så varerne ud, som her på en longjohn. Aristokratiet blandt cykelbudene blev kaldt svajere; de havde ry for godt humør og frækhed. Der blev færre hjemmegående husmødre, færre købmandsbutikker og færre svajere.

Den hjemmegående husmor kunne telefonere sin bestilling til købmanden. Budet eller lærlingen bragte så varerne ud, som her på en longjohn. Aristokratiet blandt cykelbudene blev kaldt svajere; de havde ry for godt humør og frækhed. Der blev færre hjemmegående husmødre, færre købmandsbutikker og færre svajere.

Der fandtes godt 11.000 engrosvirksomheder og agenturer, der ikke blot var beskæftiget med at forsyne detailbutikkerne, men også handlede med råvarer til industri og håndværk. Kun de større industrivirksomheder magtede selv at importere deres råvarer. Mange virksomheder solgte direkte til detailbutikkerne, og en del, navnlig de mere håndværksprægede, havde detailudsalg, hvor der også forhandledes andre varer, der hørte til samme branche.

Annonce

I detailhandelen dominerede dagligvarebutikkerne med over halvdelen af de godt 50.000 forretninger. Der var en købmandsbutik for hver 285 indbyggere og en manufakturforretning for hver 670. De fleste forretninger var derfor små med en beskeden omsætning. De blev drevet af indehaveren og en eller to medhjælpere, ofte ægtefællen og en dreng, der efter skoletid bragte varer ud til kunderne. Over 90 procent af detailbutikkerne havde mindre end fem ansatte.

Indtægterne i mængden af små butikker kunne være ganske lille; den femtedel, der havde den mindste omsætning, havde en fortjeneste på under 4000 kr. om året, hvad der svarede til godt halvdelen af den gennemsnitlige arbejdsløn for en fuldt-beskæftiget arbejder.

 Små lastskibe, „havets husmænd”, havde traditionelt klaret det meste af godstrafikken mellem danske og de nærmeste udenlandske havne. Indtægterne rakte ikke til modernisering af småskibsflåden, og i længden blev de udkonkurreret af lastbilerne. Billedet her er fra 1965.

Små lastskibe, „havets husmænd”, havde traditionelt klaret det meste af godstrafikken mellem danske og de nærmeste udenlandske havne. Indtægterne rakte ikke til modernisering af småskibsflåden, og i længden blev de udkonkurreret af lastbilerne. Billedet her er fra 1965.

I den anden ende af skalaen med de store forretninger havde blot en procent af butikkerne 20 procent af detailhandelens samlede omsætning på 9,5 mia. kr. Den gennemsnitlige årsomsætning pr. forretning var 130.000 kr. De små butikker var nødt til at beregne sig en større avance, og deres priser var højere. Alligevel regnede man med, at de også i fremtiden ville kunne klare sig i konkurrencen, enten som specialbutikker eller som nærbutikker. Transportmulighederne satte ret snævre grænser for den geografiske spredning af dagligvarebutikkernes kundekreds.

Brugsforeningerne havde en førende eller endog dominerende stilling i detailhandelen på landet, hvor de forhandlede meget andet end dagligvarer. I byerne havde de vanskeligere ved at slå igennem; men Hovedstadens Brugsforening var dog med 60.000 medlemmer den største inden for FDB. Tilsammen tegnede brugsforeningerne sig for ti procent af detailomsætningen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik S. Nissen: Butikker i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 17. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306448