Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lunt i svinget?

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Ministeriet Hedtoft arvede venstreregeringens økonomiske problemer. Der var underskud på betalingsbalancen, og valutareserverne var opbrugte. Med Vilh. Buhls højre hånd, Viggo Kampmann, som inspirator lagde den nye regering nu op til en ændring af den økonomiske politik. Man gik imod rentestigning og ønskede overbalancering af statsbudgettet. Den begyndende inflation ville man styre via finanspolitikken – dvs. bl.a. indkomstskatten – og investeringerne via direkte reguleringer. Men disse hensigter modvirkedes af efterkrigstidens almindelige tendens til liberalisering, af overgangen til markedsøkonomi og af de øgede nominelle indkomster og udgifter, der medførte rentestigning.

 Handelsminister Jens Otto Krag, kun 33 år ved sin udnævnelse, kom straks i mediernes søgelys. Dels var Handelsministeriet en tung post på grund af restriktionerne, dels fremkom ministeren med kække udtalelser, som bemærkedes. Men han delte skæbne med befolkningen og lavede kaffe af erstatning.

Handelsminister Jens Otto Krag, kun 33 år ved sin udnævnelse, kom straks i mediernes søgelys. Dels var Handelsministeriet en tung post på grund af restriktionerne, dels fremkom ministeren med kække udtalelser, som bemærkedes. Men han delte skæbne med befolkningen og lavede kaffe af erstatning.

Jens Otto Krag måtte allerede i december 1947 lægge ryg til en importnedskæring på ti procent på grund af valutaunderskuddet. Nogen popularitet vandt han vel ved at øge rationerne af kartofler og cigaretter, mens forlængelsen af vareforsyningsloven med dens ilde lidte varedirektorat skabte ham betydelige vanskeligheder. Når han overvandt dem, skyldtes det, at Venstre og konservative erkendte lovens nødvendighed. De havde lært af erfaringerne efter 1. verdenskrig og anså en for hurtig liberalisering for mere skadelig end fortsatte restriktioner, selv om disse var overordentlig upopulære i befolkningen. Regeringen gik derfor med til nogle dog stort set kun symbolske indrømmelser.

Finansminister H. C. Hansen lagde i december 1947 ud med skattelettelser for alders- og invaliderentenydere, men forhøjede samtidig aktieselskabsskatten og personskatten. De såkaldt midlertidige forbrugsafgifter på ure, guld- og sølvvarer, restaurationsbesøg og ispinde opretholdtes eller forhøjedes sammen med alle de eksisterende afgifter.

Annonce

Det var alt sammen såre traditionelt og lidet lysteligt. Utraditionel var derimod H. C. Hansens lov fra juni 1948 om tipning, der både skulle skaffe penge til idrætten og statskassen. Den var forberedt i Thorkil Kristensens finansministertid. Bertel Dahlgaard var imod loven, som han fandt ville få folk „til at håbe på heldet i stedet for at stole på frugten af arbejde og flid”. Danmark havde fået et nyt statsligt tallotteri, hvis overskud i øvrigt ikke blot tilfaldt idrætten, men også andre gode formål.

 I Dansk Tipstjeneste sorteres tipskuponer efter søndagens fodboldkampe. Hele nationen lærte hurtigt systemet at kende. De spilleglade prøvede at lave garderinger ved at udfylde mange kuponer, de ukyndige frem bragte „sypigetip”, der undertiden indbragte store gevinster, fordi ingen anden havde den rigtige kombination.

I Dansk Tipstjeneste sorteres tipskuponer efter søndagens fodboldkampe. Hele nationen lærte hurtigt systemet at kende. De spilleglade prøvede at lave garderinger ved at udfylde mange kuponer, de ukyndige frem bragte „sypigetip”, der undertiden indbragte store gevinster, fordi ingen anden havde den rigtige kombination.

Selv om de økonomiske forhold så dystre ud i 1947-48, var der dog lyspunkter. I februar 1948 opnåede man en ny handelsaftale med England. Den betød, at prisen på smør, bacon og æg steg væsentligt. Samtidig fik Danmark del i Marshall-hjælpen. Den var opkaldt efter USA's udenrigsminister og havde sin baggrund i de tiltagende storpolitiske spændinger. I april 1948 vedtog Kongressen at yde en støtte til Europas genopbygning på fem milliarder dollars, hvoraf mindst en femtedel skulle ydes som lån. De østeuropæiske lande sagde nej til at modtage Marshallhjælp; fronterne i den kolde krig var ved at fryse fast. I Paris etableredes OEEC, Den europæiske økonomiske Samarbejdsorganisation, der skulle formidle hjælpen. Den beløb sig for Danmarks vedkommende til i alt godt 1,7 milliarder kr., der blev ydet fra 1948, og til den ophørte i 1953. Heraf var ca. fire femtedele gave, resten lån. Marshall-hjælpen kom på et højst belejligt tidspunkt. I slutningen af 1945 havde Danmarks valutaoverskud været på 271 mill. kr., i 1947 var det forvandlet til et underskud på 660 mill. kr. Det betød importbegrænsninger, som ramte industrien i form af manglende råvarer og nye maskiner. Det betød også statskontrol med udenrigshandelen. I årene 1949-51 finansierede Marshallhjælpen omkring 50 procent af Danmarks samlede dollarimport. For Marshallpengene fik man bl.a. kul, olie, foderstoffer, bomuld og maskiner, som der ellers ikke havde været mulighed for at købe. Herved øgedes den danske industris konkurrenceevne. Marshallfinansieringen betød ikke, at importøren fik sin import forærende. Han måtte i danske kroner betale et tilsvarende beløb til Nationalbanken, hvilket bidrog til at nedbringe statens gæld.

Danskernes materielle kår forbedredes, og et for alle synligt og værdsat mål herpå var i 1948 ophævelse af rationeringerne af gas, brød, gryn og tobak, og det følgende år af sko, uldvarer, sæbe, fedt, flæsk, kød, te og kakao. Samtidig havde landet et par gode høstår, og bytteforholdet til udlandet blev bedre. Landbrugets animalske produktion var i 1949 på to år steget 30 procent, industriproduktionen 20 procent. Inflationen var holdt i ave. Mens pristallet fra 1914 til 1920 steg fra 100 til 262, var det fra 1939 til 1947 kun gået fra 100 til 163. Handelsminister Jens Otto Krag kunne i denne situation affyre de bevingede ord: „Vi ligger lunt i svinget.” Måske han med Jens Sønderups ord havde ønsket at kunne „holde kjæft med tilbagevirkende kraft”, for snart opstod der atter store økonomiske problemer.

 En ny tappekolonne ankommer til Kongens Bryghus i København. Anlægget kunne anskaffes på grund af Marshallhjælpen, der væsentligt bidrog til fornyelse af landets nedslidte maskinpark.

En ny tappekolonne ankommer til Kongens Bryghus i København. Anlægget kunne anskaffes på grund af Marshallhjælpen, der væsentligt bidrog til fornyelse af landets nedslidte maskinpark.

I september 1949 devaluerede England med næsten en tredjedel forårsaget af sit store dollarunderskud. På grund af landbrugseksporten fulgte den danske regering støttet af Venstre og radikale sammen med 16 andre lande England og devaluerede med 30 procent. Det betød til gengæld, at vore dollarkøb af korn og foderstoffer blev meget dyrere. Det var en alvorlig bet, for valutaudgifterne steg nu kraftigt. I oktober 1949 kom Danmark under pres fra OEEC, som ønskede, at importen skulle liberaliseres. Baggrunden var, at USA nu mente, at den første fase af den vesteuropæiske genopbygning var overstået, og at liberalisering var påkrævet. Det ville betyde, at industrien skulle opgive det beskyttede danske hjemmemarked og gå i direkte konkurrence med færdige udenlandske industrivarer. Dansk industri ville blive tvunget ud på eksportmarkedet.

OEEC's krav faldt hverken hos regeringen eller industrien i god jord. Det lykkedes dog Krag at opnå visse dispensationer, som også Venstre og konservative accepterede. Men regeringen var trængt.

Besvær havde også boligminister Kjærbøl. Ved flere materialetilførsler og en smidigere, decentraliseret administration fordobledes boligbyggeriet, men der var dog hele tiden ca. 9000 husvilde. Forberedt i Erik Eriksens ministertid fik landbrugsminister Bording i 1948 gennemført statens forkøbsret ved salg af landejendomme, medmindre dette skete inden for familien. Hensigten var at fremskaffe tillægsjord til indeklemte husmænd. På 50-årsdagen for den første lov om statshusmænd og 30 år efter de store jordlove kom i 1949 bl.a. en lov, som bestemte, at ingen måtte eje mere end to gårde. Disse såkaldt „små jordlove” skulle fremme etableringen af småbrug. Indtil midten af 1950'erne blev der årligt oprettet ca. 300 nye statshusmandsbrug og ca. 400 for små brug fik tillægsjord, mens der samtidig nedlagdes ca. 500 helt urentable brug pr. år. Husmandsbrugenes æra var ved at være ude.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Lunt i svinget? i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306384