Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sydslesvig

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

Alt i alt var regeringen manøvredygtig og havde været i stand til at gennemføre bæredygtige kompromiser. Den høstede også fordelen af, at det atter begyndte at gå fremad økonomisk. Vel var der stadig af og til kødannelser ved butikker med eftertragtede mangelvarer, og der var endnu et utal af rationeringer og restriktioner. Men allerede i 1947 var f.eks. industriproduktionen højere end før krigen. Først og sidst var det en almindelig opfattelse, at det nu kun kunne gå fremad.

Hvor længe regeringen på denne baggrund havde kunnet fortsætte, er af gode grunde ikke til at sige, men statsministeren befandt sig på kollisionskurs. Mens han i Færøsagen lod sig argumentere ind i en mere forsonlig holdning, groede han til sine ministerkollegers stigende bekymring fast i en ubøjelig opfattelse af Sydslesvig-problemet.

 Den 7. april 1949 demonstrerede ca. 15.000 mennesker ved et fakkeltog foran Christiansborg til fordel for de danske sydslesvigere. Statsminister Hans Hedtoft svarede demonstranterne, at der ikke kunne rejses statspolitiske krav, men at regeringen ville støtte de dansksindedes rettigheder på lige fod med den tyske befolknings i Sydslesvig.

Den 7. april 1949 demonstrerede ca. 15.000 mennesker ved et fakkeltog foran Christiansborg til fordel for de danske sydslesvigere. Statsminister Hans Hedtoft svarede demonstranterne, at der ikke kunne rejses statspolitiske krav, men at regeringen ville støtte de dansksindedes rettigheder på lige fod med den tyske befolknings i Sydslesvig.

Sydslesvig havde som landbrugsområde haft særlige vanskeligheder i 1930'erne. Det sås af den tilslutning, nazismen fik. I 1928 var der blot to procent, i 1932 64 procent, som stemte nazistisk. I hele denne periode og navnlig fra 1937 havde det danske mindretal haft drøje kår med chikane og direkte forfølgelse. Derfor faldt de danske stemmetal drastisk fra ca. 13.000 i 1920 til ca. 1800 i 1933. Som 1. verdenskrig havde været en tung byrde for sønderjyderne, blev 2. verdenskrig det for de danske sydslesvigere. For anden gang måtte de nu gå i krig for en sag, der var dem imod. Da krigen var forbi, henlå Tyskland som en total ruin, materielt og menneskeligt. Ikke kun de overbeviste dansksindede, men også mange tyskere vendte nu blikket mod Danmark som et fredfyldt folkehjem. Ved det første frie valg i oktober 1946 stemte da også ca. 80.000 dansk, dvs. godt halvdelen af den hjemmehørende befolkning. Ved landdagsvalget i april 1947 nåede stemmetallet op på knap 100.000. Det var en tredjedel af samtlige afgivne stemmer, men heri indgik også de østtyske flygtninge. Ca. 50 procent af den hjemmehørende befolkning havde stemt på danskorienterede kandidater.

Annonce

Slesvig-Holsten var underlagt den engelske militærregering i Kiel, og englændernes holdning til det danske mindretal var vaklende, dels fordi de havde svært ved at leve sig ind i mindretallets forhold, endsige acceptere dets vækst, dels fordi øst-vestproblematikken snart gjorde sig gældende med et deraf flydende ønske om ikke at støde vesttyskerne fra sig. Der var heller ikke altid enighed mellem Udenrigsministeriet i London, de militære myndigheder i Kiel og den allierede kontrolkommission i Berlin. Endelig havde den danske regering den 9. maj 1945 erklæret, at grænsen lå fast. Danske aktivister havde forhåbninger om, at Kielerkanalen ville blive internationaliseret, og at Danmark kunne få kontrol over området ned mod en kanalzone. Men englænderne ønskede ikke en internationalisering, da en sådan ville betyde russisk medindflydelse.

 Efter det tyske sammenbrud i 1945 voksede danskheden i Sydslesvig eksplosivt. Ikke kun de tyske myndigheder, men også den engelske besættelsesmagt var uvilligt indstillet over for det danske mindretal. Som kortet viser, opstod der også danske befolkningsgrupper mod syd og vest, hvor der i 1920 kun havde været et par procent danske, eller hvor der slet ikke fandt afstemning sted. Kortet blev udsendt som agitationsmateriale af Den danske Folkebevægelse i Sydslesvig.

Efter det tyske sammenbrud i 1945 voksede danskheden i Sydslesvig eksplosivt. Ikke kun de tyske myndigheder, men også den engelske besættelsesmagt var uvilligt indstillet over for det danske mindretal. Som kortet viser, opstod der også danske befolkningsgrupper mod syd og vest, hvor der i 1920 kun havde været et par procent danske, eller hvor der slet ikke fandt afstemning sted. Kortet blev udsendt som agitationsmateriale af Den danske Folkebevægelse i Sydslesvig.

Hele den internationale baggrund vidste danskerne intet eller kun meget lidt om. En stor del af dem følte efter den 5. maj en stigende sympati for de dansksindede sydslesvigere, hvilket var i tråd med de revanchistiske følelser, mange danske nærede over for tyskerne. I Danmark var der nogenlunde enighed om at hjælpe Sydslesvig ved at søge de tyske flygtninge fjernet, hvad der var næsten ugørligt, fordi der også var talrige flygtninge i andre dele af Tyskland. Man virkede også for at få Slesvig og Holsten adskilt administrativt, hvilket ville svække den tyske overvægt i det samlede område. Men englænderne ønskede ikke dette. Derimod lykkedes det i et vist omfang at få sendt levnedsmidler fra Danmark til Sydslesvig. Forrest i kampen for de dansksindede sydslesvigere og en mulig grænserevision var Sydslesvigsk Udvalg, der havde rod i de kredse, som i 1920 havde ønsket en grænse længere mod syd. Før folketingsvalget i oktober 1945 foranstaltede det en husstandsomdeling af en pjece med titlen „Det brændende Spørgsmål”. Samtidig begyndte udvalgets tilhængere at stemme dørklokker. Inden valget havde det fået over 100.000 underskrifter på kravet om, at Sydslesvig skulle frigøres fra tysk overhøjhed. I januar 1946 var man nået op på en halv million underskrifter. En gallupundersøgelse fra samme måned viste, at 75 procent gik ind for folkeafstemning i Sydslesvig om landsdelens tilhørsforhold.

Knud Kristensen blev grebet af dette folkelige røre. Den 5. juni 1946 erklærede han i en tale: „Sydslesvigs land genvundet folkeligt, kulturelt og dernæst også politisk, det er kampens mål.” Knud Kristensens holdning udløste en måned efter en forespørgselsdebat i Folketinget. Ind i denne vævedes den engelske regerings tilkendegivelse af, at den ikke ønskede et Sydslesvig-problem liggende uløst. Sovjetunionen fiskede i rørt vande og lod den danske regering forstå, at den ville støtte ethvert dansk krav på Sydslesvig. Englænderne havde opereret med tre muligheder: Indlemmelse i Danmark, udveksling af mindretallene eller en mindre landafståelse (dvs. Flensborg). Udenrigsminister Gustav Rasmussen forholdt sin statsminister viden om den britiske åbenhed. For ham gjaldt det om ikke at skabe kommende forviklinger med et nyt Tyskland. Det var hans held, at heller ikke Rigsdagens flertal kunne acceptere nogen af disse muligheder.

 Arne Ungermanns tegning fra september 1946 viser Danmarks dilemma i det sydslesvigske spørgsmål. John Bull spørger en tvivlrådig Mor Danmark: „Say when.” Helt frit kunne Danmark dog ikke vælge.

Arne Ungermanns tegning fra september 1946 viser Danmarks dilemma i det sydslesvigske spørgsmål. John Bull spørger en tvivlrådig Mor Danmark: „Say when.” Helt frit kunne Danmark dog ikke vælge.

Knud Kristensen fastholdt sin ret til at forfægte, hvad han kaldte „et personligt standpunkt”, der ikke var det samme som den samlede regerings. Hverken socialdemokrater eller radikale var i sommeren 1946 lystne efter valg. De første frygtede endnu kommunisterne, de sidste var ængstelige for, at sydslesvigfeberen havde påvirket deres vælgere, som den havde angrebet snart sagt alle Venstres og konservatives. Efter megen strid sluttede regering og opposition forlig om et memorandum, som ikke talte om folkeafstemning ad åre, men alene om at sikre de danske sydslesvigeres rettigheder, om at få de østtyske flygtninge fjernet fra Slesvig og om Danmarks adgang til at varetage sine interesser i forbindelse med den fremtidige ordning af forholdene i Sydslesvig.

Englændernes svar kom i september 1946 og var lige på og hårdt: de kunne ikke acceptere den danske regerings ret til at blande sig i forholdene i Sydslesvig. Men hvis Danmark ønskede det, kunne landet nu vælge mellem en udveksling af de to mindretal eller en grænseregulering med eller uden folkeafstemning her og nu. Efter endnu mange og slidsomme forhandlinger affattedes i oktober 1946 en svarnote. Den var uklar, idet den på den ene side slog fast, at den danske regering ikke agtede at foreslå nogen ændring i Sydslesvigs statslige tilhørsforhold, men på den anden side mente, at sydslesvigerne selv skulle have mulighed for at rejse spørgsmålet om at udøve deres selvbestemmelsesret. Noten bar tydeligt præg af, at her ønskedes det at forlige uforligelige opfattelser. Hos de mange både nord og syd for grænsen, som ønskede denne flyttet, vaktes falske forhåbninger. De stimuleredes af Knud Kristensens udtalelser i den følgende tid.

Endnu i december reddede de radikale Knud Kristensen fra et socialdemokratisk mistillidsvotum. I februar 1947 måtte han modvilligt atter acceptere en dagsorden, der holdt ham fast på oktobernoten. Men i april var der landstingsvalg. Socialdemokraterne gik frem, hvilket bestyrkede dem i kritikken af Knud Kristensen. De konservative gik tilbage, hvilket fik Christmas Møller til at gå som formand for Det konservative Folkepartis rigsdagsgruppe. Atter løb oppositionen, anført af Hans Hedtoft og Aksel Larsen – og støttet af Christmas Møller – storm mod Knud Kristensen, som blev ved med at tale om sydslesvigernes ret til at udøve deres selvbestemmelsesret, og da Knud Kristensen fortsat fremturede, var de radikales tålmodighed forbi. Den 4. oktober 1947 fældedes regeringen af en dagsorden, som misbilligede statsministerens politik i det sydslesvigske spørgsmål. På dette tidspunkt stod det klart, at udenrigsminister Gustav Rasmussen ikke delte sin statsministers opfattelse. Knud Kristensen udskrev derpå folketingsvalg.

I den følgende tid indtrådte gradvist en afmatning i det sydslesvigske spørgsmål. På det internationale plan betød den kolde krig, at de vestallierede så hurtigt som muligt ønskede etableret et selvstændigt vesttysk og vestorienteret demokrati. I Danmark var der stadig en tid røre om de danske sydslesvigeres kår, men partierne nærmede sig hinanden, og i oktober 1948 banede en rundbordssamtale i London vejen for forhandlinger mellem de dansksindede sydslesvigere og den slesvig-holstenske landsregering. De førte til, at den slesvigholstenske Landdag i 1949 med alle stemmer på nær to vedtog den såkaldte Kiel-erklæring, der tilsikrede det danske mindretal de almindelige demokratiske frihedsrettigheder og slog fast, at bekendelsen til danskhed var fri og ikke måtte bestrides eller efterprøves af myndighederne. Retten til at drive skoler anerkendtes.

Mindretallet havde dog fortsat skærmydsler med de lokale tyske myndigheder, ikke mindst fordi den socialdemokratiske landsregering i 1950 blev afløst af en kristelig-demokratisk (CDU). Definitiv politisk ro faldt der først over landsdelen i 1955, da Bonn-regeringen ønskede optagelse i NATO og derfor formåede lokalregeringen i Kiel til at efterleve retningslinierne fra 1949. På det materielle område fik Sydslesvig også del i den økonomiske opblomstring i Vesttyskland, og omkring halvdelen af flygtningene forlod efterhånden landsdelen. Endnu i 1950 kunne det danske mindretal mønstre ca. 71.000 stemmer. Fra dansk side var der enighed om at yde rundelige tilskud til mindretallets kulturelle arbejde.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Sydslesvig i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306381