Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ministeriet Hedtoft kørt fast

Oprindelige forfattere ATro og TKaa

I februar 1950 døde undervisningsminister Hartvig Frisch. Som minister huskes han især for retskrivningsreformen fra 1948. Han blev efterfulgt af Julius Bomholt.

Få dage efter skete endnu et ministerskifte. Justitsminister Busch-Jensen havde mange vanskeligheder med den såkaldte „Edderkopsag”, der dækkede over økonomisk bagmandskriminalitet, hvor mange politimænd havde deltaget, et efterslæb efter besættelsestidens demoralisation. Under en bagvaskelsessag, der havde sin oprindelse i entreprenørfirmaet Wright, Thomsen & Kiers forhold, hævdede Aksel Larsen og hans partifælle Carl Madsen, at Busch-Jensen i 1947 havde haft drøftelser med dem for at få justitsminister Elmquist styrtet. Busch-Jensens benægtelse heraf havde en sådan karakter, at statsministeren ved udsigten til et konservativt mistillidsvotum lod sin justitsminister falde. Men Socialdemokratiet var ikke rigtig leveringsdygtigt med en ny, så Hedtoft måtte i sin kvide gå til Landstingets formand, den nu 69-årige K. K. Steincke, som tog imod tilbuddet og til kong Frederik erklærede, at han syntes, det var en god idé af Hedtoft at udnævne ham, men at han godt kunne have fået den noget før. Da Steincke var blevet afskediget som justitsminister i 1939, var han upopulær. Det var ikke længere tilfældet. Men omstændighederne ved justitsministerskiftet svækkede regeringen.

Den var i forvejen hårdt trængt af de økonomiske problemer og af at skulle tage ansvaret for de stærkt øgede forsvarsbevillinger. I juni 1950 udbrød Koreakrigen. Den forårsagede prisstigninger, som regeringen anslog ville medføre et valutaunderskud på 350 mill. kr. ved årets udgang. I denne situation besluttede regeringen at spille hårdt ud for at få sin politik igennem eller i modsat fald udskrive valg. På en ekstraordinær sommersamling den 8. august 1950 foreslog Krag restriktioner på udenrigshandelen, der formodedes at give en valutabesparelse på 300 mill. kr. Oven i det kom finansminister H. C. Hansen med en afgiftsbuket på 125 mill. kr. straks og 200 det følgende år. Udgifter til forsvaret på 300 mill. kr. og 50 mill. til det året før oprettede civilforsvar foreslog han dækket ved en særlig værneskat på større indkomster, selskaber og formuer. Denne skat skulle ikke være fradragsberettiget på selvangivelsen. Da skattefradragsretten dengang opfattedes som en umistelig menneskeret, virkede værneskatten som en provokation. Effekten blev den ønskede. Regeringen havde under forhandlingerne ingen mulighed for at vinde gehør og udskrev valg til den 5. september 1950.

Annonce

 Medlemmer af Hans Hedtofts 40-dages ministerium i folketingssalen. På første række Hans Hedtoft, Viggo Kampmann, H.C. Hansen, Vilh. Buhl, i anden række Johs. Kjærbøl, Carl Petersen, Chr. Christiansen, Johan Strøm, Rasmus Hansen og på bageste række Frede Nielsen, Jens Smørum, Julius Bomholt og Bodil Koch. Der stemmes, og udenrigsminister Gustav Rasmussen har forladt sin plads. Han var ikke medlem af tinget. K. K. Steincke var medlem af Landstinget.

Medlemmer af Hans Hedtofts 40-dages ministerium i folketingssalen. På første række Hans Hedtoft, Viggo Kampmann, H.C. Hansen, Vilh. Buhl, i anden række Johs. Kjærbøl, Carl Petersen, Chr. Christiansen, Johan Strøm, Rasmus Hansen og på bageste række Frede Nielsen, Jens Smørum, Julius Bomholt og Bodil Koch. Der stemmes, og udenrigsminister Gustav Rasmussen har forladt sin plads. Han var ikke medlem af tinget. K. K. Steincke var medlem af Landstinget.

Valget kom ikke til at gå på en enkelt sag. Forsvars- og udenrigspolitikken spillede dog en betydelig rolle. Socialdemokratiet, Venstre og konservative forsvarede Atlantpagten, men værneskatten var de ikke enige om. Radikale og kommunister angreb regeringen for at have ført Danmark ind i Atlantpagten. Men denne var jo en fuldbyrdet kendsgerning, og derfor var det formentlig restriktionspolitikken, som spillede den største rolle for vælgerne. De var dødtrætte af de fortsatte rationeringer af en række dagligvarer. Regeringen var ikke blind herfor. I foråret 1950 havde den ophævet rationeringerne af kul, koks, ris og chokolade, mens sukker, kaffe og smør til forbrugernes irritation fortsat var rationeret. Særlig Retsforbundet kritiserede dette forhold og fordoblede da også sit stemmetal og fik nu 12 mandater. Socialdemokratiet bevarede status quo, men gik dog to mandater frem, fordi den ændrede valglov aflivede Hovedstadens Venstre. De radikale gik ligeledes to frem, mens DKP tabte to og blev syv.

De konservative tilbageerobrede nu tabene fra 1947, idet de fik 27 mandater, hvilket var en fremgang på ti. Venstre blev den store taber ved at miste hele 17 mandater og kom derved ned på 32. Valget kan vanskeligt tolkes som andet end tilslutning til Atlantpagten og samtidig som en afstandtagen fra restriktionspolitikken. Men det skabte som så ofte siden en uklar parlamentarisk situation, hvor to lige store blokke stod over for hinanden: 59 socialdemokrater mod 59 fra Venstre og konservative. Midt imellem befandt de radikale og Retsforbundet sig med hver 12 mandater. Da de radikale for enhver pris ville undgå en VK-regering, og da DKP heller ikke trak til den side, endte de besværlige regeringsforhandlinger med, at den socialdemokratiske mindretalsregering fortsatte.

Det andet ministerium Hedtoft ændrede dog sammensætning. Under offentlighedens udelte opmærksomhed takkede Jens Otto Krag for en stund af for at drage til USA som fuldmægtig og økonomisk rådgiver ved den danske ambassade. „Hvorfor fa'n sidder Krag i Nevørk den dag i dag”, sang den populære revyskuespiller Osvald Helmuth. I USA kunne Krag komme i udenrigsministerlære. Hedtoft så gerne Viggo Kampmann placeret, og han blev da finansminister, mens H. C. Hansen overtog Handelsministeriet efter Krag. Minister Fanny Jensen havde reelt ingen opgaver haft. Hun gled nu ud, i stedet blev Herningkredsens folketingsmedlem, cand. theol. Bodil Koch kirkeminister. Endelig afgik Bording efter knap 22 år som minister – en rekord, der kun overgås af Estrup og hans marineminister N. F. Ravn – for at blive afløst af trafikminister Carl Petersen.

 Cykel med hjælpemotor hed den første knallert – her af mærket Diesella fra 1948. En lille benzinmotor på bagagebærerens plads drev med en tromle cyklen frem ved direkte påvirkning af dækket.

Cykel med hjælpemotor hed den første knallert – her af mærket Diesella fra 1948. En lille benzinmotor på bagagebærerens plads drev med en tromle cyklen frem ved direkte påvirkning af dækket.

Det nye ministerium Hedtoft holdt 40 dage. Handelsminister H. C. Hansen lagde ud med at meddele, at valutaunderskuddet ikke ville blive på 350 mill. kr., men snarere på 500 mill., ligesom bytteforholdet siden 1949 var blevet forringet med 20 procent, hvilket betød et valutatab på 800 mill. kr. De forslag, som havde ført til valg, blev genfremsat, men kafferationerne syntes nu også i farezonen. Det var ikke signaler, befolkningen var lysten efter at høre.

Retsforbundets selvbevidsthed var steget efter mandatfordoblingen, og da det i stigende grad følte sig holdt udenfor, anmeldte retsstatsmanden Oluf Pedersen denne forespørgsel til handelsministeren: „Vil ministeren straks ophæve smørrationeringen.” En radikal afværgedagsorden forkastedes med én stemmes overvægt, da en venstremand i sidste sekund nåede ind i folketingssalen. Derpå kunne Venstre, konservative og Retsforbundet vedtage en dagsorden, der krævede en „snarlig” ophævelse af smørrationeringen. Hans Hedtoft var kørt træt og ønskede at smide tøjlerne. Han valgte derfor at betragte smørrationeringens ophævelse som et såkaldt kabinetsspørgsmål, dvs. en sag, der kræver regeringens afgang. Det havde ikke været tvingende nødvendigt for regeringen at give op.

Hermed var initiativet uden nyvalg gledet over til Erik Eriksen, og da han af kongen efter de givne partilederråd fik til opgave at danne „en bred regering”, ilede han den 30. oktober med at få udnævnt en Venstre-konservativ regering. Selv om en VK-regering var den eneste reelle mulighed hensatte hans hastværk for en tid socialdemokrater og radikale i vrede. „Ikke statskup, men i al fald statsfup”, bemærkede en. De to partier havde på grund af Erik Eriksens taktik ikke nået at tage forbehold over for den nye regering. Den holdt da også i tre år. Socialdemokratiet var for anden gang efter krigen kommet i defensiven.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Trommer, Tage Kaarsted: Ministeriet Hedtoft kørt fast i Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie, Olaf Olsen (red.), 2002-2005. Hentet 22. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=306389