Ny regering

Befrielsesregeringen er den mest usædvanlige regering, Danmark har haft og den, det har taget længst tid at danne. Men dens parlamentariske grundlag var i orden. Ganske vist var Retsforbundet, som havde båret sin del af forhandlingspolitikken, holdt udenfor. Men de fire store partier var repræsenterede. Socialdemokratiet med Vilh. Buhl som statsminister, Hans Hedtoft som arbejds- og socialminister, H. C. Hansen som finansminister og Carl Petersen som minister for offentlige arbejder. For Venstre beklædtes Indenrigsministeriet af Knud Kristensen og Landbrugsministeriet af Erik Eriksen. Fra de konservative kom Ole Bjørn Kraft som forsvarsminister og Vilh. Fibiger som handelsminister, og endelig blev den radikale A. M. Hansen undervisningsminister.

Flere fremtrædende modstandsmænd ville ikke være ministre, og der kunne kun blive plads til frihedsbevægelsens fire største grupperinger. Det var fra „Frit Danmark” Christmas Møller, som blev udenrigsminister, og Mogens Fog, der blev minister for særlige anliggender, dvs. især besættelsestidens ofre. DKP havde meget ønsket at få Arbejdsministeriet, men Alfred Jensen fik Trafikministeriet, mens Aksel Larsen, som havde siddet i tysk fangenskab siden november 1942, blev minister uden portefølje, dvs. uden noget fagministerium. Fra Dansk Samling, det andet parti, der efterhånden var blevet ét med modstandsbevægelsen, kom Arne Sørensen som kirkeminister og Kristen Juul Christensen som minister u.p. „Ringen” stillede Niels Busch-Jensen som justitsminister og Frode Jakobsen som minister u.p., og endelig blev Henrik Kauffmann som repræsentant for „De frie Danske” også udnævnt til minister u.p.

Endnu inden Rigsdagen var trådt sammen, ophævedes ved en provisorisk lov af 7. maj 1945 kommunistloven, og de tre kommunister, der var valgt i 1939 og afskåret fra at søge valg i 1943, blev på ny medlemmer af Folketinget. De tre nazistiske folketingsmedlemmer havde frihedsbevægelsen straks interneret.

Den 9. maj præsenterede befrielsesregeringen sig for konge og Rigsdag i den gamle fællessal på Christiansborg, hvor også de engelske militærchefer var til stede. I tiltrædelseserklæringen erklæredes antikominternpagten død og magtesløs, ligesom regeringen udtrykte ønske om, at Danmark blev optaget i Forenede Nationer, Folkeforbundets afløser, hvilket også skete i juni. Med tilbagevirkende kraft godkendte man Kauffmanns grønlandsoverenskomst med USA. På baggrund af, at Dansk Samling under besættelsen havde agiteret for en grænse længere mod syd, understregede regeringen, der som nævnt også rummede repræsentanter for Dansk Samling, at „Danmarks grænse ligger fast”. Navnlig Christmas Møller var ivrig for at få dette slået fast. Ud over en række økonomiske og sociale foranstaltninger lovedes også genopbygning af forsvar og politi, erstatning til krigens ofre og udrensning.